Året 2020 var indtil 11. marts fyldt med ordet Grænse på grund af 100-års-jubilæet for den endelige grænsedragning mellem Danmark og Tyskland. Det drejede sig da om en grænse på historisk og politisk plan.
– En virus med et smukt navn stoppede imidlertid al tale om grænsen og samtlige arrangementer omkring jubilæet, og de nationale grænser blev lukket!
Men at diskutere ordet grænse i sammenhæng med kunst kan ikke forhindres af en virus. I denne sammenhæng er det gået op for mig, at man egentlig diskuterer begrebet i kunsten alt for lidt. Der er tilstrækkeligt med diskussioner om, h v a d kunst er, men ikke, hvor dens grænser ligger. Eller er den bare grænseløs?
Jeg har beskæftiget mig i lang tid med ordets indhold og bliver aldrig færdig med overvejelserne. Er det et gode med grænser? Hvorfor trækker vi grænser? Hvordan kan man egentlig definere en grænse – især også inden for kunstområdet? Ordets indhold har det med at smuldre mellem fingrene på mig, når jeg prøver på at udforme en definition. Jeg vil da hellere bruge udtrykket ”afgrænsninger”. Det er en mere anvendelig størrelse.
Selv om jeg laver kunst, der er grænseoverskridende, skal jeg alligevel afgrænse værket. For ellers spreder medierne, jeg benytter mig af, sig ud i alle retninger. Meningen og betydningen, bliver derved meningsløse og betydningsløse.
Ét af spændingsmomenterne i kunsten er, at bryde grænser, at skabe brud – og dog skal det følges op med afgrænsninger, så bruddet ikke laves for bruddets skyld, dvs. for effektens skyld.
Funktionalitet
Afgrænsningen kan befinde sig på billedfladen, de kan ligge uden for billedet i det omgivende rum, de kan også ske inde i selve billedet, hvor der f.eks. illuderes rum – blot værket ikke falder fra hinanden. Så ”fungerer” det.
Men dette meget benyttede, men intetsigende udtryk har heller ikke nogen afgrænsning, er ikke defineret nærmere, kan ikke bruges, fordi det ikke kan forstås.
For hvem afgør, om værket fungerer?
– Også det er og har altid været et af de mest diskuterede spørgsmål.
Der findes et hav af æstetiske regelsæt. Alt efter, i hvilken retning kunsten har bevæget sig hen. Er det disse regler, der sætter grænser for en fri, selvstændig udfoldelse? Hvilken tidsepokes regler gælder da mest? Eller er det den professionelle kunstner, der tilfældigvis er i nærheden, der afgør, om det, der laves, er godt, henholdsvis, fungerer?
Og endnu et spørgsmål: Kan denne kunstner i sin bedømmelse udelukke den personlige smag? Sætter han derved ikke sine egne grænser hos en anden?
Genklangens kommunikation
Wassily Kandinsky var én af de banebrydende kunstnere, der ændrede den klassiske opfattelse af, hvordan et billede skulle være for at blive anerkendt. Han vovede et kæmpestort ”fraspring” fra det akademisk anerkendte. Og hans nyerkendelser mht. til farver og former blev til en ny hovedretning, som mange andre også tog op og arbejdede videre med på hver sin måde.
Jeg har kigget igen på en af Kandinskys principper: Den indre nødvendighed. Han bruger et billede fra musikkens verden: tasterne på et klaver svarer til billedkunstnerens farver – tasternes hammer, der slår på strengene, er modtagerens fysiske øjne – musikken, der opstår derved, svarer til selve billedet, og billedet skal nå meget længere ind i mennesket end kun ind i det fysiske øje, nemlig dybt ind i beskuerens sjæl. Og det er kunstnerens opgave med sine hænder og sine medier at nå ind i menneskets indre.
En noget romantisk, men dybt følt forpligtelse overfor kunsten.
I nutidigt sprog ville man kunne sige, at han udarbejdede en kommunikationsmodel. Der er en afsender, der er et indhold, og der er en modtager. Og når mit medie eller det indhold, jeg sender, når ind i modtagerens indre, har jeg opnået min hensigt, mit formål.
Denne modtagerens reaktion kan være forståelse, indsigt, undren, afstandtagen – bare indholdet fremkalder ”klange”.
Så kunne man jo fristes til at konkludere, at bare der er én enkelt beskuer, der reagerer på værket, så fungerer det.
Kunstens opgave
Og dog er det ikke nok, bare der reageres på den ene eller den anden måde. Værket skal gøre noget ved beskueren, udvide modtagerens forståelse af livets vilkår, udvide modtagerens identitet. Det gør værket kun, når det udtrykker et afgrænset overskueligt område, selv om det overskrider grænser (f.eks. tabuer, vante opfattelser, m.m.) Beskueren skal kunne overskue værket, ”fordøje” det, fatte det, begribe det og derved opleve en udvidelse af sin egen verden. Der har vi forskellen mellem grænser og afgrænsninger. Afgrænsninger er nødvendige og en forudsætning for at få grænserne til at flytte sig.
Og de s k a l flytte sig, for min identitet må ikke omsluttes af fastlagte, fastfrosne grænser. Da går jeg og dermed også verdenen i stå; tværtimod, jeg skal være parat til at udvide min selvforståelse såvel som min verdensforståelse.
Det skal kunst bidrage med. Så fungerer værket.
Alle kunstens aktører opfordres i denne tid, der er fyldt med påbud og lukkede grænser, til at formidle kunstens evne til at opleve den frihedsfølelse, der opstår, når kunst sprænger mine indre grænser og udvider min verden – men at formidle på tydeligt afgrænset og forståelig vis.