Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com
Sommeren 2016 markerede 30 årsdagen for Glasmuseets åbning som nyt enestående specialmuseum sat i søen af initiativtageren Finn Lynggaard med opbakning fra andre glaskunstnere, bl.a. den amerikanske Harvey Littleton. I løbet af nogle år var støttekomitéen blandt glaskunstnere oppe på 250, som samtidig havde doneret et værk hver til begyndelsen på en samling.
Fra starten var samspillet med de aktive glasfolk i fokus, og i dag råder museet over en samling af ca. 1600 værker skabt af 700 kunstnere fra 52 lande, og ved næsten hver ny udstilling kommer der flere værker til. Ved siden af museet er der opstået et helt glasmiljø i Ebeltoft, således at man kan tale om Ebeltoft som glassets by.
Det frie museum
Museet har fra sin start været en ’fri’ fugl i kunstmuseernes landskab. Dette giver en afgørende frihed til at bestemme hvad og hvornår, men det betyder også en afgørende kamp for hele tiden at skaffe de nødvendige midler til driften. For det koster stadigt mere løbende at indsamle og udstille glaskunst – drift af institutioner er dyrt. Derfor bør det danske samfund anerkende Glasmuseet og yde det et nødvendigt fast statstilskud. Med den nuværende kulturministers holdning til sit resortområde har det desværre lange udsigter.
Studieglas
Betegnelsen studieglas dækker over glaskunstens udvikling fra 1960erne og til i dag. Det var en kunstnerisk bevægelse, som ma-terialiserede sig ved siden af industrialiseringen, hvor der faktisk havde været monopol hos nogle glasfabrikker som f.eks. Holmegaard. Bevægelsen kan minde om bevægelsen Arts and Crafts i England og Skotland omkring slutningen af 1800-tallet, hvor man ønskede at fremme håndværket og det personlige design i modsætningen til det maskinfremstillede, der væltede ud som følge af industrialiseringen gennem 1800-årene. En udvikling, der fortsatte helt frem til 1980erne.
Rundt omkring opstod små værksteder, hvor interesserede opdagede og lærte sig glassets materiale at kende og hjalp hinanden i gang. Ikke mindst glashytterne i Sverige var en vigtig motor i den proces. Her i landet var det keramikeren Finn Lynggaard, som i 1962 havde deltaget i et glasseminar på Toledo Museum og Art i USA sammen med bl.a. Harvey Littleton og som grundlagde studieglasset i 1971 i Danmark.
En samling, der ændrer sig
Når museet så viser mange af sine eksempler fra samlingen, hvoraf nogle meget sjældent når frem i lyset, bliver det ligesom at gå rundt blandt et hav af glasboder, hvor forskelligheden er stor og hvor kun grundmaterialet, glasset, er det samme. Ikke mindst det sidste årti har budt på flere og flere eksperimenter, hvor glas og andre materialer bliver sammenføjet til et nyt resultat. Det har betydet, at man næsten umærkeligt er gledet fra lidt mindre værker, der tog udgangspunkt samme sted som keramikken i brugsaspektet (skåle, kander, fade, vaser) og over i netop kunsten, hvor værket hviler i sig selv uden skelen til en brugsværdi. Det har betydet, at det bliver mere og mere spændende at følge glasset som kunstform og være taknemlig for, at Finn Lynggaards utrættelige kamp for et museum for moderne glaskunst blev til noget i Ebeltoft, og at der var opbakning blandt glasfolket og lokalt.
Det er altså en repræsentativ udstilling, fordi den dækker, hvad der løbende er gået ind i huset som dokumentation for glaskunstens udvikling ikke bare i Danmark, men også internationalt.
Glasmuseet
Strandvejen 8, Ebeltoft
Frem til 28. maj
