Benazir Zarif - Hveps.

Kunst giver livsglæde hos virksomheden Würth

Af Mette Baden - 17. Dec 2022

Ability viser skabertrangen hos folk med specielle behov

I Kolding ligger virksomheden Würth. De laver produkter indenfor værktøj, kemi og sikkerhedsudstyr m.m. til det professionelle marked. I mange år har Würth haft det privilegie at kunne pynte vægge og andre områder i virksomheden med kunst indenfor mange forskellige stilarter. Dette har kun kunne lade sig gøre grundet Reinhold Würth´s tanker om, hvad kunst kan.

Reinholdt Würth (direktør fra 1954-1994 ) startede kunstsamlingen i 60 ´erne. Reinholdt Würth troede på, at den fysiske tilstedeværelse af kunst kunne give Würth medarbejderne gode kunstoplevelser og samtidig berige deres hverdag. For at kunne give så mange som mulig adgang til kunsten valgte han også, at der skulle være fri adgang til kunstudstillingerne i Kultursamling Würth.

Kultursamling Würth er Europas største private samling. Selve samlingen indeholder kunstværker fra det 20. og 21. århundrede og omfatter rundt regnet cirka 19.000 værker. Det er et bredt udvalg af kunstudtryk lige fra litografier, grafiske produktioner og skulpturer.
Outsider kunstnere (Outsider Art) har en plads i Kultursamling Würth, hvor 440 værker er lavet af voksne med specielle behov, også kaldet udviklingshæmmede.

Ida Bruun – yggdrasil.

Mulighederne i kunstnere med specielle behov

I øjeblikket er der en fremragende og anderledes udstilling ved Kultursamling Würth kaldet Ability. Når man oversætter ordet Ability, vil betydningen være ”en evne til noget”. Så der er tale om evnen til at vise, at man kan noget med kunst.

Udstillingen Ability evner at præsentere en række kunstnere, som alle er udfordret enten mentalt eller fysisk. Der er således tale om kunstnere, der normalt arbejder i det skjulte, men som har en utæmmelig skabertrang. Selve udstillingen rummer mange forskellige slags kunstværker, hvor der både er malerier og skulpturer.

Disse kunstnere har specielle behov og udfører hver deres bidrag til selve kunstudstillingen. Udfordringer som de kan have kan således være forskellige former for psykisk sygdom. De vælger at fokusere på hvordan de ser sig selv og verden.

Målet med kunsten er således ikke at tjene penge på denne, men netop fordi de har behovet og trangen til at skabe. Meningen med og udførelsen af denne skabertrang kan ofte gøre det lettere for denne gruppe at håndtere de udfordringer de oplever i hverdagen.

Fugl i patchwork på strikket baggrund.

Begrebet Outsider Art

I starten af det 20. århundrede begyndte man endelig at anerkende kunstværker skabt af mennesker med specielle behov, netop ud fra nogle æstetiske principper. Denne genre valgte man at kalde Outsider Art og den repræsenterer dermed denne gruppe af mennesker, der jo for mange før, har været betragtet som outsidere. Ved at acceptere deres fortolkning af kunst kunne disse nye kunstnere, få mulighed for at vise andre deres forskellige former for udtryk af levet liv samt af verden. Derfor er begrebet og genren Outsider Art en vigtig og muligvis overset genre indenfor kunstens brede pallette.

”Som barn er enhver kunstner, vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen”
(Pablo Picasso )
Kan man forblive i rollen som kunstner som voksen?

Dette kan muligvis være lettere for voksne med specielle behov end for de voksne der er mere indenfor normalitetsbegrebet. Kunstnerne i genren Outsider Art laver nemlig oftest kunst uden filter. En umiddelbarhed der kan gøre selve kunstudtrykket endnu mere realistisk. Oftest bruger kunstnere i Outsider Art også meget deres intuitive fornemmelse for, hvordan kunsten skal udtrykke sig.

Kunstnerne med specielle behov, der udstiller i Kunstsamling Würth har modtaget minimum 3 års undervisning i kunstuddannelsen der hedder Soja. Dette har været en uddannelse specielt udformet til udviklingshæmmede og andre voksne med specielle behov.

Thilde Reventlov Petersen – Pailetter på Gine.

Hvad gør denne udstilling særlig?

Udstillingen Ability er absolut et besøg værd. Her er skabt en mulighed for at kunstnere med specielle behov kan få lov til at udtrykke sig. For hvad er egentlig kunst? Rammerne for hvad rigtig kunst er kan ofte være indsnævret og det er ærgerligt. Vi kan alle lære at kunstnere, der evner at udtrykke sig anderledes på en skæv eller skør måde. Ved at åbne op for flere udstillinger i Danmark hvor kunstnere med specielle behov kan udstille, kan vi som samfund samtidig være med til at lave en bredere ramme for hvad kunst er.

Selve begrebet kunst vil altid være under forandring og med udstillingen Abiity er Kultursamling Würth med til at sætte nye standarder for diversiteten i kunsten.

Kulturforum Würth
Montagevej 6, Kolding
Frem til 18. februar 2024

Artikel fra: Nr. 11 / 2022 – December / Januar