Så råb dog op! Efter stilheden på Statens Museum for Kunst
Kunstens kvinder tager ordet
I anledning af rødstrømpebevægelsens 50-års jubilæum har SMK sat en udstilling op, hvis fokus er 18 kvinders kunst, der i sit indhold er båret af et socialt og politisk engagement – af protesten. Dét i sig selv glæder mig, for er der noget, jeg savner i samtidskunsten, er det protesten, vreden og indignationen. Alt for mange kunstnere beskæftiger sig med dekoration, også på højt kunsthals- og museumsniveau eller introspektion (organer, psyke). Meget få er så vrede at de dedikerer deres kunst til at råbe op.
Den retrospektive udstilling Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet på SMK er en rejse 100 år tilbage i kunsthistorien med fokus på både kvindelige erfaringer og på almen politisk protest. Men udstillingen peger samtidig på både kvindekampens og det sociale og politiske engagements aktualitet i dag og ud i fremtiden.
Vreden som drivkraft
Lene Adler Petersen sagde i 1975 at der opstår kritiske sammenhænge, når kvinder laver billeder, de er ikke bare æstetiske berøringer, det er beretninger og historier og det vil det altid være for undertrykte grupper i et samfund.
Måske er det derfor, jeg hæfter mig mest ved to af de samtidskunstnere, som forholder sig til aktuelle problematikker for undertrykte, svage grupper i verdens brændpunkter lige nu. Det er hos dem indignationen, vreden og engagementet ligger i dag – ikke i vores forkælede del af verden åbenbart – hvor de heller ikke solidarisk forholder sig til ”de andres” kamp i deres kunst.
En barneseng, der berørte mig dybt
Den palæstinensiske kunstner Mona Hatoum (f. 1952) ramte mig lige i hjertekulen i en sådan grad at jeg var helt rystet. Det er det, kunst kan, når den er allerbedst: Ryste mig i min grundvold og blive hos mig længe efter. Selv mens jeg skriver dette berøres jeg af værket.
En barneseng, hvor al tryghed er fraværende: Lavet af tynde glasrør, der ligner laboratorieudstyr, og uden bund. Værket Silence skal ligne det, der beskytter et lille barn mod ulykker og trusler. Men her er selve sengen truslen – barnet kan knække glasset og falde mod jorden uden beskyttelse.
Denne illustration af både barnets og den voksnes utryghed og angstfyldte erfaringer er så stærk!
Når ingen vil lytte selv om du skriger
Et værk om kvindens stemme, som ingen lytter til ses i installationsværket Turbulent af den iranske kunstner Shirin Neshat (f.1957).
Værket behandler undertrykkelse af kvinder og minoriteter og beskriver det, ikke at have en stemme helt konkret i et strengt kønsopdelt islamisk samfund.
På den ene væg i rummet oplever man en mand foran en oplyst, fuld sal. Han synger en traditionel Sufi-sang. På den modsatte side aner man under hele mandens skønsang en skygge i en mørklagt, tom sal. Det er en kvinde iført islamisk, sort chador. Hun står bare og lytter i stilhed. Men da mandens sang er afsluttet, og han har fået applaus fra sit opmærksomme publikum, fjerner kvinden sløret fra sit ansigt. Og så begynder hun at synge. Hendes stemme høres endelig. Men det er ikke traditionel skønsang, nærmere gutturale, vilde ekspressive, flerstemmige lyde. Kvindens aggression, dybe smerte og vrede får fuld udblæsning, så mændene på den anden side i den anden sal lytter lamslåede.
En dansker imponerer
Kirsten Christensen (f. 1943) er en kunstner, jeg ikke kendte. Hun gjorde stort indtryk på mig på denne udstilling, hvor hun f.eks. retter en skarp kritik mod systemets behandling af mennesker i værket mor og jeg (1977-78). En række keramikrelieffer, der afdækker den private historie om den 68-årige mor, der sidder magtesløs og umyndiggjort i sin kørestol på et psykiatrisk plejehjem.
Flere af de materiale-interessante keramiske kakler vidner om et stort politisk engagement, med hjerteskærende scener fra den private sfære i et voldsomt og til tider næsten hæsligt figurativt sprog.
Denne kunster tør virkelig noget – at bruge den stemme, hun har, til at råbe op og vise sin indignation og vrede over bestående samfundsforhold.
Protesten er forskellig på forskellige tidspunkter
Væsentlig er det, at kunstnernes protester retter sig mod forskellige ting på forskellige tidspunkter i historien. Den gamle kæmpe Käthe Kollwitz (1867-1945) beskriver rædslerne i forbindelse med 1. verdenskrig; Lene Adler Pedersen beskrev P-pillesagen i 70´erne; Ursula Reuter Christiansen viser kvinders styrke når de forenes i fællesskab og kunstnere som Nancy Spero (1926-2009) behandler krigen som en mandlig, fallisk konstruktion.
Således behandler udstillingen både de synlige dagsordener og de skjulte kvindelige erfaringer i vores samfund i historiske nedslag.
Jeg vil slutte med et citat fra den lille (røde!) håndbog, som SMK giver gratis til alle besøgende: ”Modstanden kan også bestå i at insistere på det modsatte perspektiv af voldens og magtens. For eksempel ved at fokusere på den drivkraft og det håb, der ligger i medfølelse, kærlighed, solidaritet og dialog. Det resulterer i kunst, der ikke er bange for at gribe sin betragter og sigte lige efter hjertet”!
Jeg håber vores dygtige samtidskunstnere vil begynde at råbe mere op. Om alt det, der er galt, og alt det, vi som mennesker skal insistere på for at bevare vores humanitet i en særdeles grum verden.
Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, 1307 København K
Frem til 21. november
