Begge kunstnere har udstillet indtil flere gange tidligere på galleriet. Udstillingstitlen ”Sort og hvidt og det imellem” er rammende for begge. Marianne Fossgreen har gennem de senere år arbejdet med de sort-hvide striber på keramikken, og som noget nyt har hun derimellem arbejdet sommer-glade farver frem på glasuren, gule, røde, orange og grønne farver. Niels Frank har ligeledes malerier, som hovedsagelig er sort-hvide, og derimellem eksperimenterer han med farver, som klinger rent ind i sindet. En ekspressiv maler med guldaldertendenser, for han maler heftigt med brede strøg og spartel på lærredet, og godt nok er hans inspiration naturen, men i hans atelier bliver udgangspunktet fortolket og konstrueret som mentale landskabs-abstraktioner.
Niels Frank flyttede for et års tid siden fra Solbjerg ved Århus til Svenstrup, hvor lyset og naturen er anderledes, og det er begyndt at sætte sine spor i hans malerier. Han går ture i området to gange dagligt, og han fornemmer, der er ren guldalder med en dal og en å, der snor sig. Lyset i området er helt anderledes end ved Solbjerg. Der er bakker, dale og et stort himmelhvælv. Som Niels Franks komponerede mentale landsskabsbilleder, er lyset også en faktor, de leder hen på guldaldermaleriet, for det får ofte en helt guddommelig karakter i hans malerier. Efter flytningen er han begyndt at eksperimentere med nye farveblandinger, hvor han får flere jordfarver ind i paletten. Når han arbejder, bruger han naturen som et skelet, som han bygger billedet op omkring, men bryder efterhånden ned, så naturelementerne er væk, og billedet til sidst er ren landskabs-abstraktion. Han arbejder samtidig på en serie skovbilleder, hvor det er lysningen, der er det centrale. Billedmæssigt bliver det noget med at være i mørket og gå ind i lyset. Det er lyriske og stemningsfyldte billeder, hvor temperamentet kommer i spil, og hvor farven driver ned ad lærredet. Om hans arbejde med natur-landskaberne siger han: ” Der skal være et helle, hvor man kan hvile, hvor man kan se og være til. Man skal sanse og være åben overfor hvad der sker, og det sker som regel i et splitsekund, det jeg kalder et naturchok.”
Marianne Fossgreen har boet og arbejdet ved Gudenåens bredder i mere end 30 år. Det er den rene idyl med åen og de store skove samt frodige arealer. Rundt omkring på grunden indgår Marianne Fossgreens skulpturelle keramik som en naturlig del af landskabet. Sidst Marianne Fossgreen udstillede på galleri Arte viste hun forarbejder til tre torsoer med titlen Håb, tro og leg. Nu viser hun de færdige arbejder, som tidligere har været udstillet på Silkeborg Bad. Inspirationen og udgangspunktet for Marianne Fossgreens værker er menneskekroppen, torsoen og naturen. Hver figur har sin psykologi og karakter, og samspillet mellem figurerne er interessant. Som noget helt nyt har Marianne Fossgreen i sine nye værker arbejdet med et anderledes formudtryk og en mere lyrisk sommerstemning. Hun eksperimenterer endvidere med mere ustrukturerede dekorative virkninger. Selve keramikken er fortsat arbejdet op i pladeteknik, og grundformerne er geometriske. Man kan tale om geometri i kraftige farver, hvor farverne er styret ind omkring det sorte. Marianne Fossgreen har denne gang også brugsting med, så som fade, skåle, krus og vaser. Værkerne er unikaer, hvor en smuk buet geometri danner grundformen. På udstillingen vil man tillige kunne se ældre værker, fra dengang Marianne Fossgreen drejede. De er brændefyrede, og Marianne Fossgreen har arbejdet med en Borax-glasur, hvor de færdige arbejder er usædvanlige smukke.
Galleri Arte
Krinkelkrogen 20, Lildstrand
7741 Frøstrup
Frem til 25. august