Ikke let at redde verden…

27. Apr 2010

Af Helle Jessen

Som titlen på forårets udstilling på galleri 44 MØEN siger er det ”ikke let at redde verden på 90 dage”. Om titlen blot skal opfattes som en konstatering, overlades til den besøgende selv at vurdere. Ifølge kurator René Block kunne man jo gøre forsøget. Både med hensyn til at redde verden og i forhold til afkodning af den aktuelle udstilling.
Udstillingen består af en række videoer suppleret med store fotos og et par installationer. Videoernes lydspor er et inferno af larm, hvilket gør det næsten umuligt at opleve det enkelte værk isoleret. Man kan kun vanskeligt skelne hvor det ene værk slutter og et nyt begynder. Derved bibringes udstillingen en karakter af totalinstallation, hvor man som gæst distraheres til at skifte fokus undervejs. Enkelte videoer kører dog i mindre aflukkede rum. Her kan man næsten uforstyrret opleve værkerne, som derfor uvilkårligt kommer til at stå stærkere.
De udstillende kunstnere er alle tyrkere – de fleste af kurdisk oprindelse. Deres værker afspejler tyrkisk kultur og sætter fokus på regionale problemstillinger. Som f.eks. videoen Adult Games af Erkan Özgen, hvor de legende børn alle er iført sorte elefanthuer. De er nærmest født til at blive terrorister. Den ironiske video Road to Tate Modern af Sener Özmen og Erkan Özgen er både underfundig og morsom med sit groteske billede af afstanden mellem den tyrkiske kultur på den Anatolske Højslette og storbyens moderne kunstliv.
Videoen TANKLOVE fra 2004 af kunstneren Köken Ergun er dog optaget i Jyderup på Sjælland. Den er lavet til Kvardriennalen for Samtidskunst, U-Turn 2008. Kunstneren undersøger her hvilken effekt den dramatiske tilsynekomst af en larmenede og osende tank har i en stille provinsby. Beboerne reagerer forventeligt i overenstemmelse med deres individuelle erfaringer med lignenede krigsmaskiner. Det være sig fra virkelighedens verden eller fra TV´s reproducerede billeder af krigssituationer optaget langt fra Danmark. Optrinnet ville sikkert have givet en helt anden reaktion på f.eks. Balkan og som beskuer tvinges man til at forholde sig til egne reaktioner og referencer.
Man kan i øvrigt reflektere over hvilke værker, der kan fungere uden kataloget til udstillingen. Ikke alle de iscenesatte virkeligheder er lige let tilgængelige i en nordisk velfærdskontekst.


Galleri 44 Møen
Fanefjordgade 44, Askeby
Frem til den 6. juni
Artikel fra: Nr. 04 / 2010 – April / maj