På Arte Museum & Gallery vises udstillingen ”I alle de riger og lande” med billedkunstner Jens Bredholt og keramiker Kim Holm. Udstillingen bærer præg af to anerkendte og talentfulde kunstnere, der begge har arbejdet med hver deres felt gennem 50 år. Det er første gang Kim Holm udstiller på udstillingsstedet. Der er fernisering lørdag d. 5. juli kl. 14-16, og udstillingen slutter d. 27. juli.

Det er nok almindelig kendt blandt de fleste, at den franske maler Paul Gauguin (1848-1903) rejste til Tahiti i et forsøg på at finde det oprindelige. Han havde i 1888 udviklet primitivismen i Bretagne, der var en dekorativ stil med en stærk forenkling og stærke konturer. Jens Bredholts oldefar, Mogens Ballin (1871-1914), havde mødt Gauguin og malet med ham i Bretagne. Stilistisk lå han meget tæt på Gauguin med den dekorative symbolistiske malemåde. Når Jens Bredholt så hans billeder hos farmoren blev han klart inspireret af de stærke billeder. Jens Bredholt fik senere Sven Havsteen Mikkelsen (1912-1999) som mentor, og også det har sat sine spor. Jens Bredholt har til udstillingen på Arte Museum & Gallery malet rejsebilleder. Han har skitser og fotografier fra mange af de sydligere lande, han er rejst til, hvor der som hos hans oldefar og Gauguin findes landskaber med mørke mennesker. Dog er Jens Bredholts billeder mere moderne end hans oldefars. Man kan i hans malerier se en større abstraktion af billedfladen. Han har ligesom Guldaldermalerne haft en stedkendt lokation, men i motiverne har han udvalgt elementer fra forskellige skitser, så han har fået den optimale komposition. Med inspiration i Pierre Bonnard (1867-1947) fik han øje på en særlig teknik, hvor han har trukket et udsnit af en person ned i forgrunden af billedet. Med dette greb får billedet et mere markant udtryk, og der dannes et større rum i billedet. Han har malet med bredere strøg end sin oldefar og har brugt den blå tone for at angive en særlig stemning. Figurerne er mørke, for han skildrer mennesker fra de sydligere himmelstrøg. Det er aktive mennesker, han skildrer, for de har gang i mange ting i motiverne. På udstillingen findes ligeledes de indtagende ”ridsede billeder”, hvor han har ridset med vinkelsliber og malet med æggetempera.


Kim Holm blev set af en hel kreds af beundrere, da han i 16-17-års alderen drejede ler på Moesgaard Museum, Aarhus, noget der har sat sig fast i sindet hos mange. Han er uddannet fra Aarhus Kunstakademi (1968-72) og fra 1977-2016 underviste han samme sted. Han udstillede i starten af sin karriere i udstillingsgruppen 8 jyske keramikere. Man kan hos Kim Holm finde en meget intens, undersøgende og eksperimenterende måde at arbejde på. Man bliver bjergtaget af de smukke glasurer, hvor han har arbejdet med mange lag og brændinger. Det er svært at slippe dem med øjnene igen, for der danner sig de smukkeste billeder og landskaber i dem. Kim Holm har altid arbejdet med cylinderformen, men han arbejder også med andre former. I hans produktion kan man pege på en tidlig fase, hvor han arbejdede med værker i porcelænsler. I en anden periode arbejdede han med rakubrændte objekter og i en tredje periode med lavt brændt lertøj, det han også arbejder med i dag. Cylinderformen er for Kim Holm en dejlig enkel form. Når den er drejet op, går han efterfølgende ind og bearbejder overfladen, så der dels dannes refiefvirkninger og dels en mere nubret overflade med en teknik med krympeglasur. Kim Holm har i sine værker en konceptuel stramhed, hvor man både kan tænke på en dansk modernistisk tradition og på en japansk. I både den danske og den japanske tradition er nøgleord bl.a. enkelhed, klarhed, stringens, en respekt for materialernes egenart og noget stille og afdæmpet. Ikke noget at sige til, at Kim Holm fik så stor succes med en udstilling i 2012 i Kamakura syd for Tokyo i Japan. Nu der er så stort et slægtskab mellem den Nordiske og Japanske æstetik. Kim Holm viser på udstillingen på Arte Museum & Gallery nogle helt nye slanke former med en boblende overflade.
Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20. Lildstrand
7741 Frøstrup
Fra 5. til 27. juli