29. Nov 2016

Inger de Stricker

de_stricker@hotmail.com

Et stort bogværk om billedkunstneren Hans Christian Rylander har set dagens lys. Anledningen er kunstnerens 75 års fødselsdag i foråret 2016. Det har været lidt forsinket, men nu er det udkommet. Bogen hedder Rylander, en civiliseret anarkist- et langt liv i kunst og kunstpolitik.

Der er god grund til udgivelsen af bogværket, for Rylander har spillet en væsentlig rolle i dansk kunstliv i stort set de sidste 50 år. Først og fremmest som kunstner, hvor den store udsmykning af Proviantgården på Christiansborg måske har spillet den største rolle, men også det omfattende arbejde som rådgiver for skiftende kulturministre har fyldt – en hel masse kunstpolitiske titler kan nævnes i den forbindelse, og endelig som formand for sammenslutningen Decembristerne, der netop nu udstiller på Den Frie, og som Rylander stadig er formand for.

Bogens ærinde er dermed at skildre en vigtig dansk kunstners liv og levned gennem 75år, fra barndom til ungdom, uddannelse og manddom for at vise en kunstner, som har foldet sig ud i mange forskellige discipliner, maleri, skulptur, grafik m.m.

Bogen er flot med lækkert, kraftigt papir, mange gode illustrationer og med mange navne indforskrevet som forfattere til den lange række af artikler, der skal dække kunstnerens liv og virke.

Mange udmærkede folk har således givet deres bidrag: Bente Scavenius, Torben Weirup, Lisbeth Bonde, Stig Miss, Mai Misfeldt, Nina Damsgaard m.fl. for at fortælle om kunstnerens betydning i dansk kunstliv.

Bogen er ligesom en stor bryllupskage med mange lag ovenpå hinanden. Artikel på artikel, billede på billede. Der er mange forfattere og desværre også mange gentagelser. Nogle af indledningssætningerne er stort set identiske. Bente Scavenius indleder sin artikel fra 1982, der er et genoptryk af en introduktion af en udstilling i Paris og Vejle med at sige ,” Det er mennesket, der er det centrale i Hans Christian Rylanders kunst”.

”Mennesket er det centrale motiv i Hans Christian Rylanders omfattende livsværk”, skriver Torben Weirup. ”Mennesket er det centrale omdrejningspunkt i billedkunstneren Hans Christian Rylanders kunst” indleder Lisbeth Bonde. Måske kunne man med lidt mere redigering og styring af bogprojektet have undgået den slags. Også mange indholdsmæssige gentagelser i artiklerne burde have været strammet op.

Det er jo velformulerede folk, som kunne have omformuleret sig, hvis en stringent redaktør havde efterspurgt det.
Kunstneren selv fortæller om baggrunden for bogen og har i øvrigt skrevet en række af kapitlerne selv, og er jo i virkeligheden nok den redaktør, der ikke har været hård nok ved sine skribenter.

Alt i alt er værket dog vældig flot med mange illustrationer af kunstnerens omfattende virke indenfor mange discipliner.
Vi ser hans kunnen indenfor skulptur, hvor sansen for tableauer til at fortælle en historie er eminent.
Fotos af de grafiske arbejder demonstrerer, at grafikken måske er det allerbedste, fordi kunstneren altid har udvist en stor følsomhed i både fortællingen og i det tekniske, sommetider mere end i malerierne, hvor meddelelserne især i de senere år, undertiden har været lovligt hårdtslående.

Bortset fra den løse og noget rodede opbygning, må man nyde det imponerende værk over et langt og myreflittigt arbejdsliv som et dokument over en kunstner, der vil noget med sin kunst, og har ydet en væsentlig indflydelse på det danske kunstliv.
Konklusionen må være, at man kunne nok med fordel have strammet op på det hele og slanket bogen, som vejer 2,2,kg.,så ville budskaberne om billedkunstnerens betydning have stået tydeligere.

Om der er dækning for titlen, en civiliseret anarkist, skal lades være usagt. Rylander har i hvert fald med sit organisatoriske talent slidt de bonede gulve med energi og entusiasme på kunstens vegne, men det er der jo ikke meget anarkist i, men mere borger- og samfundssind på kunstens alter.