Randers Kunstmuseum kaster sig for anden gang i deres nyere udstillingshistorie ud i et eksperiment med at vise en kunstner som andre ikke vil røre ved. Først var det Jens Galschiøt, og det blev faktisk en succes, nu er det så fænomenet Kristian von Hornsleth, som de fleste har en klar mening om – enten oppe eller ude. Det sidste mener vist de fleste kunsthistorikere. Randers giver nu los og en mulighed for at efterprøve både den ene eller den anden holdning. Man kan vel sige, at Randers påtager sig den utaknemmelige opgave at udfordre selve kunstopfattelsen med at vise ‘kunst’, som andre forkaster.
Fuck You …
Kunsthistorisk har vi set den samme konfrontation flere gange i historien. Det gjaldt såvel Andy Warhols fabrikskunst som grafitti & Street Art, der nu omfavnes. Warhols efterladenskaber er nu en millionforretning i dollars, som alle vil have fingre i. Hornsleth udfordrer både med sine værker og med udsagn som ”Fuck You Art Lovers”, der står på flere forskellige værker ligesom ét af hans slogans: Kunst er kun kunst, når det ikke er kunst! (Lige så snart det bliver kunst, dør det). Det kan forstås på den måde, at når det bliver rigtig anerkendt og dyr kunst for kunstsamlere, dør dets slagskraft og etiske udfordring, som kunstneren oprindeligt arbejdede med i sit værk.
Det med ‘Fuck You’ går igen i flere værker, også et med ”Fuck The Poor” som står i vejen for de riges udfoldelser. I det hele taget fokuserer han meget på de store uligheder i samfundene, og han beskriver sig nærmest som skizofren holdningsmæssigt. På den ene side synes han, at velfærdssamfundet kvæler engagement, samtidigt med, at han vil gerne have, at hans børn vokser op i det trygge Danmark. På den anden side skaber uligheden voldsomme skel, følelser og konfrontationer (bare tænk på de gule veste i Frankrig med dets officielt ni millioner fattige), der skaber noget nyt og anderledes.
Fra Uganda til skoleskydning
Hornsleth – årgang 1963 og uddannet arkitekt – brød igennem lydmuren i 2006 med projekt ”Landsby HORNSLETH” i det fattige afrikanske land Uganda. Hvis beboerne tog betegnelsen Hornsleth som en del af deres navn, fik de en ged eller gris. Der var endda en lokalpolitiker, som var med på ideen (der er plakat fra hans kampagne). Alle havde en holdning til projektet, og de fleste var forargede – jeg selv syntes som Randers Kunstmuseums direktørs Lise Jeppesen, at det var for meget og uetisk, men det virkede. Hornsleth var nu et navn og et brand, man måtte forholde sig til. Og det er blevet markedsført på utallige måder fra Netto-poser til dyre ure, smykker, våben, motorcykler og pornofilm (med på udstillingen i en særlig boks kun for voksne). Senest er han i gang med en serie fint vævede tæppebilleder (lavet i Vietnam) af naturkatastrofer. Han har også lavet en skoleprojekt på Langeland, hvor eleverne opførte en happening om en skoleskydning, hvis realisme faktisk chokerede ham selv.
Homeless Project London
For Randers Kunstmuseum er det projektet ”The Hornsleth Homeless Tracker Project”, som startede i 2018, der er skillepunktet (der har været kontakt mellem Hornsleth og museet siden 2016). Mange (også hjælpeorganisationer) har igen kritiseret hans ‘udnyttelse’ af de hjemløse, men man må medgive, at det har sat fingeren på et ømt punkt i en by, der vælter sig i millionærhuse (der for det meste står tomme som investeringsobjekter) ofte købt af suspekte folk som oligarker og saudiske prinser (ved I, at man i UK, Malta, Cypern kan købe sig til statsborgerskab for en millionindbetaling, så man kan bevæge sig frit, selvom man er blodig undertrykker eller kriminel skattesnydere – det er jo den bedste måde at blive milliardær på). Han startede med 10 – nu benævnt gulddrengene, efterfulgt af 100 sølvdrenge. De er foreviget i guld og kan købes for 300.000, hvor den hjemløse så for en andel. Sølvportrætterne går for 30.000, så der er noget både til de rige og til middelklassen, som han fremhæver. Alle kan få en hjemløs med hjem uden at skulle tilsmudse de fine hjem. På udstillingsdagen var der desuden medbragt tre af hjemløse, som blev udstillet i et glasbur, hvor de kommunikerede med publikum ved hjælp af papskilte. Det med at udstille mennesker i glasbure, er i øvrigt en gammel kunstnerisk metode, så kunsthistorien er i orden for Hornsleth. Men hvad med vores etiske holdning, når vi oplever ægte hjemløse narkomaner som en let gysende underholdning? Man kommer også til at tænke på dengang, zoologiske haver og den store Landsudstilling i 1908 i Århus udstillede afrikanere på linje med dyr i bur.
Konklusionen må blive, at Kristian von Hornsleth bryder igennem kunstmuren med en styrke, der er svær ikke at anerkende som legitim. Han har jo ret i, at store kunstnere som Warhol, men også vores egen Jorn, også i den grad er endt som et brand. Han har bare valgt at starte som brand for at opnå at blive set og hørt i levende live. Men kom selv og bedøm resultatet.
Randers Kunstmuseum
Stemannsgade 2, Randers
Frem til 28. juli
