J.A. Jerichau, 1914. Foto: J.A. Jerichau-arkiv, Museum Jorn, Silkeborg.

I mestrenes frugtbare skygger – Jens Adolf Jerichau på Louisianna

Af Finn Hagen Madsen - 20. Nov 2021

I den tid hvor kunsten var præget af ideerne fra kubismen, futurismen og dadaismen, så den unge kunstner Jens Adolf Jerichau (1890 – 1916) i retning af den klassiske kunst “. Jeg har bygget på alle de store” skriver han på et tidspunkt. Det er et udsagn han tydeligvis har fra kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher. der introducerede begrebet “Den store Stil”. Et begreb der tog afsæt i renæssancen, det skulle virke parallelt med tidens mere radikale begreber inden for kunsten. Wanscher ville revitalisere nogle af de gamle værdier, men var også optaget af hvad samtidens kunstnere som Cezanne og Van Gogh bød på. Det var dette tankegods der mødte Jerichau da han blev privatelev hos Wanscher. Her fik han en platformen til sit arbejde med de figurkompositioner han er kendt for. Jerichau selv blev mange år senere en stor inspiration for flere nutidige malere som Per Kirkeby, Peter Brandes m.fl.

Om at finde sin form

Jerichau malede som ung en del landskabsmalerier, han bruger farverne meget frit i sine fortolkninger af det sete, allerede der ser man hans talent. De tidlige billederne på udstilingen har faktisk en friskhed i udtrykket, der idag også kan ses hos maleren Leon Kossof, som man måske kan huske fra udstillingen med ham på Louisianna i 2004. Da Jerichau var ud af en kunstnerfamilie kom han allerede i 20 års alderen i kontakt med de to store danske malere Fritz Syberg og Johannes Larsen. Jerichau var stadig ung og hans landskabsbilleder fra den periode var selvfølgelig påvirket af det gode selskab han befandt sig i, men i hans billeder ses selvfølgelig også træk fra tidens andre kendte kunstnere, bla. Edvard Munch. Jerichau kunne have skabt sig en sikker karriere med landskabsmaleriet, men han var ambitiøs og interesseret i at komme videre og lære mere.

J.A. Jerichau – Udsigt over Middelhavet, 1915. Olie på lærred, Canica Kunstsamling, Oslo.
Foto: Canica Kunstsamling.

Kopiere kopier med udbytte

Hos Wancher studerede Jerichau de store mestre og kopierede deres billeder, ofte efter akvareller Wancher selv havde lavet. På udstillingen ses bla. Jerichaus udgave af Rafaels vægmaleri i Vatikanet “Skolen i Athen”, hans blik for det kompositoriske er tydelig. Han malede ikke en detaljeret kopi, men siger dog selv om billedet at “hver tå og hver kappeflig har jeg analyseret i mine tanker”. Han kopierede også et andet af Wanchers yndlingsmalerier, nemlig Peter Paul Rubens “Salomons dom”, det hænger på Statens Museum for Kunst. I kopien af dette maleri ser man hvordan Jerichau er ved at forme sit eget billedsprog baseret på den klassiske kunst.

Gamle motiver i nye klæder

Enhver tid har sine dogmer om hvilke motiver der er værd at skildre. Jerichau var med sine figurative og fortællende billeder som nævnt ikke bange for at gå imod trenden. Det giver unægteligt disse malerier et lidt støvet præg, men med sit store talent har billederne alligevel kvaliteter der gør dem til en del af den tidlige modernisme. En komposition som “Offerfesten” handler ifølge Jerichau selv om “de første tiders mennesker”. Han malede tre versioner af motivet, idet det ifølge ham selv var denne mørke stil der interesserede ham mest. De tre billeder, der alle kan ses på udstillingen, er en oplevelse at se sammen, man ser hvad han undervejs fastholder og hvad han ændrer i billederne. Kompositionen er den samme, men vægten flyttes rundt mellem figurerne, dermed ændre historien i de enkelte malerier sig også. De tre malerier står tæt sammen og man skulle måske have sat en stor blød sofa foran dem, til afslappet fordybelse. Wanscher besøgte Jerichau i atelieret mens han arbejdede med “Offerfesten” og skrev om besøget at : …pludselig går han hen til sit malerbord … og tager citron-cadmium gul … og sætter to brede lysende strøg i højre hjørne foroven … det var det der manglede”. Denne gule klat kan man ved selvsyn opleve i forskellig styrke på de tre malerier på udstillingen!

J.A. Jerichau – Offerfesten, Menneskene søger varsler. Opus II, 1915. Olie på Lærred, Canica Kunstsamling, Oslo.
Foto: Canica Kunstsamling.

Landskabsbilleder fra øverste skuffe

Parallelt med sine mytiske figurstudier, malede han landskabsbilleder fra bl.a Bandol i Frankrig. På udstillingen ses en række billeder fra byen og omegnen, flere af disse billeder er ikke så kendte som hans figurstudier, men må betegnes som udstillingens positive overraskelse. Der er rene mesterværker imellem, han trækker på eksperimenterne fra figurbillederne og bruger disse erfaringer til originale fortolkninger af det sydfranske landskab. I billeder som “Gade i Bandol” og “Fra Provence” kan man genkende mange af farverne fra paletten i hans figurkompositioner. Her får farverne lov til at bevæge sig frit på fladen, lys og skygge formuleres så vi oplever sydfrankrigs varme og disede blå himmel. Her er ingen figurer i motiverne, hvilket måske et forsøg på være modernist eller også har der bare været ro til at male i siestaen.

Hvor vigtig er seksuelle præferencer

Man har i kataloget valgt at fokusere meget på Jerichaus seksualitet. Det er jo ikke en fast størrelse, men noget man kan eksperimenterer med og noget der der kan ændre sig med tiden. Han havde gode homoseksuelle venner, men ville også gerne have været gift med den fraskilte Sigrun Schalburg. Med sexualiteten som vinkel kan man forstå nogle sider i hans billeder, men billeder rummer jo som regel flere fortolknings muligheder. Et maleri som “Pieta” hvor den nøgne kristus tages ned fra korset, har helt sikkert et erotisk lag. Men en mor der henter sin døde søn ned fra korset er dog stadig noget af det mest gribende man kan forestille sig. Nogle af hans homoseksuelle venner var meget nære og de var til gensidig inspiration, som i datidens engelske kunstnermiljø var homoseksualitet meget definerende for det intellektuelle miljø.

J.A. Jerichau – Hæcuba, 1916. Olie på lærred, Privateje.
Foto: Anders Sune Berg.

Slutningen

Jerichau var tidligt fascineret af døden. Hans selvmord som 25 årig hang nok mest sammen med hans depressioner og psykiske sygdom, men måske også med hans ulykkelige forelskelser. Han var dog også et menneske der villle give sig hen til de store følelser i livet, både de lyse og lykkelige såvel som de mørke og ulykkelige. Louisianna har arrangeret en flot udstilling om ham, med diskrete hvide portaler der opdeler de lange gange så man er velorienteret. I kataloget er der en fyldig levnesbeskrivelse og flere gode artikler, bl.a. et brev fra Asger Jorn til Troels Andersen om Jerichau og en artikel af Madeline McCully om kunstnere i begyndelsen af 1900 tallets Paris. Det er en stor og gedigen udstilling med et meget bredt udvalg af Jerichaus kunst, man kan ikke undgå at finde nye perler hvis man ser den mere end en gang.

Louisiana
Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13, Humlebæk
Frem til 6. marts 2022

Artikel fra: Nr. 10 / 2021 – November / December