Felix Pedersen, tegning.

Globetrottere og grænsebrydere

Af Pier Marie Andersen - 29. Sep 2025

Arte Museum & Gallery viser i oktober måned en udstilling ”Naturligvis” med de to globetrottere, kunstnerne Felix Pedersen & Steen Rasmussen, der har rejst rundt i verden. De fleste af deres værker på Arte Museum & Gallery har ikke været vist før, så der er noget at se frem til. Der er fernisering lørdag d. 4. oktober kl. 14-16. Udstillingen åbner om søndagen, og der er åbent hver dag i efterårsferien.

Når udstillingen hedder ”Felix Pedersen & Steen Rasmussen naturligvis” er det fordi, de to kunstnere er meget nære venner og har været det i 34 år, og fordi de har skabt mange projekter sammen. De er to stærke, banebrydende kunstnere, der gennem årene har åbnet op internationalt med at knytte bånd kunstnerisk set mellem Danmark og verden.

Steen Rasmussens installation 2, 2025.

Steen Rasmussen kontaktede Felix Pedersen i 1991. Han ville høre, om Felix ville være med på en første international Workshop, der blev afholdt på togremisen i Brande. Felix havde været med på en udstilling i Osaka, hvor han var en af 127 kunstnere, der hver udstillede et billede. Stig Krabbe Barfoed havde fået øje på den spændende kunstner, så Felix blev inviteret med i Galleri 11 i DR1. Efter udsendelsen ringede Steen til Felix, og deres berigende venskab begyndte. På remisen i Brande kom der et samarbejde i gang med kunstnere fra hele verden, hvor danske kunstnere udstillede internationalt, og hvor de udenlandske kunstnere udstillede i Danmark. Felix og Steen har siden udstillet hver for sig i udlandet, men også haft fælles udstillinger, bl.a. flere gange i Japan, i Tyskland, Holland, Polen, Brasilien og senest en museumsudstilling i Avelina i Italien. De to kunstnerkollegaer og venner har også haft fællesudstillinger i Danmark, nu deres helt unikke og varierede udstilling ”Naturligvis” på Arte Museum & Gallery.

Felix Pedersen, landskab.

Rejsen til Brasilien var en vigtig rejse for de to venner og ikke mindst for Steen Rasmussen. Det var her han og Felix fik øje på en kirkegård i Sao Paolo. En meget stærk sol stod højt på himlen. Der var skygger, gravmonumenter og træer, der skabte mønstre på stierne. Steen affotograferede og lavede skyggebilleder og hjemme igen satte det skub i en ny grænsebrydende og helt unik måde at bearbejde grafikken på. Han begyndte at eksperimentere med grænserne for den grafiske praksis og fik sine 2-dimensionelle værker til at krybe ned ad væggene og ud i rummet som store, sorte grafiske iscenesættelser med fine udskæringer og indimellem med spejle og farvet glas. I centrum for de fleste af de rumlige grafiske iscenesættelser står naturen som et gennemgående motiv. Samtidig med den grafiske skulptur har Steen Rasmussen også nogle nye mixed media med, der er udført med bl.a. tusch, kridt og kaffe.

Felix Pedersen, I et landskab.

Hvor Steen Rasmussen er en undersøgende og eksperimenterende grafiker, er Felix Pedersen maler. Som Steen Rasmussen er hans motivverden centreret omkring naturen. Han arbejder med abstrakte ekspressionistiske malerier, akvarel/kridt, tegninger, objekter og installationer. Alle hans værker tager oftest udgangspunkt i naturen. Der er stor variation på udstillingen både i størrelse fra de helt store abstrakt ekspressionistiske naturmotiver til de små akvarel/kridt, som han maler de steder, han rejser til. Han er gået tæt på motiver som hyben og kantareller i malerierne, og han har lavet store tegninger med CO2-emnet, som er smukke tegninger, men med en kritisk kommentar til den måde, naturen bliver ødelagt på. Det er en stærk, varieret, smuk og samfunds kritisk udstilling, som man godt kan rejse langt for at opleve.

Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20. Lildstrand
7741 Frøstrup
Frem til 31. oktober