Den måde, hvorpå jeg kom til at udsmykke vægge i Berlins autonome miljø, er et godt eksempel. Min oprindelige idé var egentlig at udsmykke vandrerhjem mod soveplads, men dette var ikke gået helt efter planen. I løbet af de første 14 dage havde jeg ringet til, mailet eller besøgt stort set alle Berlins vandrerhjem, men enten havde de allerede et vægmaleri, var ikke interesserede i at få udført et vægmaleri eller kunne ikke forstå engelsk nok til, at jeg kunne få lov at tilbyde et vægmaleri. Modløsheden lurede, men min redning kom i form af et overtatoveret brød af en berlinerinde ved navn Birgit.
Jeg mødte hende på en bar på vej hjem fra endnu et fejlslagent møde, hvilket skulle vise sig at dreje min tid i Berlin i en retning, jeg ikke havde forudset. Ikke nok med, at hun satte mig i kontakt med den punk-bar, jeg fik mit første job på, hun introducerede mig også for tidsskriftet Streß Faktor, et undergrundsblad, der uddeles gratis overalt i Berlin. Indexet bagi indeholder e-mail addresser til stort set alle autonome bofællesskaber, barer og koncertsteder i byen, og jeg tænkte: hvorfor ikke? Jeg skrev en fællesmail med tilbud om vægmaleri mod soveplads, og i løbet af et par uger havde jeg fået nok tilbagemeldinger til, at jeg kunne bo gratis i to-tre måneder frem.
Et af disse steder var Lohemühle, en skurvognspark beliggende i bydelen Treptow. Jeg havde hørt, at det oprindeligt havde været et kunstnerkollektiv og var meget spændt på, hvad det mon kunne indebære. Jeg ankom en solrig fredag eftermiddag, lige efter et regnskyl, og forelskede mig straks i stedet. Placeret lige ned til Landwehrkanal, et udspring af Spree, var der i et naturskønt område spredt ca. 15 vogne, alle afvekslende i størrelse og farve. Jeg kunne straks mærke, at atmosfæren var helt anderledes end hos kollektivet på Linienstraße, hvor jeg kom fra. Godt nok skinnede autonomien også her tydeligt igennem, men der var ikke den samme aggressivitet at spore.
Hvad der tilsyneladende knytter alle disse fornægtere af det etablerede samfund sammen er …Pippi Langstrumpf! I mit værelse på Linienstraße hang der en plakat af hende, hvor hendes ansigtsudtryk mest af alt mindede om en Manchester United fan, der var stoedt ind i en Liverpool fan: „Oi, you scowser-fuck, come ’ere!!“. I et andet kollektiv, Tommyhaus, som profilerer sig som et socialt ansvarsbevidst boligprojekt, løfter hun et helt hus og viser altså sin can-do mentalitet. I min gæstevogn i Lohemühle grinede hun bredt op til Hr. Nelson, som kravlede rundt oppe i hendes hår. Ud fra denne observation valgte jeg at slutte, at det i Lohemühle handler om at have det godt og være glad – hvilket passede mig fint.
Jeg havde fået at vide, at pigen, hvis vogn jeg skulle udsmykke, hed Grishka og var fra Polen. “Grishka”. Det lyder lidt som en midaldrende og livstræt madmor fra efterkrigstiden, så jeg var lettere overrasket over at finde en jævnaldrende, blond pige, der i alle henseender tog godt imod mig og sørgede for, at jeg følte mig velkommen der. Efter alle strabadserne med at finde et motiv, der kunne gøre barindehaverne på Linienstraße tilfredse, var jeg lettet over at høre, at hendes eneste kriterie var, at der skulle være mindst een havfrue – og gerne nøgen! Ivrig efter at komme i gang konstruerede jeg straks en løs skitse, fik den godkendt, og begyndte mit arbejde.
Jeg overtog den hyggelige, lille gæstevogn efter en tysk fyr, Michael, som havde fundet stedet gennem couchsurfing.com, et voksende internetfænomen, hvor mennesker fra hele verden tilbyder rejsende at overnatte hos dem i alt fra et par dage til et par uger. Min nabo, en Italiensk installations -og performancekunstner ved navn Alfredo, inviterede mig på kaffe den første morgen. Hans specialitet viste sig at være gakkede science fiction kostumer, som han konstruerede ud af metalskrot. Han fortalte mig, at Lohemühle ganske rigtigt engang havde fungeret som kunstnerkollektiv – at man var udøvende kunstner havde simpelthen været et kriterie for, at man kunne komme i betragtning til at bo der. Men i løbet af de sidste år var man begyndt at se stort på dette, og i dag var der ikke nogen faste kriterier. Lidt skuffende, men alt i alt befandt jeg mig godt i Lohemühle. Området var smukt, menneskene imødekommende og vejret godt!
Efter at have boet der en ugestid skulle Grishka til elektro-festivallen Fusion, lidt udenfor Berlin. Mens hun var afsted kunne jeg få lov til at bo i hendes veludstyrede husvogn, hvis blot jeg tog mig af hendes schäfer-collie Yoshi. Dette var jeg mere end villig til og rykkede midlertidigt ind i hendes vogn. I mellemtiden var vægmaleriet begyndt at tage form. Motivet var en flok havfruer, der svømmede imod beskueren. Indledningsvis havde jeg været meget begejstret for dette motiv, men det var begyndt at irritere mig. Ikke blot forekom det mig i stigende grad uinteressant, det fik også husvognen til at ligne eet eller andet fra et omrejsende tivoli.
Turene, jeg gik i en naerliggende park med Yoshi hver dag, var en velkommen afveksling fra mit malerarbejde. Görlitzer Park er uden tvivl en af de mest brogede, beskidte og interessante parker, jeg nogensinde har været i. Mere end en park fremstår den som et stort krater. Dækket til med pletter af gulligt, afsvedent græs, er den som regel fyldt med frisbee-kastende, potrygende, punkmusik-lyttende thrashere i alle aldre. Bevæger man sig op i det omgivende bakkeområde, skal man passe på ikke at snuble over een af de mange hjemløse, der bor der i sommerhalvåret. Jeg ville nu have nydt stedet mere, hvis ikke det havde været for alle de weed dealers, der konstant henvendte sig til een.
"Pssst. You looking for smoke, man? Hey! How you doing, man. Need some weed?" Det er ikke fordi, jeg har noget imod deres eksistens, et sted som Görlitzer Park burde ikke være foruden. Men jeg kan godt lide at gå og passe mig selv, ikke at skulle forholde mig til andet end det, jeg vælger at forholde mig til. Efter de første 33 henvendelser fik jeg en ubændig trang til at gå hen til den næste, der henvendte sig til mig, ruske i ham og råbe: "HEY!! I get it!!! Hvis jeg er interesseret, skal jeg nok henvende mig til dig!!" Jeg holdt dog fast i mit obligatoriske: ”No thanks, I’m good”.
Det havde nu måske alligevel været en god idé at ryge en lille joint, før jeg havde givet mig til at konstruere det motiv, der i stigende grad forekom mig at skæmme Grishkas vogn fremfor at pryde den. Det stod nu klart for mig, at det var et kedeligt og intetsigende værk, jeg var i gang med at udføre. Jeg havde været så ivrig efter at komme i gang, at jeg ikke havde lagt særlig meget arbejde i at finde et motiv, der egentlig var interessant. De før så smilende havfruer lo nu hånligt af mig, og jeg brugte mere tid på at skule misbilligende mod dem end på at male. Så – jeg malede det hele over i den samme lysegrønne farve husvognen havde haft, før jeg gik i gang. Det gjorde lidt ondt, men lykkeligvis er jeg i stand til at efterrationalisere mig frem til mening i selv de mest stupide hændelser.
Jeg var på dette tidspunkt ikke klar over, at ruden, som mit første vægmaleri var blevet udført på, i mellemtiden var blevet smadret. Det havde nok alligevel været for meget at bære på én gang. Jeg var naturligvis ikke så stolt over at have boet i Lohemhühle uden at have udført mit arbejde, men hvis Grishka og resten af beboerne i Lohemühle bebrejdede mig for alt dette, skjulte de det godt. Jeg blev ønsket alt godt fremover og tog videre mod Kirchen Von Unten, en punk-rock bar beliggende i bydelen Prenz Lauerberg. Der var jeg blevet lovet min egen lejlighed i en hel måned.http://www.live.com/getstarted.aspx
3 interessante gallerier
Bonggout specialiserer sig i morbide, ofte voldsladede og seksuelt afvigende værker af vekslende kunstnere, omend det ikke som sådan er en del af galleriets profil. De to ejere har haft lokalerne siden februar, men har i de sidste tolv år arbejdet sammen om mange forskellige projekter, især silketryk, koncerplakater og kunstbøger i begrænsede oplag. De har med jævne mellemrum ferniseringer med kunstnere fra hele verden. Jeg forsøgte naturligvis at få mine billeder udstillet der, men meget diplomatisk informerede de mig om, at min stil “ikke passede ind i deres koncept”. Bongout ligger paa Tor Strasse 110 og har hjemmesiden www.bongout.org
Fleischerei har eksisteret siden år 2000 og plejede at ligge på Tor Strasse, indtil lokalerne, kort før jeg tog fra Berlin, blev solgt. Fleischerei er vel i højere grad at betragte som en venstreorienteret workshop end som et egentligt galleri. De har 7-8 faste kunstnere tilknyttet, som alle plejede at arbejde i de lokaler, der var tilknyttet galleriet. Jeg var så heldig at få lov til at udstille der, selvom det var imod butikkens reglement – udelukkende fordi jeg en aften gik derind efter lukketid og drak mig en kæp i øret med englænderen Alan, der havde ansvaret for butikken den aften. Sådan kan man jo være så heldig. Jeg endte endda med at få solgt et par af mine ting. Fleischerei ligger nu på Rosenthaler Strasse 39.
Tacheles er i høj grad et af de mere etablerede alternative gallerier i Berlin, men har af den grund absolut ikke mistet sin særegenhed. Desværre er det, som så mange andre alternative projekter i Berlin, lukningstruet, og der kæmpes i øjeblikket en hård kamp for at bevare det. Tacheles er ikke blot et 5 etagers galleri med både skiftende og faste kunstnere, det er også atelier, cafè, diskotek, biograf og kulturhus. Det er åbent 24 timer i døgnet, og der er næsten altid liv i den store baggård, hvor både turister og lokale samles. Ja, det lyder næsten som noget, man kunne læse i en turistbrochure, men det er virkelig et unikt sted, hvor jeg selv har brugt meget tid. Umiddelbart kan stedet forekomme kaotisk og udstillingerne ligesom tilfældigt smidt sammen, men der er skam styr på sagerne, hvilket jeg fandt ud af, da jeg forsøgte at få nogle af mine ting udstillet der. Tacheles ligger på Oranienburger Strasse 54-56 og har hjemmesiden www.tacheles.de
I næste artikel er Christian Gundtoft flyttet ind i sin egen lejlighed i bydelen Prenz Lauerberg. Her skal han bl.a. udsmykke spillestedet Kirschen von Unten, kendt for sit bohème- og fritænkermiljø.
