Guldalder i mørket

22. Oct 2015

Af Finn Hagen Madsen
finn@studio8.dk

I en bred udstilling præsenterer Statens Museum for Kunst (SMK) en række af efterkrigstidens central grafikere. Man bliver slået af den høje kvalitet og kraft der er i udstillingens billeder, det forfinede arbejde med det grafiske udtryk bliver brugt til at formulere sig om tiden efter 2. verdenskrig. En tid hvor kunstnere prøvede at forstå hvad der var sket i krigen og hvad der nu var ved at ske med verden. Alle var dybt bevidste om at katastrofen aldrig måtte gentage sig. Udstillin-gens grafiske skildring af mennesket i 1950’-erne er måske mørk, men også meget mere end det – den sort/ hvide grafik nåede på det tidspunkt et højdepunkt i Danmark, med navne som Wiig, Nielsen og Sterup-Hansen.

Den store Jørgensen
Den udstillede gruppe af danske grafikere, havde på akademiet fået et solidt kunstnerisk fundament at arbejde videre ud fra. Man ser tydeligt Axel Jørgensens indflydelse på kunstnere som Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Jane Muus m.fl. Udstillingen har nogle få af Axel Jørgen-sens egne værker med, og her ser man tydeligt ”skitsen” til det store grafiske projekt der foldede sig ud i 1950erne.
Den drivende kraft for gruppen af danske grafikere var bevidstheden om 2. Verdenskrigs gru og udsigten til kold krig med atomtrusler. De prøvede med deres kunst at skabe et alternativ til den teknologisk funderede magtkamp der udspillede sig mellem stormagterne. Kunne kunsten komme med et alternativ til truslen om udslettelse i et glimt? Grafikerne var ikke i tvivl og brugte alt hvad de havde lært til at nå målet.

Når håndværket er stor kunst
Mennesket bliver i Palle Nielsens grafik fremstillet som ensomme og utrygge væsner der flygter på store flader mellem tomme huse. Der er af gode grunde mange af Palle Nielsens grafiske værker med. Det er stadigt forrygende at se Orfeus og Eurydike suiten bevæge sig som en spændingsroman fra det ene linoleumssnit til det andet. Det er en stor og omhyggeligt skåret historie hvor tankerne folder sig præcist ud i det grafiske sprog. Sådan et projekt kan kun lade sig gøre hvis håndværk og kunst går op i en større enhed. Det er også dejligt at se tidlige collage eksperimenter fra Palle Nielsens hånd.
I Sven Wiigs grafik finder vi også ensomme mennesker, men her mere lukkede og opgivende, det er som om de har opgivet at nå hinanden. Hans stil er mere frigjort fra den gamle mester end de øvrige kunstneres. Han står stærkt på udstillingen, men også adskilt fra de andre med sine mere upræcise former. Det er som om han angriber de forfærdelige begivenheder der sker om-kring ham med ulydighed og protest mod alle skarpt optrukne fronter. Den frie og udtryksfulde grafik skulle gå imod magthavernes planer om den totale sejr.

Eksperimenter i komposition og farve
Dan Sterup-Hansen løfter mennesket over i syntetiske verdener, nogen gange med et tydeligt politisk tilsnit. Hans stregætsninger med mønstervirkning er stadig flot grafik, hvor kompositionen har stor betydning. Det er dejligt at se hans grafiske eksperimenter, hvor han presser form og farve til nye grænser for det grafiske udtryk. Hans grafik handler tit om mennesket som et offer for det politiske spil, men også om det ensomme menneske, noget han skildrer i en mere subtil form end fx Sven Wiig. Sterups ”Liggende mand på en bænk” og ”Un-dervands-svømmere” er primært formstudier og alligevel meget nærværende i deres skildring af mennesker i såvel bevægelse, som i absolut stilstand. Den hjemløse på bænken bliver både en model og et dokument.

Opblomstring i sort og hvidt
Udstillingen kunne have begrænset sig til lidt færre kunstnere, men på den anden side er der så kommet nogle gode kunstnere med som vi sjældent ser udstillet, som Per Ulrich, Erling Frederiksen og Gun-nar Hossy m.fl.
Gunnar Hossys eminente skitser af ”Faldende mand” og ”Liggende mand” er som sådan blot studier, men de kan også ses i sammenhæng med tidens revolutioner og forandringer.
Kunstnere som Jane Muus og Henry Heerup, kommer på udstillingen til at virke som mere illustrativt arbejdende end de egentlig er. Det kan umiddelbart virke lidt ude af synk med de øvrige kunstnere, men begge var engagerede kunstnere i deres tid. Hos Jane Muus ser man endnu engang tydelige spor tilbage til akademitiden, det viser sig i hendes flotte behandling af det sort/hvide i træsnittene.
Udstillingens styrke er grundigheden i udvælgelsen af værkerne, dog fylder Palle Nielsen lige lovligt meget hvis det skal ses som et tværsnit af 1950ernes grafik. Men det er som helhed et flot kig på dansk grafiks guldalder og meget seværdig.

Statens Museum for Kunst
Sølvgade 48-50, København
Frem til 17. januar 2016 
Artikel fra: Nr. 09 / 2015 – Okt. / Nov.