Af Leo Tandrup
gltandrup@gmail.com
Al god kunst handler om, hvordan vi lever med hinanden. Det gør de bedste af Bent Riis´ billeder også. Mange moderne mennesker bryder sig ikke om at tænke på det, fordi vi selv har svigtet vore nære for tit, og der er for mange tabuer i vore familieforhold. Derfor foretrækker vi abstrakt kunst og nøjes med at lade en gul og en rød farve gennemstrømme vor følsomme sjæl. Men Bent tør røbe sig. Og hvor han gør det, rammer han sig selv og vor tid hårdt.
Tilskuerrollen
I billedet her fra 2007 bruger han et foto af sig selv fra 1982. Han sidder alene som ung og nøgen og krymper sammen, mens han tager sig til hovedet foran en ligeså nøgen væg. Foran den hænger en hvid dug ned. Den symboliserer tilskuerrollen til livet. Og dugen rammer ind i hans baghoved, så han ikke kan unddrage sig rollen. Han vil ellers gerne fri af den, blive sig selv, komme nær på andre i aktiv handling, men han vil også nølende det modsatte, forblive alene, være sig selv nok. Tidens narcissisme lurer. Derfor klasker han noget halvt gennemsigtigt pergament hen over hovedet.
Forældre i hver sit hjørne
For hvad skal han gøre? Han er som ikke så få kommet til verden med forældre, der på to gamle postkort sidder klæbet op i hver sit hjørne af dugen, begge med ryggen til knægten og til hinanden. Faderen poserer, som ejer han hele verden, og moderen er mut, selvbevidst, vred på hele verden. Så hvem er de to andre end symboler på Bents egen far og mor? Faderen var dybt materialistisk, optaget af at rage til sig, og som pølsemand tjente han mere end fire praktiserende læger. Han kunne ikke holde sin kone ud. Hun trak sig som Jehovas vidne da også sig væk fra manden og fra en verden, hun så som et skøgeagtigt Babylon, for at dyrke Helligånden og Det hinsides i en kreds af kvinder med hvide klæder.
Ensomhedens fortællinger
Hvem kan slippe ud af en sådan modsætning? Bent opnåede aldrig at få lov at betro sig til moderen om nære personlige spørgsmål om venner og kærlighed og svigt, og faderen nøjedes med at tage om pølserne, ikke om knægten. Han måtte derfor nøjes med at elske forældrene på afstand. Bent overlevede ved at blive kunstner. Men han måtte indstille sig på et liv i ubodelig H. C. Brannersk ensomhed, som mange i dag, og han klarede sig ved at søge til knytning til mennesker, som han opsøgte på gader og veje, og ved i kunsten være optaget af at skabe en fortælling om den folkelige hverdag, som den er nu, ramponeret, stresset, brudstykkeagtig, præget af ubehjælpsomme vage forsøg på at skabe indbyrdes kontakter. Det viser Bent i brevstumper helt tilbage til 1930´erne, der klistres ind i hans kollager om folkelige spor. Men de bærer også forsonende på en skønhed i de bitte små og tilsyneladende ligegyldige ting. Dem har Bent som kun få sans for, og dem samler han på sine lange vandringer op, hvad enten det nu er gamle søm, rester af plakater, rustne blikdåser, gamle spillekort, ditto glansbilleder eller street art. De bruges med kompositorisk intuition til at bygge hans billedunivers op.
Behovet for fællesskabet
Kunstneren sagde ved den meget velbesøgte fernisering, at folk måtte mene, hvad de ville om indholdet i hans kunst. Det har da også været standardmaksimen i kunsten de sidste hundrede år. Men den gælder kun den meningsforladte kunst, som da også har oversvømmet verden. Har man noget vigtigt på hjerte, vil man naturligvis være ivrig for, at folk forstår det og tager det til sig, og man vil ikke bryde sig om det, hvis de får noget dybt subjektivt og i reglen totalt selvbekræftende ud af ens billeder. Når Bent kan mene det, skyldes det utvivlsomt, at han endnu savner et egentligt politisk kunstbudskab om, at verden må forandres til et socialt mere retfærdigt sted som forudsætning for, at regulære fællesskaber overhovedet kan genopstå. Alligevel kan man øjne en udvikling i hans billeder, hvor det bevidste og trangen til helhed for alvor begynder at tage livtag med det brudstykkeagtige og ubevidste, som ingen kunstner i verden kan nøjes med i længden uden at gå uhjælpeligt i stå. Og et er sikkert. Der er i hans kunst en alvorlig advarsel om, at livet vil smuldre, hvis vi som i dag dyrker en hæsblæsende individualisme med den økonomiske vækst og vor egen lystfølelse, anseelse og indkomst som eneincitamenter på bekostning af omsorgen for hinanden.
Behovet for fordybelse
Bents kunst er derfor værd at dykke ned i, hvis man tør se sin egen narcissisme i øjnene. Hans udstilling er andet og mere end Notater, som han ydmygt selv kalder den, selv om nogle billeder bare er det. Besøg udstillingen, og brug mere på hvert billede end de fem sekunder, som de allerfleste nøjedes med ved ferniseringen, fordi det vigtige åbenbart var, at tiden skulle bruges til at føre sig selv frem og blive set. Det ærgrede allerede Kandinsky sig over, og det er ikke blevet bedre siden hans tid. Finn Thrane har skrevet en god og instruktiv katalogtekst med sans for det eksistentielle i Bents kunst, men også for den babylonske forvirring i noget af den, som han med føje ikke ser nogen fremtid i. Læs også hans tekst.
Carolinelundsvej 2, Horsens
Frem til den 6. november
