Af Tom Jørgensen
tom@kunstavisen.dk
Det er ofte blevet sagt, at det smalle stykke vand, der skiller København og Amager, er en psykisk mere end en fysisk barriere. Vittighederne florerer i hvert fald på ”hovedlandet”. Vittigheder, der temmelig uærbødigt for det meste handler om ”lorteøen”. Uagtet det faktum, at der er pæne og nydelige villakvarterer, dejlige strande, en lille skov og endda små landsbyer på Amager. Med metroen og Ørestaden er det imidlertid, som om den flade ø er blevet en mere integreret del af hovedstadsområdet.
Fortsætter man ud ad Kastrupvej, helt ud, faktisk, til man næsten når lufthavnen, støder man på Kastrupgårdsamlingen. Et fantastisk sted. Udover særudstillinger, der ofte kredser om grafik, har man en permanent fast samling af Theodor Philipsens værker.
Der har været meget fokus på Philipsen som Danmarks eneste rendyrkede impressionist, og flere kunstmuseer i Danmark har haft store udstillinger med ham.
Lige præcis i Kastrup er Philipsen imidlertid på hjemmebane, for det var her, han fandt mange af sine motiver. Kastrup og så den nærliggende pænt store ø, Saltholm, hvor kreaturerne åd sig mætte af det saftige græs, så der kunne komme nogle dejlige bøffer ud af dem. Philipsen elskede køer, og mange af hans mesterværker har netop det store rolige dyr som motiv. Motiver og malerier, hvor vi ser solens gule stråler farve køernes rygge, så der opstår rene farveeksplosioner.
Theodor Philipsen var imidlertid ikke født som impressionist. I sine tidlige år sværmede han for guldalderen, især dennes store dyremaler og dyreelsker, Johan Thomas Lundbye. Rejser til Nordafrika og Italien fik Philipsen til at opdage solens velgørende kræfter, men det var først i mødet med Paul Gauguin, at der for alvor skete noget.
Gauguin var som bekendt dansk gift med Mette Gad. Men landet, ja, det havde han ikke høje tanker om. Maden var elendig, vejret ligeså, og kunsten hang fast i guldalderens brune sovs, syntes han. Kun én gad lytte til ham: Theodor Philipsen. Den på det tidspunkt ikke helt unge maler slugte alt, hvad den franske bulderbasse sagde: brug rene ublandede farver, mal med en hurtigere, mere skitseagtig penselføring og find nogle andre motiver end guldalderens evindelige bondepiger med æblekinder, nationale slotte, pittoreske vuer og storkereder på taget. Gå ud i forstæderne og mal al det oversete: pludrende høns, hestepærer, de små sagtmodige huse i Kastrup og, ja, køer.
Resultatet er enestående. Theodor Philipsens malerier fra midtfirserne er impressionisme med en dansk palet og set gennem et dansk temperament. Og her på Kastrupgård hænger de samlet og velordnet. Herligt. Der er ingen undskyldning: skynd jer ud til Kastrupvej 399 og se det med jeres egne øjne.
Kastrupvej 399, Kastrup
