Man hører det så tit, men alligevel kan det overraske, når ens fordomme bliver gjort til skamme, og man kommer ud på den anden side som et mere nuanceret menneske.
Efter at have boet i to meget forskellige autonome bofællesskaber, så jeg frem til at bo alene i en lille måned. Mit næste udsmykningsprojekt var spillestedet Kirchen von Unten, og en af de til baren tilknyttede havde tilbudt mig at bo i hendes lejlighed i hele juli måned, mens hun var på cykeltur op langs Danmarks vestkyst. Der havde atter været lidt problemer med at finde et passende motiv til deres væg. Jeg havde fået at vide, at de som motiv gerne ville have en superhelt, der kæmpede imod et monster.
Før udførelsen af skitserne havde jeg taget bestik af stedet, og da det forekom mig som et forholdsvis hardcore punkrock-spillested, havde jeg ikke lagt fingrene imellem med tentakler, blod og uhæmmet aggression. Men atter engang måtte jeg lade mig overraske af den forsigtighed, jeg også var stødt på forrige gang, jeg havde skullet udsmykke et lignende sted. Det var simpelthen for voldsomt, mente de, så fandme om de ikke ville have, at jeg i stedet skulle lade helten og monsteret være venner! Lettere indigneret (og måske en smule skuffet over den yderste venstrefløjs vattethed) foreslog jeg sarkastisk, at jeg da også kunne give monsteret en Mickey Mouse hat på, men den eneste reaktion, jeg høstede på dette, var samtykkende nik. Hmm. Jeg grundede over det i nogle dage og nåede i mellemtiden at flytte ind i min midlertidige lejlighed i bydelen Prenz Lauerberg.
Denne del af Berlin plejede at være kendt for sit boheme-miljø, et sted for kunstnere og fritænkere, men det er i dag en kendt sag, at kvarteret er blevet for dyrt og fyldt med kommercielle cafeer og butikker. Store dele af kunstnermiljøet er derfor rykket til den lidt mere afsidesliggende og billige bydel Neuköln. Jeg syntes nu meget godt om kvarteret og ikke mindst den lejlighed, jeg havde fået lov til at bo i. Højt til loftet, en altan at sidde på og vægge komplet overklistrede med punk-koncertplakater, løbesedler osv. Det er altid interessant at befinde sig i omgivelser, der er præget af én person. Som min danske veninde sagde, da hun besøgte mig og så værelset: ”Nå, det er så hende”.
Jeg havde nu endelig fundet et motiv, som både spillestedet og jeg syntes godt om. Ideen havde jeg fået efter at have set et foredrag med den danske fotograf Jakob Holt, som var i Berlin med sit lysbilledshow ”American Pictures”. Han har, som mange sikkert ved, rejst over hele USA og bevæget sig rundt i alle samfundslag med sit kamera og sin filosofi om, at splid i verden er forårsaget af, at vi ikke forsøger at forstå hinanden.
Han fortalte bl.a. om hvordan mange medlemmer af Ku-Klux klanen lever et dobbeltliv, idet de projicerer et billede af hadefuldhed ud til omverdenen, men i virkeligheden ofte er søde, imødekommende mennesker med mindreværdskomplekser fra deres hårde barndom. Denne dobbelthed interesserede mig og jeg besluttede mig for at gøre det til en del af mit motiv. Jeg lod således helten og 5 små djævle være i (forholdsvis sober) slåskamp, men kun som en filmprojektion, som en af de små djævle styrede.
Helten og resten af djævlene så til, imens de hyggede sig i hinandens gode selskab, så der var altså to virkeligheder at forholde sig til. Denne opdelthed gør sig til dels også gældende i det autonome miljø. På trods af al den negativitet, de sender ud, er størstedelen af dem følsomme, idealistiske og reflekterede mennesker, men med en så stærk følelse af had imod det etablerede, at det ofte kan forekomme som om de vil omverdenen noget entydigt skidt, hvilket ikke kunne være længere væk fra sandheden.
Jeg var overrasket over at finde ud af, at nogle amerikanere, jeg en aften havde inviteret med til Kirchen von Unten, undrede sig over det store anti-nazist-flag, der hang i midten af lokalet. De havde kun hæftet sig ved al den aggressivitet, det autonome miljø sender ud, og troede derfor, at det var pro-nazi. Det fik mig virkelig til at overveje hvilke andre, og mere subtile, vildfarelser mennesker uden for miljøet kan være ude i.
Jeg arbejdede på vægmaleriet mere eller mindre hver dag, og efterhånden som motivet udviklede sig, kom heltens forhold til de små djævle til at fremstå nærmest seksuelt, endda perverteret, hvilket nok til dels var en stille hævn fra min side. Venner? Jeg skal vise jer ”venner”. Indehaverne af stedet var dog begejstrede for det, så jeg fortsatte ufortrødent. De var i gang med en større køkkenrenovering, hvilket betød, at der var lukket for offentligheden i hele perioden.
Jeg havde først troet dette en garanti for arbejdsro, men hver dag, skulle det vise sig, kom nogle af de ansatte forbi i nogle timer for at arbejde på køkkenet, hvilket også betød selskab af deres territorieafpissende hunde, der er en lige så fastgroet del af miljøet som tattoveringer, mo-hair og antikommercialisme. Mens de gik og arbejdede lyttede de gerne til musik, fortrinsvis punk og noise. Jeg har i min tid i Berlin været til en del koncerter i denne genre og elsket det: energien på scenen, vreden og den anarkistiske ånd …men at lytte til optagelser af koncerter (og værre endnu: studieoptaget og velproduceret punk-musik), er lidt ligesom lunkent øl uden brus: fladt og ligegyldigt.
Pigen, der boede i lejligheden, jeg havde lånt, nåede at komme hjem, inden jeg var færdig med vægmaleriet, så indtil jeg blev færdig fik jeg lov til at bo på selve spillestedets sofa. Hvis der er én ting, jeg lærte at sætte pris på hos de fire autonome fællesskaber, jeg på nært hold nåede at opleve i Berlin, er det deres afslappede holdning til planlægning og rammer, hvilket også afspejles i deres måde at bo og indrette sig på. Der er en større frihed til at improvisere, man tager tingene som de kommer. Jeg har brug for et sted at sove, indtil jeg er færdig? Selvfølgelig kan jeg sove på deres hullede sofa, omgivet af byggerod og tomme ølflasker. Det er ikke et problem, hvis man undlader at gøre det til et problem.
Det tog mig kun 2 dage at færdiggøre vægmaleriet, men der var stadig 3 dage til at jeg kunne begynde min udsmykning af Tommyhaus, et boligprojekt i Kreuzberg, der kører på 35. år, og altså eet af de ældste foretagender af sin art i Berlin. I mellemtiden nåede jeg at tage til punk/hippie/hare-krishna-festivallen Woodstock i Polen, hvilket jeg fortæller om i næste artikel.
I næste og 4. artikel forlader Christian Gundtoft Berlin og Tyskland for at tage til punk/hippie/hare-krischna festivallen Woodstock i Polen
