Gys – er den levende?

19. Feb 2017

Af Ida Aakerlund
kunstgal@gmail.com

Med denne fangende og kuldegysende titel, som var det en film, lader Arkens nye udstilling den besøgende søge ind i et refleksionsrum. Et rum, hvor de helt store eksistentielle spørgsmål er på spil og som aldrig før synes relevante. Netop nu står vi midt i en brydningstid, hvor menneskets stamceller er blevet klonet med grisens i håbet om, at vi kan komme skridtet nærmere at bruge grisens organer. Med hastige skridt vinder teknologien ind på os og kortlægger vores verden samt ”beslaglægger” menneskets krop. Ny viden muliggør, hvad før har syntes umuligt og abstrakt. Nye landvindinger åbenbares konstant inden for (gen)-teknologien, men i en samtid hvor det enkelte individ må læse herom for bare at kunne følge lidt med – dog sat uden for reel indflydelse. En tid, hvor Etisk Råd og filosofiske debatter mere end nogensinde er en nødvendighed. Hyperrealismen synes oppe i samtidskunsten som sjældent før. Arkens særudstilling er skabt over de sidste 2 år med 31 internationale kunstnere.

Søg ind i forestillingen
Med en pirrende selviscenesættelse starter ”Gys. Allerede inden den besøgende træder ind i udstillingens labyrintiske rum, mødes man af en teaterkulisseopsætning med et gigantisk blinkede spejlfoliegardin hængt op ved siden af det mere klassiske røde gardin i blødt velourfløjl. Som kontraster eller som netop to sider af et teaterstykke. Eller som to sider af livet.
Den første skulptur, der møder den besøgende, er ”Ariel”. En ganske almindelig smuk kvinde, der poserer som gudinde foran et spejl. Indrammet i en lyskegle slår Ariel blikket ned optaget af sit eget rum, uden at få øjenkontakt med de nysgerrige besøgende. Med disse virkemidler i form af selviscenesættende lys og kulisser bliver man her en del af et lille intimt drama.
På raffineret vis bliver disse to mimende teatertæpper til et overordnet symbol på hyperrealismen og dens vidtspændende tematikker, udtryk og materialer. Fra hverdagens følsomhed med privatsfæren, eksempelvis skildrende menneskets udsathed, ensomhed eller kærlighed, til højteknologiske tematikker med klonede menneskelignende væsner åbnes der op for ”Gys. Er den levende”. En udstilling, der kun kan snige sig ind på de besøgende.
Hyperrealismen tog for alvor sin start i 1960`erne med George Segals gipslignende skikkelser fortabt i en næsten fastfrossen tilstand til Duane Hansons ikoniske skikkelser fra under- og middelklassen i USA i oftest magtesløse situationer. I en ånd, der gør op med den abstrakte ekspressionismes storhedstid, vin-der virkeligheden frem i en socialrealistisk form, hvor illusioner samt livagtige menneskeskulpturer skildres.

Uro i dagligstuen
Med spændingens intensitet mødes den besøgende af det første rum, der føles som at træde ind i den hemmelige private røde dagligstue. I lysindfald fra vinduer træder kunstneren Keith Edmiers skulptur af sin mor ”Beverly Edmier” frem. På afstand ligner hun en idealiseret moderfigur med hånden på sin gravide mave. Tæt på ser hun dog mærkværdig ud i transparente selvlysende hudfarver og med en mave, der fremviser fosteret. Skabt på et tidspunkt hvor Chaneldragten og den pæne facade dækker over et barskt årti med mordet på præsident J.F. Kennedy. En sårbar tid at sætte et barn i verden. Edmier spinder på forunderligste vis egne livstråde sammen med historiens vingesus. Edmiers baggrund som special effekt-kunstner lader sig ikke fornægte.
En anden kunstner, der arbejder i samme felt, er den australske kunstner Ron Mueck, der kredser omkring ”conditio humana” med frembringelser inden for fødsel, sygdom og død i en livets cyklus. Mueck formår ligeledes at forstyrre beskueren med sine forvrængede skalaforhold, idet han arbejder med formindskelser eller forstørrelser. Hovedværket ”En Pige” indtager med sine 5 meter sit helt eget rum og er et godt eksempel herpå. Be-skueren møder en nyfødt pige, der i selvsamme nu misser med øjnene brutalt revet væk fra den varme livmoders beskyttende hule. Med navlestrengen klippet over, indsmurt i blodige rester, strækker hun kroppen med alle dens rynker og dybe hudfolder. Med dette hjerteskærende øjeblik skildrer Mueck med den fineste detaljeringsgrad den nyfødtes krop i et moment, der ikke kan andet end at gribe den besøgende. Det ubehjælpsomme bliver på denne måde fremhævet med en ømhed i samspil med noget bizart. I dette kontrastfyldte møde forpligtiges vi til at tage stilling til noget eksistentielt, der berører, forbløffer og intimiderer i psykologisk indlevelse.
Som afslutning på besøget kan man selv afprøve at være en ”One Minute Sculpture” af Erwin Wurm, hvor publikum selv bliver en levende skulptur på podiet.
Kursen bør derfor sættes mod Arken for at få en ekstraordinær oplevelse af ”gyselige skønheder”, der går helt tæt ind på kroppens følelsesregister. Så derfor ”Velkom-men på kunstmuseet Arken!”


ARKEN
Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, Ishøj
Frem til 6. august
Artikel fra: Nr. 02 / 2017 – Feb. / Marts