Inger Odgaard – Attractor, detail. Foto: Nina K. Schlemm

Klangfuldt Øjeblik i Kapellet i Holbæk

Af Inge Schjødt - 26. May 2025

Et klangfuldt blandet kor af kunstnere har indtaget Kapellet i Holbæk. Med udstillingen ØJEBLIK byder Kunstnergruppen GESTALT på deres tredje udstilling. I kraft af de medvirkendes forskellighed, sat op mod rummets betingelser, opleves fremførelsen som en intens sonet, hvor alle ni kunstnere har en distinkt stemme.

På udstillingen, der kun har åbent ganske kort tid, medvirker: fra venstre Karen Villia Jensen, Grete Kyed Hvam, Vibeke Jensen, Heidi Dacke, forrest Katka Arentsen, Inger Odgaard, Nina Kathrin Schlemm, Alina Shevchenko, samt Eva Hvelplund. Sidstnævnte var fraværende ved fotograferingen på åbningsdagen, men spiller ganske flot med i den samlede udstilling i det hvidkalkede rum, karakteriseret af det unikke lys fra kapellets høje, buede vinduer.

Eva Hvelplund – digital collage, Nina K. Schlemm – The Sea. PR foto

Optakt med alvor // video, maleri og fotokunst

Verden udenfor med krig og kvindelig værnepligt adresseres af Grete Kyed Hvams malerier og Nina Kathrin Schlemm i videokunst og collage. Eva Hvelplund stemmer i med kontrastfyldte, digitale værker af stor dramatisk dybde, pænt pakket ind i kendte sangtitler, nogle endda på fløjlsblødt tekstil.

Alina Shevchenko, Nina K. Schlemm og Grete Kyed Hvam. Foto: NKS

Improvisationer i maleri

Vibeke Jensens maler pointillistiske, æteriske, semifigurative stemninger på lærred, opbygget med laseret lethed og mættet tyngde i maleriets definerende rum. Billederne klinger velgørende og særdeles relevant, som improviserede, poetisk-meditative pauser for såvel udøver som publikum.

Vibeke Jensen – Med et blidt strejf, akryl på lærred. PR foto

Alina Shevchenko og Katka Arentsen udforsker moderne, abstrakte malede forløb på papir med gentagelser og forskelligartede rytmiske, rumlige formstrukturer i penslernes dans. Hos Arentsen kombineres strøgene med forrevne accenter af vokskridt, stofligt og sansemættet gjort.

Maleri tv af Alina Shevchenko, th af Katka Arentsen, ready-made af Inger Odgaard. PR foto

Karen Villia Jensens figurative malericollager kommer fra en illustrators undergrund, og står i mættede farver som rolige basklange med sine mytologiske dyremotiver, nordisk-okkulte symboler og udfoldede ravnevinger, der rækker omfavnende ud.

Malerier af Karen Villia Jensen, objekt af Inger Odgaard, collage og foto: Nina K. Schlemm

Fantasifulde relieffer

Heidi Dacke sætter ind med dristigt farvesatte relieffer i udskårne genbrugsmaterialer, hvoraf nogle kombineres med tekstil. Her bliver kjolens bortløbne prinsesse til et fabulerende fantasifuldt crescendo, hvor strutskørtets underside med de modererende sikkerhedsnåle får tiden til at stå stille i et ekstra refleksivt sekund.

Heidi Dacke – skulptur og relief, Eva Hvelplund digital collage. PR foto]

Elastisk Finale // strik, beton og ready-made

Inger Odgaard får her den afsluttende kadances plads. Med helt nye installatoriske ready-mades af elastiske, maskinfremstillede striktrøjer, tynget ned af socialrealistisk beton, ekstemporerer kunstneren fortsat sine nyskabende værker frem med garn som primært materiale for grundige undersøgelser.

Odgaard har de senere år forædlet det skulpturelt-tekstile format, og går her endnu et skridt op i skala med sine kompositioner, fremstillet af kunststofgarner, primer, beton og nervøs velour. Ikke mange slipper afsted med den kombination af materiale og udtryk, men kunstneren Inger Odgaard vover det, og det er inciterende interessant at følge med i hendes vekslende temaer.

Som sonettens strofer er de vidt forskellige, de ni kunstnere, men den velkuraterede samklang gør udstillingen til noget særligt. God tur til Holbæk.

GESTALT i Kapellet
Anders Larsensvej 4 – Holbæk
Frem til 1. juni

Inger Odgaard – Attractor, ready-made. Foto: Lasse Hansen
Vibeke Jensen – Om kort tid, Inger Odgaard Attractor. PR Foto
GESTALT – Øjeblik, udstillingsview. PR Foto
GESTALT – Øjeblik, udstillingsview. PR Foto
GESTALT – Karen Villia Jensen – Øjeblik Nat. PR Foto