Man bliver mødt af øjne, der kigger udfordrende, observerende, mystiske og drømmende fra væggene på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor et unikt udvalg af Julie Nords eventyrlige grafiske værker fra 2006 – 2023 hænger lige nu, påkalder sig opmærksomhed og åbner en verden af drømme og fantasier.
Virkeligheden?
Vi kigger ind i et eventyrland, hvor virkelighed og fantasi mødes ofte på en foruroligende måde. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være. Nord prøver at ramme det sted, hvor virkeligheden skrider. Virkeligheden, som vi normalt kender den, eller som vi tror, vi kender den. Men hvad nu hvis ondt bliver godt og godt bliver ondt? Og hvad nu hvis illusionen i virkeligheden er virkeligheden? Grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige bliver mere og mere flydende, fantasien begynder at vokse og fyldes med drømme og uhygge. Gennem sine dukkelignende ansigter og fantasifulde væsener udforsker hun menneskers følelser, identitet og relationer, og det kan både være overraskende og gyseligt men også et forsøg på at ”afspore” vanetænkning.

Ansigterne
Julie Nord er en fantastisk dygtig tegner, og hver tegning, som er fyldt med detaljer, er en historie for sig. Med sirlige streger, dekorative mønstre, børnebogsillustrationer og populærkultur, blander hun eventyr og popkultur, men henter også inspiration fra gyserfilm og psykedelisk kunst.
Hun er inspireret af John Tenniels tegninger til den oprindelige Alice in Wonderland og af klassiske eventyrillustrationer fra samme tid. Et særligt kendetegn ved Julie Nords værker er hendes fascination af ansigter – ofte barneansigter eller unge piger med store uskyldige mandelformede øjne. Man bliver fanget ind af disse insisterende blikke, som fastholder øjeblikket, hvor virkeligheden begynder at ændre sig. Men kunstneren er også stadigvæk optaget af den uskyld, man i romantikken forbandt barndommen med og som viste sig at være en illusion.

I sine familieportrætter udfolder Julie Nord det etablerede billede af familien og hjemmet som den trygge og sikre bastion fyldt med antydninger af private fortællinger.
Julie Nord (f. 1970), som er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, har udstillet både i Danmark og internationalt. Ved udstillingsåbningen talte museumsinspektør Anne Sofie Langer og den unge gymnasieelev Rose Elisabeth matchede med sin sang Julie Nords billeder til perfektion.
Vendsyssel Kunstmuseum
P. Nørkjærs Plads 15, Hjørring
Frem til 23. februar 2025
