Melancholia (2011). Foto: Christian Geisnæs.

Hyldest til Trier – Det gode med det onde

Af Jens Rolighed - 17. Dec 2017

Meget dokumenteres konkret med filmklip og rekvisitter. På store skærme kan rent udstillingsteknisk ses en storyboard fra en film øverst, og nedenunder skitsen kører non-stop det rigtige filmklip. Talrige kostumer er med til at levendegøre filmoplevelserne.

Den barske virkelighed med undergangsstemning

Ved udstillingens begyndelse kommer man ind i et mørkt rum, hvor en syv til otte store lærreder hænger ned fra loftet. Lærrederne er forskudt for hinanden, og åbningsmontagen fra filmen Melan-cholia (2011) projiceres fra begge sider. Scenens underlægningsmusik, der er præludiet fra Wagners Tristan og Isolde, stemmer sindet til andagt og uro. Der vises et close-up af Justine (hovedpersonen) spillet af Kirsten Dunst. Hendes blege og desillusionerede ansigt ses på en fjern baggrund af døde fugle, der falder ned bag hende. Her ses en park, nær det gods, hvor Justine fejrer sit bryllup og oplever jordens konkrete undergang: nemlig en fremmed planet, der nærmer sig jorden. Måske en reference til den tunge gang, der ses i den flamske maler Pieter Bruegel den Ældres maleri: Jægerne i sneen (1565).

Oktagonal scenografi

I udstillingens sidste rum ses otte gigantstore skærme, hvor  billedsiden er vendt mod betragteren, der kan stå i midten og gyse ved Verdens Undergang og billeder i slow-motion fra de tre film: Anti-christ (2009), Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2013), der til sammen kaldes Depressions-trilogien. Be-mærk referencen fra John Millais’s maleri Ophelia, 18-51-52 til Melancholia. Triers interesse for billedkunst, æstetisk såvel som melankolsk fornægter sig ikke.

International bevågenhed

Allerede med de første film: Forbrydelsens element (19-84), Epidemic (1987) og Europa (1991), den såkaldte Europa-trilogi fik Trier international bevågenhed. Ingen tvivl om at det folkelige gennembrud fulgte med TV-serien Riget (1994) og Riget II (1997), som Trier instruerede sammen med Morten Arn-fred. I Riget opfordrede Trier betragteren til netop at ”tage det gode med det onde”.

Brud med det traditionelle billedsprog

Allerede i Breaking the Wa-ves (1996) stræbte Trier og hans filmhold efter at skabe et nyt billedsprog. Dette involverede fx et nærgående håndholdt kamera, der var med til at fremhæve det melodramatiske tema. Brea-king the Waves er den første film i Guldhjerte-trilogien, der tillige omfatter dogmefilmene Idioterne (1998) og musicalen Dancer in the Dark (2000). Sidstnævnte – hvor Trier bragte operaens tragiske og voldsomme følelser ind i musicalen, ikke mindst takket være den islandske sangerinde Björk – vandt Guldpal-men på filmfestivalen i Cannes.  Björk selv vandt, og blev yderligere oscarnomineret for en af sangene i Dancer in the Dark.

Den geniale filmskaber

Lars von Trier udvikler sig tilsyneladende konstant, og kan  forekomme kompromisløs. Han omgiver sig tilsyneladende med de bedste med-instruktører og skuespillere – og vil derfor ofte være i søgelyset. Udstillingen dokumenterer dette i breve. Alle kan se, hvor mange priser og anerkendelser han har modtaget siden 1985 i ind- og udland.

Den velbegavede dreng fik som 10-årig et smalfilmskamera og begyndte straks at lave kortfilm. Som 12-årig debuterede han som skuespiller med hovedrollen i den af Thomas Winding instruerede ungdomsserie Hemmelig sommer (1968-1969). Han optog en fiktionsfilm En blomst (1971), 7 min.) sort/ hvid, 8mm. Ansøgte DR TV’s produktionsafdeling om ud-dannelse som tv-klipper. Blev ikke optaget. Ansøgte i 1973 om optagelse på Filmskolen, men blev ikke optaget. I 1974 begyndte Trier at male, og han sender billeder ind til Den Frie Udstilling, men de bliver ikke antaget. I 1975 udfører han et selvportræt (250 x 170 cm, olie på lærred) der i dag findes på Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot. Søger ind på Kunstakademiet samme år, men optages ikke. Forsøger at få romanmanuskriptet: Bag fornedrelsens porte udgivet. Alle forlag refuserer. Rifbjerg sender dog en venlig hilsen med citatet: Frisk mod, Antonius, efterfulgt af: .. ”hvis der er noget, jeg kan hjælpe med, så tøv ikke med at spørge”. Søger i 1976 ind på Teaterskolen, optages ikke, men tager HF-eksamen som privatist. Trier begynder på Filmvidenskab, Københavns Universitet, hvor han er indskrevet 1976-79. Tager dog ingen eksamen, men har kontakt til Filmgruppe 16, der laver 16mm-film på amatørbasis. I den følgende tid laver Trier flere film og skriver bogmanuskripter. Han bliver op-taget på Den danske Film-skole, instruktørlinien i 1979, hvor han bl.a. laver sin første film på 35 mm, farve og sort-hvid, 8 min.: Nocturne, der vinder pris i München i 1981. Afgangsfilmen: Befrielses-billeder (1982) vinder også pris i München. Derefter går det stærkt. I 1983 optages Forbrydelsens element, og filmen udtages til hovedkonkurrencen i Cannes-festivalen. Det fortsætter med anerkendelser og priser. I 2009 vandt Trier Nordisk Råds Filmpris for Antichrist. Han er tillige ridder af Dannebrog.

Trier har ændret fokus fra de meget æstetiserede film, fra Nocturne til Epidemic, til de mere dybdepsykologiske fortællinger i hans hjerte-trilogi. Det håndholdte kamera spiller en stor rolle. I Dog-ville-trilogien forenes de to.

Trier har – sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen – udviklet dogmebevægelsen, Dogme95.

Inspiration generelt

Lars von Trier er bl.a. inspireret af Carl Th. Dreyer, Inge-mar Bergman, Andrei Tarkow-sky og Bertold Brecht. Æste-tisk er især Dreyer et stort forbillede. Melankoli findes behandlet af dem alle. Filmen Riget I og II er inspireret af David Lynchs Twin Peaks uhygge-elementer.

Udstillingen om Lars von Trier er tilrettelagt i et samarbejde mellem Brandts og Zen-tropa, Peter Aalbæk Jensen.

Største satsning i Brandts’historie

Det er en overvældende in-formationsmængde, betragteren konfronteres med. Imidlertid kan det varmt tilrådes at se udstillingen flere gange samt læse i det glimrende katalog. En lille guide, udgivet af Brandts kan også hjælpe betragteren lidt på vej.

Udstillingen Lars von Trier – Det gode med det onde er den største satsning i Brandts’ historie. Medvirken af en række fonde, bl.a. Nor-dea-fonden og private bi-dragydere har muliggjort udstillingen og udgivelsen af den pragtbog af samme navn, der ledsager udstillingen. Bogen er fremragende redigeret af Peter Schepelern.

Gå ikke glip af denne udstilling.

BRANDTS
Brandts Torv 1, Odense C
Frem til 29. juli 2018

Antichrist (2009). Foto: Christian Geisnæs.
Artikel fra: Nr. 11 / 2017 – Dec. / Jan.