Kunstmuseum Brandts præsenterer med udstillingen, ”Under huden”, for første gang i Danmark en stor, retrospektiv udstilling med den franske kunstner, Claude Cahun. Det kan godt være, at nogle ikke lige har lagt så meget mærke til hendes værker, men det råder museet nu bod på ved at udstille mere end 70 fotografier og fotomontager i et samarbejde med Cobra Museet i Amstelveen og Jersey Heritage Collection. Udstillingen er flot kurateret af Marianne Ager.
Claude Cahun
De fleste af Cahuns værker er skabt i mellemkrigstiden, 1920-40. Cahun er født i Frankrig i 1894 og dør på Jersey i 1954 kun 60 år gammel. De fleste af hendes billeder er skabt sammen med hendes livsledsager, Marcel Moore. I slutningen af 1930’erne flyttede parret til Jersey. Her blev de aktive modstandsarbejdere ved at producere anti-tyske flyveblade efter Frankrigs fald til den tyske besættelse af øen og de andre Kanaløer.
Cahun var meget alsidig i sit kunstneriske virke, som blandt andet kan ses i hendes forfattterskab, men på Kunstmuseum Brandts er det især de iscenesatte selvportrætter fra 1920’erne, der gør et stort indtryk.

Frontløber
Claude Cahun begyndte at lave iscenesatte selvportrætter som kun 18-årig og det fortsatte i mange år. Portrætterne viser en kunstner, der ser direkte ud på beskueren iført kostumer og make-up og samtidig udfordrer og leger med sin kønsidentitet. Er hun feminin, maskulin eller noget helt tredje?
Selvportrættet med vægtstang er lavet sammen Marcel Moore, som nok i virkeligheden har fotograferet mange af portrætterne og har haft indflydelse på deres endelig udformning. Cahun er i billedet placeret siddende til venstre i billedet i et gyldent snit. Hendes overkrop er næsten vertikal i kontrast til de horisontale ben og udgør samlet en helt enkel og stram kompositionsform, men det er tøj, make-up, rekvisitter og tekst, som er overraskende og væsentlige, forstyrrer og forvirrer beskueren. Personen på fotografiet, som er i sort/hvid, leger med mandlige og kvindelige kønstegn. Titlen på værket oversat til dansk, Jeg træner, kys mig ikke, antyder det samme. Denne tekst står også på den forholdsvis spinkle kvindekrops lyse bluse. På kvindens ben ligger en vægtstang, som ofte bruges af mænd, der gerne vil forøge deres muskelmængde. Ansigtet på portrættet har nogle andre signaler med en spidsende mund med opmalede læber og hjerter på kinderne.
Både titlen på værket og de signaler, som værket udsender, viser med al tydelighed det mod, som Cahun havde til at lege med og bryde de konventionelle kønsidentiteter. På den måde virker hun helt moderne, hvor Cahuns berømte og samtidige citat: ”Maskulin? Feminin? Det afhænger af situationen. Neutrum er det eneste køn, der altid passer mig.”, kunne være fra i dag. Fotografiet er fra 1927 og viser Cahun som en frontløber i en diskussion om kønsidentitet.
Frihedskæmper
Claude Cahun var sammen med Moore meget politisk aktiv. Det blev især tydeligt, da parret flyttede til Jersey. Det hun især opponerede imod var fascismen og antisemitismen. Hun var selv af en jødisk slægt. Jersey blev invaderet af tyskerne i 1940 og her tog den politiske kunst fart med blandt kunstinstallationer, sammenkrøllede foldere og andre ekstraordinære metoder til at demonstrere protest på. Eksempelvis hængte parret et banner op i en lokal kirke, hvor der stod: ”Jesus er stor, men Hitler er større – fordi Jesus døde for mennesker, men mennesker dør for Hitler”.
I 1944 blev både Cahun og Moore arresteret og dømt til døden, men heldigvis nåede dødsdommen ikke at blive effektueret, før Jersey blev befriet for tysk besættelse i 1945. Det mod, som Cahun viste under Tysklands besættelse af Jersey, viser samtidigt hvor modig og kompromisløs hun var i sin kunst.

also neg
Selfies
Cahuns form for selvportrætter er også meget interessante på en anden måde. Før der var noget, der overhovedet hed selfies, som vi i dag i den grad bliver bombarderet med på Facebook, instagram, snapchat, tik-tok eller andre sociale medier, var hun også her helt med på at selviscenesætte sig selv i mange fotos.
Cahun havde naturligvis ikke samme muligheder med selfiestang, farver og et utal af optagelser, men det gjorde samtidig, at hun måtte være meget bevidst om sin selfie. I selfien med den ternede jakke står hun i midten af billedet helt tæt på et spejl, der gengiver hendes ansigt fra den side, som ikke ser direkte ud mod beskueren. Spejlets ramme afskærer spejlbilledet fra yderligere kontakt med omgivelserne. Kompositionsmæssigt er der skabt en diagonal fra det tunge chatol nederst til højre gennem de to selvportrætter op til højre hjørne, så Cahun kan skærpe opmærksomheden om det væsentligste i billedet. Hendes blik ud mod beskueren er stærkt og intenst, mens øjnene i spejlbilledet ser andre steder hen, selv om hele ansigtet er fastlåst i spejlets ramme.
Hun portrætterer sig selv som meget korthåret. I andre selvportrætter er hun fuldstændig kronraget og alligevel med make-up og læbestift for med vedholdenhed at gøre op med en stereotyp fortælling om mand/kvinde. En hel serie med hendes ansigt fotograferet i en glasklokke og andre fotos, hvor hendes portræt spærres inde af forskellige former for rammer eller gitre, afslører kunstnerens følelse af indelukkethed i bestemte kønsroller, men disse værker åbner også for en kønspolitisk debat.

Aktualitet
Claude Cahun blev måske overset i sin samtid, for hun havde ikke et ønske om at bliver anerkendt og berømt. Mange af billederne på udstillingen tilhører i virkeligheden privatsfæren, men nu mange år efter hendes død er de blevet meget spektakulære i en tidsånd med flydende identiteter. Set ud fra et kunstnerisk synspunkt er de iscenesatte værker de mest interessante, fordi de afslører også den bevidste tankegang bag fotografiet.
Cahuns værker er en meget tydelig forløber for de kendte selvportrætter af Cindy Sherman, som lige nu kan ses på en stor udstilling på AROS i Aarhus. I forhold til Sherman er Cahun måske endnu mere bevidst om de masker, som man kan bruge, når man laver selvportrætter.
De originale fotos var i små formater, men her på udstillingen er fotografierne i nye prints i stort format. Det giver beskueren en helt ny fornemmelse for værkernes billedsprog. Udstillingsdesignet er holdt helt neutralt i gråtoner, som passer så fint til det tidsbestemte.
Kunstmuseum Brandts
Amfipladsen 7, Odense
Frem til 23. juli
