”At fotografere er at tilegne sig den genstand, der fotograferes. Det betyder, at man sætter sig i et bestemt forhold til verden, der føles som viden, og derfor også som magt”, skrev den berømte amerikanske kritiker Susan Sontag i sit essay ”On Photography” fra 1977.
At bemægtige sig motivet, ja at annektere det og lægge det ind under sit herredømme illustreres fint i udstillingen ”Under Indiens himmel. Foto-grafier fra det 19. århundrede”.
Få år efter opfindelsen af fotografiet i 1839 begyndte det engelske kolonistyre i Indien at fotografere landskaber, bygninger og indfødte. Det var i grunden skabelsen af et imperialistisk fotoalbum, et forsøg på at markere sit territorium.
Lige et par tal. Da dronning Viktoria døde i 1901 herskede hun over knap en halv milliard mennesker, en fjerdedel af jordens befolk-ning dengang, og imperiet dækkede næsten en fjerdedel af klodens totale landmasse. I 1876 antog hun sågar titlen som Kejserinde af Indien.
Eksotiske Indien indbød til mange imponerende iscenesættelser i det nye billedmedie. De klodsede apparater var dog tunge at sætte op. Dertil kom de lange eksponeringstider. Effekten var, at portrætter blev til poseringer, landskaber til skønmaleri og arkitektur til æstetik.
Se mig, se mig
Udstillingen består af over 80 fotografier og fotoalbummer fra omkring år 1850 til be-gyndelsen af det 20. århundrede. Billederne tilhører en engelsk anonym samler, der kontaktede museet og stillede sin samling af mere end 5000 fotografier fra kolonitidens Indien til rådighed.
En interessant serie består af portrætter, der havde samme formål som nutidens selfier: selvpromovering og udstillelse af selvet og/eller dets magt. Der er ikke sparet på udstyret eller kulisserne. En ny epoke i portrætkunsten blev indledt. Og passende nok kommer selve ordet portræt fra latin protractum, som betyder, hvad der drages frem for lyset.
Gennem hele vores historie er portrætter malet eller skulptureret og har altid været en indbringende beskæftigelse for kunstnere. Fotografiet demokratiserede portrættet som genre. Efterhånden fik også formuende borgerlige mænd og andre længere nede på ranstigen råd til at lade sig eviggøre via kameraet.
I Indien blev det hurtigt til en givtig business for professionelle fotografer. Portrætter af især fyrster og andre prominente og magtfulde personager (både reelt og i deres indbildning) blev ikke kun bestilt og købt af modeller selv, men også betalt af europæiske kunder og vist frem som afbildninger af disse eksotiske væsener fra den fremmede verden i Asien.
De spændende og farlige Andre
Ikke kun fremmed, men også den uciviliserede verden med mærkelige mørke mennesker. Hjemme i de engelske viktorianske familier så man på disse souvenirs fra det store imperium og følte blandingen af utryghed ved og dragning mod det fremmedartede.
Man får lidt af den samme stemning i de dunkle, grønmalede udstillingsrum i Davids Samling. Det er som at træde ind i fotografiets mørkekammer. Forklaringen er dog mere prosaisk: der findes ikke negativer til de dyrebare fotografier, der må beskyttes mod for skarpt lys.
Engelsk litteratur fra Romantikken i 1800-tallets begyndelse og resten af århundredet var fascineret af denne orientalske verden, der blev set som et sted med mystik, mirakler, intriger, romantik, sanselighed og fare.
Først 150 år senere får dette blik på Østen et begreb, da litteraturkritikeren Edward Said i sin bog ”Orientalism” fra 1978 analyserer Vestens måde at fremstille Orienten på som en verden, der ikke kun styres af empirisk virkelighed, men af et batteri af begær, fortrængninger, investeringer og projektioner.
Disse underlige asiatiske mennesker havde jo deres kultur og skikke, men tilhørte naturligvis en lavere mennesketype, som havde det bedst ved at blive holdt væk fra rigtig indflydelse. Det var Viktoria-tidens mantra.
Og rå våbenmagt var instrumentet. Den britiske hær slog hårdt ned på alle forsøg på modstand.
Det æstetiske blodbad
Efter uroligheder i 1850’erne i flere nordlige provinser forsøgte britiske tropper forgæves at nedkæmpe oprøret, men måtte trække sig tilbage og indgå alliancer med lokale sultaner, der naturligvis blev storslået fotograferet som de nye venner. Senere trængte forstærkede britiske soldater oprøret tilbage i brutale slag med nedslagtning af de lokale.
Et af fotografierne fra 1858 viser en slagmark med lig, skeletter og afhuggede lemmer. Titlen er ”Pladsen ved Sikandarbagh i Luck-now”. Og det er et af de bedste eksempler på fotografisk magtudøvelse og manipulation: fotoet er angiveligt taget et halvt år efter massakren, og ligene siges at være gravet op til lejligheden og placeret dekorativt foran paladset. ”The Empire Strikes Back” og råber: kan I så se, hvad der sker, hvis I ikke makker ret!
Her er mediets fascination og forbandelse. ”Folk husker gennem fotografier, men fotografier overstråler andre måder at forstå på. At huske er, mere og mere, ikke at genkalde sig en historie, men at fremkalde et billede,” skrev Susan Sontag også.
Davids Samling
Kronprinsessegade 30, København K
Frem til 28. april
