Af Tom Jørgensen
tom@kunstavisen.dk
Vi har vænnet os så meget til dem, at vi nærmest ikke tænker over dem.
Besøger man de ældre samlinger på alverdens kunstmuseer, vil stort set alle malerier været omgivet af rammer så tunge, brede og så overfyldte med borter, ornamenter og bladmønstre, at man nærmest skal grave sig frem til billedet i midten. Sådan er det bare. Mere problematiske bliver de tungtlæssede rammer imidlertid, når man nærmer sig det moderne maleri. Og her tænker man generelt tiden fra impressionisterne og frem. Noget af det, impressionisterne og postimpressionister som van Gogh og Gauguin ville, var jo at koncentrere sig om maleriet og kunsten generelt som ren komposition. Som en flade, hvorpå former og farver skulle indgå i et samspil uden forstyrrende elementer. Som f.eks. rammer.
Foruroligende moderne
Med sin nye udstilling med den enkle titel ”Maleri” har Glyptoteket simpelthen fjernet rammerne på ni af sine franske mesterværker. Og så ellers stort set ladet hvert maleri få en udstillingsvæg for sig. Hensigten: at bringe fokus tilbage på det rammeløse maleri og simpelthen få publikum til at stå stille i længere tid end de fem sekunder, vi i gennemsnit ellers normalt tilbringer foran hvert enkelt værk på kunstmuseer.
Resultatet er magisk. At stå foran van Goghs ”Landskab fra Saint Rémy” fra 1889 er fuldstændigt overrumplende. Rammeløst er ma-leriet næsten foruroligende moderne. De drivende hvide skyer holdes ikke længere på plads af noget og ser ud til uhindret at vandre ud af billedfeltet, ligesom kornmarken er ét tumultarisk virvar af elliptiske penselstrøg. Som ”ren” komposition lægger man nu ekstra mærke til van Goghs fænomenale penselføring, der former hver substans, hvert halmstrå, trætop, hustag, stengærde og bjergspids så varieret, at man taber pusten.
Fremragende initiativ
Et andet forhold gør sig gældende ved Edgar Degas ”Danseøvelser i Foyeren” fra 1880´erne – en nærmere datering er ikke mulig. Her ser man en kunstner, der dels vedkender sig sine kunsthistoriske forgængere – i stærk modsætning til f.eks. Monet, dels en kunstner, der helt bevidst følger sin samtids kunstneriske spilleregler. Hvor rammer var en uomgængelig nødvendighed. Man mener således, at Degas selv har valgt rammen til dette maleri. En ramme, der skjuler et bredt og absolut ikke-beskrivende grønt felt i billedets venstre side. Som om han har været klar over, at publikum endnu ikke var klart til et så moderne og radikalt maleri.
Uden rammer fremstår også Monets og Sisleys to billeder som modernistiske landskabsmalerier fulde af friske naturiagttagelser. Mere overraskende er et kæmpemaleri af før-impressionisten Theodore Rousseau. I dette billede, som kunstneren aldrig udstillede, måske fordi han var klar over, at det var langt forud for sin tid, er der passager så fulde af spontane og ekspressive penselstrøg, at det kraftigt nærmer sig Per Kirkeby.
Man forlader Glyptotekets ud-stilling beriget, glad og fortumlet. Et fremragende initiativ.
Dantes Plads 7, København K
Frem til 3. marts 2016
