Jens Gregersen har en særlig placering i rækken af illustratorer, der har naturen og fuglelivet som speciale. Han har mere eller mindre siden barndommen i Århus været selvlært som tegner og langt senere også som maler, hvor han dermed udvidede sit kunstnerisk virke. Han er også forfatter til en række bøger, hvor han kombinerer sine tegninger med betragtninger over landskaber, årstider, levevilkår og fortæller om de forskellige arter, der lever i de områder, han har opholdt sig i. Det rækker fra Tipperne i Vestjylland til Vorsø i Horsens Fjord og videre til Sibirien og Arktisk med Svalbard og Grønland (især nordøst Grønland), men også halvøen Krim.
Gregersen er årgang 1952, så han kan se de 75 år nærme sig i horisonten. Noget, der nok været med til at få ham til at tænke på at gøre en slags status over eller opsamling på et helt særligt liv, som har bidraget til, at vi er blevet stadig mere klar over, hvad naturen betyder og hvilken indflydelse, vi har på den. Naturen er i Danmark totalt underlagt menneskenes indflydelse, for den ’rigtige’ natur udgør blot 2% af det samlede areal. Lars Abrahamsen lægger for med helt rigtigt at fastslå, Gregersen ”er naturens årvågne vogter og får os til at åbne øjnene med sin åndfulde streg” – men for min regning: mange flere burde stifte bekendtskab med hans streg!
Jens Gregersen fortæller lavmælt om sine mange inspirationskilder fra Leonardo da Vinci og Dürer til Johannes Larsen og en række engelske, svenske og tyske tegnere, men siger selv, at det især er Claus Biering (1919-2001) med dennes kompromisløse tekster i bøger og i Politiken. Han opsummerer sin baggrund i afsnittet ”Fra AGF til Brabrand Sø” og fortæller, at han allerede som 5- årig gik rundt og tegnede og næsten fik en åbenbaring ved synet af flok silkehaler.
Som ung oplevede han de indgreb, samfundet gjorde i effektivitetens navn ved Brabrand Sø, og hvordan vi gjorde naturen til en losseplads. Han meldte sig derfor ind i Natur og Ungdom.
Den første afgørende opgave var i 1966, da han blev fugletæller i Tipperne i Ringkøbing Fjord, hvor han har opholdt sig i en længere periode og lærte vogterlivets ensomhed at kende. Han kom til Vorsø i 1977, da den havde ligget uberørt i 50 år efter landbruget var opgivet, og der er han blevet hængende lige siden. Først var det den fredløse skarv, der blev omdrejningspunktet med optælling og beskrivelser, indtil det blev klarlagt, at den var uskadelig og nu om dage holdes ned af havørnen, der har slået sig ned på øen.
Bogen gennemgår derefter mange af de arter, han har iagttaget med små beskrivelser og tegninger og med inddragelse af citater af forfattere som Jeppe Aakjær og Martin A. Hansen. I det korte efterskrift synes jeg, han lufter lidt pessimisme om, at det nok er forretningen, der overtager den grønne omstilling. Derfor siger han til sidst: ”Jeg lader ravnene tale til allersidst.”
180 sider
Rigt illustreret
Johannes Larsen Museet
ISBN 978-87-94368-04-9
