I de kommende måneder vises på Nordatlantens Brygge en omfattende udstilling af kunstneren Aka Høghs værker. Husets primære udstillingsrum er disponeret ud fra to principper – i stuen vises flere serier af primært nye værker, mens der på første sal er trukket et retrospektivt spor tilbage til tidligere grafiske arbejder og malerier
Af Lisbeth Tolstrup
Det kan være problematisk at ordet grønlandsk ofte nævnes næsten synonymt med kunstneren Aka Høgh. Problemet består i, om hendes værker skal ses på grund af tilhøret til Grønland eller på trods af tilhøret til Grønland. Udstillingen på Nordatlantens Brygge er heldigvis så omfattende og så storslået anlagt, at man som beskuer kan vælge at gøre begge dele. Se værkerne et for et – nyd malerierne, lad skulpturernes dobbelte signaler bundfælde sig i roligt tempo eller få vækket nysgerrigheden foran de tidlige grafiske værker, hvor traditionens konventioner bevidst er brudt. Omvendt kan man også lade sig opsluge eller måske ligefrem forføre af den mytedannende helhed, der fornemmes som et særligt lag af forståelse i mange af værkerne. For ja, det er en stor grønlandsk kunstner, vi præsenteres for, men det er også en spejling af et kulturbillede i hastig forandring. I den sammenhæng er det godt at blive mindet om, at myter er i familie med drømme, at enhver kunstners indre billeddannelse er selve vækstlaget for det, vi som beskuere får en sjælden chance for at se. På kuratorisk niveau er det vigtigt og rigtigt set, at Aka Høgh fortjener god plads. Primært fordi hun er rummelig i sin stadige afsøgning af såvel motiver som udtryksformer. Men også fordi hun i den grad fortjener at blive set for sin egen skyld – som maler, som grafiker og som billedhugger.
Ved havet
Som titel velvalgt og dog begrænsende. For selvfølgelig er der en nær forbindelse fx mellem fundet af drivtømmer og den stadige optagethed af de mange havbundne myter, der igen og igen forbindes med Aka Høgh. Men i slipstrømmen af det indforståede og den dogmetunge etno-nostalgi opstår selve værket. Det er godt at se de store malerier, nogle fastholdt i bevidst udfordrede blåtoneskalaer brudt af enkelte okker nuancer, andre rene kraftudladninger af mørke farvetoner der møder lys i et illuderet landskab – der selvfølgelig kan være grønlandsk, men som også kan være et indre landskab, hvor kampen udspilles omkring det at finde ind til den kunstneriske nerve, der er drivkraften bag det hele. I den sammenhæng udgør skulpturerne et helt kapitel for sig selv. Fundet som drivtømmer, bearbejdet intellektuelt og fremstillet i nogle serielle sammenhænge, der giver god mening – arkitektur, perlebroderier, farver eller metalbelagte printplader – elementerne spilles ud mod hinanden i en fortsat dialog mellem det naturskabte og det æstetisk vedtagne, måske et billede på et samfund i hastig forandring. Og lige der, i mødet mellem myten og den kunstneriske intention, kommer oplevelsen, der helt naturligt rækker langt videre end det enkelte værk.
Strandgade 91, København
Frem til den 14. april
