Michael Geertsen.

Keramikkens Rockstar

Af Connie Boe Boss - 27. Nov 2018

Det er på Bornholm det sker, når man taler om keramik – det er her tyngdepunktet ligger, både kreativt og uddannelsesmæssigt, så derfor er den gamle punker fra København, der engang besatte huse i Berlin og følte sort vrede, endt på den fredelige ø i Øster-søen med udsigt over havet. Det er her, jeg besøger ham.

Historisk fundament

Michael Geertsen tænker historisk: Vi står på skuldrene af en masse erkendelser indenfor alle livets områder – vi kan kun se så langt som vi kan i dag – så også han bliver båret af keramikere som Salto og Vasegaard, og alle de, der kom før dem, og han nægter at blive historieløs, forklarer han. Hvor vi i dag mest lever i nuet insisterer Michael Geertsen på også at pege bagud.

Han elsker traditionen og håndværket – men samtidig har f.eks. klassicismen været de store diktatorers og magthaveres formsprog. Michael Geertsen punkterer derfor stilen keramisk i stedet for, som i sine unge punkdage, at råbe ”panserne er nogle dumme svin” – men magten får stadig én på frakken, for oprører og utilpasset er han, og at indordne sig er vældig svært. Det er det, der driver værket hos ham: Opportunismen! Derfor er hans skulpturer som de er: Fulde af klare, stærke farver, guld og sølv og ”frække” åbninger eller ”javertusser” som han kalder dem. Han gider ikke arbejde i nuancer af brunt, som han udtrykker det, han vil have fest og han vil larme! Han tør formelig fråde i sølv og guld, så det bliver kitschet og næsten ”pornoagtigt” – og kan godt lide at slå en prut på de bonede gulve med sin ”usmagelige” og usædvanlige stil.

Man kan sige at han i dag er en konservativ rebel – stadig punker i sin sjæl og udstråling, men nu en ”ældre” herre, der sidder på Born-holm og mener ting! Han er træt af at alle meninger gælder og synes det er en mærkelig bevægelse i vores tid at alt skal være ”godt nok”. Her bliver han den omvendte, historisk funderede, men stadig utilpassede rebel, med briller i panden, der siger at ”nej, ikke alt er godt nok og lige godt”. Vi skal og bør som kunstnere forpligte os på at kende og forholde os til kunsthistorien og samtiden, udover at være bragende gode til vores metier.

Derfor kunne man i 2014 også se en stor udstilling i Næstved, ”Geertsen VERSUS”, som viste hans dialog med sit historiske ophav, hvor han spiller op til værker fra Kähler familiens mangeårige produktion. Her vistes et slægtskab, der ikke kun havde parallel i kraft af form, glasur og teknik, men et helt fælles mind-set, der har sine rødder helt tilbage til i antikken.

DOGU lampen for Fritz Hansen.

Anarkisten

Keramiker blev han fordi man kan være herre i eget hus, efter en opvækst i Nakskov hos fabriksarbejdende forældre. Typisk Michael selv at ville bestemme. Han er ud-dannet pottemager, elsker at lave nogle ting han selv formulerer, i modsætning til industri arbejde med faste mødetider. Senere blev han keramiker fra Skolen for Brugskunst og tog en overbygning i Industrielt Design. (Sidste eksempel på hans design er DOGU lampen, skabt til Fritz Hansen).

Michael Geertsen er ikke ekspressionist – det er ikke følelsesudbrud der er tale om når han arbejder. Han er en introvert og intellektuel person. Den stramme, styrede stil kan ved første øjekast se ud til at ligge langt fra BZ, punk og ”Fuck The Establishment” – men anarkismen fra dengang kan stadig give styrke til at lave sindssyge projekter og gå sine egne vegne! Han og ægtefællen er firserbørn – den militante kampånd er der stadig, så man f.eks. tør flytte til Bornholm og begynde forfra.

Man skal turde investere sin eksistens i sin kunst! Han kan og vil ikke andet og Michaels livs-klippekort skal bruges på keramikken. Som han siger: ”Du har ikke en chance – tag den!”.

Skabelsens drivkraft

Jeg spørger om Michael Geertsen hører til dem, der synes at en kunstner skal have et mørke at skabe ud fra? Ja, det tror han, desværre. Han må medgive at der skal være en tristesse og melankoli, en slags flosset-hed for at kunne blive ved, i ensomheden og kampen. Selv har han noget fræk ramasjang i sine farver, former og glasurer, og at han indimellem er fanget i mørke, kommer ingen ved, kunstnerisk set, der er intet at fortælle dér. Det er ikke den personlige smerte, der er interessant, synes han.

Og så ER der sgu et håb et sted – han tror på håbet, det livsbekræftende, på trods af sin fortids mørke tilværelsessyn. Han er ikke forblevet selvmordsdyrkende nihilist – der er håb, kærlighed og humor i livet også. Æstetikken har et ærinde – vi bliver bedre mennesker af smukke ting og æstetiske omgivelser, og det vil han gerne bidrage til.

Livet er smukt! Det er en gave – og vi skal sætte kulør på.

Come on, Denmark…

Han er hædret og anerkendt i både USA og England sikkert pga. særegenheden i sine værker, men i endnu højere grad fordi der håndværksmæssigt ikke er noget at komme efter.

Sært nok har det ikke givet voldsomt genlyd herhjemme – rent musealt – at han har udstillet på de store museer i udlandet. Det er efter min mening givetvis fordi Michael Geertsen er keramiker og ikke maler! Var det en billedkunstner, der havde oplevet en sådan hype i f.eks. New York var vi nok kommet op af stolene i Danmark. Det er ærgerligt – og hermed er bolden givet op fra min side.

Michael Geertsen er repræsenteret på bl.a. Metropolitan Museum i New York, The Victoria and Albert Museum i London, Designmuseet i København og Trapholt i Kolding.

Han repræsenteres af Køppe Contemporary Objects.