Alle har en mor – siges der indledningsvist i kataloget. Sandt – og derfor er udstillingen om 500 års ”Historier om mødre” oplagt! Kurator Maren Bramsen har tilrettelagt med Nivågårds værker samt fornemme lån fra ind-og udland, fra renæssancen og frem til starten af det 20. årh., med kik til det 21. årh. Udstillingen krydres på væggene af litterære citater fra romaner, skrevet af kvinder i vor tid.
Langt op i det 20. årh. blev mødre og tegningen af dem set, beskrevet og malet af mænd. Indtil slutningen af det 19. årh. vrimlede det med idylliserede mor-barn-skildringer, ofte inspireret af renæssancens Jomfru Maria med barnet.
Lucas Cranach d. æ.´s ”Caritas” (1535) viser (ret moderne) en nøgen, ammende kvinde, omgivet af nøgne børn – en kvinde, der ses som mor, opofrende, mild og til rådighed. Kvinde-barn motivet fortsætter i 16- og 17-tallet med visning af adelige kvinder, siddende frontalt i dyre klæder, med et barn på skødet. Der er ikke megen kontakt, hun holder også ofte underligt om barnet – måske har hun lige fået det leveret af sin amme eller tjenestepige, som på den tid aldrig blev vist frem. Med industrialiseringen midt i 1800-tallet sker der noget. Christian Kroghs dejlige billeder, der pryder det stort anlagte og meget læseværdige katalogs forside og også er præsenteret på udstillingen med ”Mor ved sit barns seng” fra 1884, viser den trætte, udmattede mor, der samtidig er fuld af ømhed for barnet. Den røde, hvide og blå farve, der var symbolske i de religiøse Jomfru Maria-billeder, er stadig tilstede: kvindesynet nuanceres kun langsomt.
500 år, 70 værker i maleri, skulptur, fotografi og in-stallationer – noget må udelades. At netop det 20. årh. og især 1970-erne ikke i større grad er repræsenteret, undrer, når det er her, mor-rollen for alvor tages op, med kønsrolledebat og identitetsproblematik til følge. Maren Bramsen har valgt og valgt fra – stof til nye udstillinger?
Vor tid præsenteres kort. Kvium anti-idylliserer med sit stærke billede af pigen ved vasken, som moren er ved at kvæle (”en køkkenscene”, 1986). Vi ser det kun, fordi renæssancens puttier har forvildet sig ind i billedet og trækker tæppet fra, så virkeligheden kommer til syne.
Udstillingen handler om idyl og virkelighed. Virkelig-heden trænger sig på, jo nærmere vi kommer nutiden. At der er en virkelighed og en, vi ønsker os, rammes stærkt ind af Gudrun Hasles fotografi af en gravid mave og en arm, der skærmer den. På armen tatoveringen: I have to be perfect. (”Uden Titel (I have to be perfect))” fra 2013. Vi vil så gerne – kan og skal vi?
Nivågaard
Gammel Strandvej 2, Nivå
Frem til 24. januar 2021
