Af Preben Winther
preben@winther.mail.dk
Odense er som bekendt ikke Venedig, og i den fynske hovedstad finder man heller ikke Palazzo Grassi, hvor en af deltagerne ved årets biennale er den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos, der bi-drager med sin enorme edderkoppe-kludedukke-installation Conta-minação (Forurening). Men Kunst-hallen Brandts formår i hvert fald med udstillingen Magic Kingdom at give et rammende bud på hvad Joana Vasconcelos står for, og hvorfor hun i dag regnes blandt Portugals væsentligste yngre kunstnere (f. 1971).
Vandring i Edens have
Ved indgangen til selve udstillingen bliver man standset af et sort forhæng, og den besøgende bliver informeret om, at der i det første store rum vil være helt mørkt, og at man lige skal vente inden for og lade øjnene vænne sig til det. Efterhånden som dette sker, og de lysfølsomme celler i nethinden åbenbarer mere og mere af installationen Jardim do Éden (Edens have), tror man næppe sine egne sanser. Foran én ligger en have i nordeuropæisk renæssancestil, hvor tusinder og atter tusinder af små kulørte plastikblomster lyser og blinker og bevæger sig.
Man kan vandre rundt imellem ’bedene’ og frydes og undre sig og bliver mere og mere forbavset over sin egen reaktion, som helt afgjort er tvetydig. Dels falder man på halen af benovelse og… ja, henrykkelse, men samtidig ved og erkender man jo, at dette pragtskue er kunstigt ud over al forstand. Intet af det er liv i dette ords egentlige betydning. Alt er planlagt og fremstillet og dødt og fake. Alligevel jubler hjertet! Man reagerer som kejseren og hoffet i H.C. Andersens eventyr Nattergalen, hvor kunstfuglen tillægges større skønhed og værdi end den virkelige og levende.
Valkyrierne
Når man endelig får taget sig sammen til igen at forlade den vidtstrakte installation gennem forhænget i den modsatte ende af udstillingssalen, er det kun for at blive ramt af en om muligt endnu større forbavselse. Oven på mørket er lyset blændende og yder fuld retfærdighed til det farvemæssige inferno i de to gigantiske skulpturer eller kæmpetøjdyr, der har taget rummet i besiddelse. Den ene hænger svævende under loftet med sine hæklede borter og guirlandelignende pølsestrik-lemmer, den anden er også fæstnet foroven, men lader sine vildt kulørte fangarme brede sig ud over gulvet som en kæmpeedderkop. Voilá! Vi står over for et par af Joana Vasconcelos’ Valkyrier.
Myte og tradition
Når kunstneren i sine værker fortolker myter, kan det være sit eget lands, hun bruger, eller hun anvender myte-begrebet i dets modernistisk-kritiske betydning. Her er det den nordiske mytologi, hun har søgt ned i, hvor valkyrierne var en gruppe kvindelige magter, der vævede menneskenes skæbne og udpegede, hvilke krigere der skulle falde i kamp og tilbringe deres efterliv i Valhal, Odins borg. Indlæser man denne baggrundsviden i Joana Vasconcelos’ Valkyrier, falder det smukt sammen med et af hendes betydende kunstneriske temaer. Kvinden har hverken sværd eller krigerisk potentiale, men i kraft af traditionen og hendes uundværlige rolle i samfundet stor kraft og voldsom magt.
Skulpturerne er tænkt og skabt af Joana Vasconcelos, men i værket Valquíria Enxoval har kunstneren allieret sig med kvinder fra Alentejo-regionen i Portugal. Her broderer, knipler og væver kvinderne stadig medgift (enxoval), og en række af disse håndarbejder er indgået som en del af materialet til skulpturen. Kunstneren tillægger denne samarbejdsproces stor betydning, hvor altså nordisk mytologi og portugisisk tradition på sæt og vis hækles ind i hinanden.
Humor og eftertanke
I mange af sine spektakulære, vældige værker bygger Joana Vasconcelos videre på folkekunstens æstetik og rige traditioner, og ser i globaliseringen også muligheder for et stort og positivt udvekslingsfelt folkeslagene imellem. Men samtidig sætter hun i andre spørgsmålstegn ved det moderne menneskes måde at leve og gebærde sig på – ikke mindst hvor den udmønter sig i forbrugerisme og tingsfiksering. Gennem den sidste halve snes år har hun tillige tilført begrebet readymades nye aspekter og dimensioner, f.eks. med sin imponerende, 6 meter høje pragtlysekrone A Noiva (Bruden), som er lavet af et ukendt antal o.b.-tamponer og blev præsenteret på Venedig-biennalen i 2005.
Et sidste og meget væsentligt aspekt ved Joana Vasconcelos’ kunst er hendes humor og underfundige, frodige og vildtvoksende fantasi. Den fører æstetikken helt ud på overdrevet, vækker eftertanken og giver beskueren én på opleveren.
I forbindelse med udstillingen er udgivet et katalog, der ikke bare omhandler den aktuelle præsentation af kunstneren, men også zoomer ned gennem temaer og hovedværker i hendes œuvre. Stift bind, 96 sider, rigt illustreret i farve. 95 kroner.
Brandts Torv 1, Odense
Frem til den 18. september
