Gunleif Grube

21. Mar 2016

Maleriet, masken og manden

En samtale med Peter Kær

Det har været et ønske fra min side at lave en bog, der bygger på samtalen og er umiddelbar i sin måde at gribe indholdet. Det har også været vigtigt for mig, at være med til at skabe en bog der, udover at forklare Gunleifs tilgang til kunsten, i sig selv er, eller i hvert fald indeholder, et kunstværk.

Det er en bog, der kun udkommer i 100 eksemplarer. Hvorfor nu det? I hver bog er der indlagt et originalt værk fra Gunleif Grubes hånd. Et cirka 12 gange 14 cm lille fint værk. Det er ikke et tryk eller litografi. Jeg har simpelthen udfordret Gunleif og fået ham til at male 100 værker. Sort på rød baggrund. Det jeg opfatter som en væsentlig del af Gunleifs udtryksmæssige udgangspunkt og en del af hans visuelle dna.

Bogen udkommer den 8. april og kan erhverves ved henvendelse i Galleri Oxholm på Pile Allé 25. 

Galleri Oxholm afholder i forbindelse med bogudgivelsen en større særudstilling med værker af Gunleif Grube. Ferniseringen finder sted den 9. april i Galleri Oxholms nye lokaler på Pile Allé 25 på Frederiksberg.

3 KORTE KAPITLER FRA BOGEN:

Jeg kender Gunleif. Ikke godt, men jeg kender ham.

I løbet af de sidste par år har vi afholdt en række Art-talks, hvor jeg har stillet spørgsmål, som Gunleif meget energisk har svaret på.

Energi og indsigt i egne virkemidler er noget, der kendetegner Gunleif Grube.

Han er kolorist – der er ofte smæk på farverne.

Han er ekspressionist – der er både smæk på farverne og udtrykket.

Der er ingen tvivl hos mig om, at hans færøske baggrund og opvækst i det hele taget, har præget hans malerier.

Men der er heller ingen tvivl om, at Gunleif som kunstner forstår det generelle i kunstens mulige udtryk. Så det kan betyde noget for os som betragtere. At vi kan vælge at læse egne historier ind.

Vi kan også vælge at se farvevulkanen i udbrud. For der er nok nogen, der vil mene, at Gunleif tager chancer. At det ikke er alt, der lander. Gunleif har selv udtalt, at sådan skal og må det være.

Diskussionen om hvorvidt det er godt eller dårligt må, efter Gunleifs overbevisning, aldrig stoppe – det trækker bare tænderne ud.

Men hvad er et kunstnerisk udtryk? Hvad har ført kunstneren frem til lige præcis dét kunstneriske udsagn, vi står overfor?

Det er det, der har ansporet mig til at udgive denne bog. Den skulle gerne afdække Gunleifs vej til det særlige udtryk, der kendetegner hans malerier. En slags indføring i hans univers.

Når vi næste gang møder et af Gunleif Grubes malerier, så er vi måske i stand til at kradse lidt videre.

Så er vi nok i stand til at se en sammenhæng, en rejse i livet.

Så kan vi forstå et kunstnerisk udtryk og vores egen dømmekraft bedre.

Det her er en samtale i bogform.

En samtale over to kopper kaffe og 3 kokosmakroner i en lys lejlighed på Østerbro i København.

Det er en vandring mellem holdninger og værker på værkstedet.

Det er en samtale, der viser en kunstner, som bevæger sig bevidst på kanten af det ubevidste og det umiddelbare, i et ekspressivt udtryksunivers.

Samtaler har det med at være ligefremme. Det var den.

Og jeg blev klogere på valgene og nuancerne i Gunleifs værker.

Det er mit håb, at det også sker for andre…

Peter Kær




-->