Af Orla Schantz
orla.schantz@gmail.com
Cherchez la femme må være det ret-te motto for den store udstilling. Og kvinden i L.A. Rings liv hed Sigrid Kähler. Eksistentielt og kunstnerisk ændrede hun hans tilværelse.
I 1894 da den depressive Ring arbejdede i Italien, malede han skelethoveder på menneskeskikkelser. Temaet var undergang og død.
Efter sin hjemkomst to år senere brugte han tre måneder på at male sit mest kendte billede af to smukke, unge søstre i friske farver med titlen ”Forår”.
Det store værk vandt årsmedaljen på Charlottenborgs Forårsud-stilling, og Sigrid, den ældste af de to søstre vandt hans hjerte. Allerede året efter i 1896 blev de gift, og en konstruktiv periode begyndte for den tungsindige maler, der nu genfandt livsmodet.
De følgende år optræder Sigrid i mange billeder. Men hun står ikke længere ude i det klare forår med sin søster. Nu er hun den opofrende hustru og moder i gang med hjemmets sysler. Det er en fejring af livet indenfor, det nære og trygge.
Et af malerierne hedder ”Lampe-lys. Interiør med kunstnerens hustru” fra 1898. Her er hun tænksom og fjern i blikket. På væggen bag hende ses et forstudie til det berømte billede af hende som yngre sammen med søsteren. Nu er der kun den mennesketomme sti fra fortiden tilbage.
Et senere maleri fra 1906 hedder ”Juleforberedelser” og nu sidder Sigrid med sine tre børn og lave julestads i trist skumring ved lampens skær.
Men det naturlige lys trængte også ind i hjemmet. Et billede af Sigrid i havedøren med front mod den skarpe sol og frodige vækster, og et andet med hende ved frokostbordet og morgenaviserne er begge lyse og luftige. Der er sommer og sol.
Den provinsielle kunstner
Udstillingen på Ordrupgaard er omfattende og kompetent kurateret. Heldigvis er den ophængt i Zaha Hadids moderne tilbygning, så den ikke virker for musealt. Hvis Rings billeder var placeret i den gamle hovedbygning, der blev opført af forsikringsdirektør og kunstsamler Wilhelm Hansen for lige netop 100 år siden, ville de to fortider nok kvæle hinanden.
Laurits Andersen er provinsiel – i den bedste betydning. Han blev født i landsbyen Ring på Sjælland i 1854 og kredsede livet igennem om skæbner i små samfund. Han tog sågar navnet Ring til ære for den lille flække.
Mange af hans billeder viser netop mennesker i det nære, nogle vil sikkert mene, snærende miljø. Der er pottemager Henning Kähler i sit værksted, drejeren ved sin drejebænk, såmænd også kunstmaleren i landsbyen.
Det er malerier i mol. Småkårsfolk med trange vilkår. Den gamle kone ved siden af sin døende mand. Pigen, der kigger med længsel ud over vandet. Det ældre ægtepar, der har fået et sjældent brev. Landsbyens fulderik, der vakler afsted, mens en lille flok griner. Den syge og blege pige i sengen.
L. A. Ring tilhører ikke guldalderkunsten. Han efterfulgte den og var optaget af det naturlige, det usmykkede. Da han netop skildrer jævne folks ofte slidsomme hverdag, er han ofte blevet mast ned i kassen, der hedder socialrealisme, selv om der ikke er meget politisk kriger eller propagandist over ham. Han er tæt på at sentimentalisere småkårsfolk.
Faktisk købte han i 1914 et lille bondehus, der lå ved siden af familiens villa i Roskilde. Han indrettede det lavloftede hus i almuestil, så han kunne bruge det som scenografi i sine skildringer af det ”autentiske” bondeliv.
I sine billeder af det idylliske indeliv er han nærmere en sen repræsentant for Biedermeier kulturen, der romantiserer hjemmet, familien og dagens flittige dont. Verden udenfor når ikke længere end til landsbyens marker.
Den nære naturs maler
L. A. Ring går lidt i ring i sine temaer. Det lange og lykkelige ægteskab med Sigrid giver ham ro og stabilitet og hun var uden tvivl det følsomme centrum i hans liv. Hjemmets fire vægge lukkede han ofte om sig, og han var stærkt optaget af møbleringen af de fire huse, han i sit ægteskab nåede at bo i. Han var sit livs indretningsarkitekt.
Friluftslivet og naturen var også det, der var kendt og tæt på – endda bogstaveligt. Hans billeder viser udsigten fra hjemmets vinduer over byens tage og fjorden. De skæve gamle huse i Brøndgade i Roskilde maler han igen og igen.
Flere vinterbilleder med sne og slud er med på udstillingen. Og dér er han i sit es, som han skriver i et brev: ”Det er jo det prægtigste Vejr, rigtigt for mig, alting graat i graat og saa nogle enkelte gule og brune Farver. Det er storartet”.
Sigrid dør af lungekræft i 1923, og i de sidste ti år, før han dør i 1933, melder tungsindet sig atter hos ham. Lyset blev til mørke. I flere år kunne han ikke male. I stedet gik han – næsten som en slags afslutning på sit livs ring – i gang med en større istandsættelse af det lille almuehus, så han kunne flytte ind og bo – i sin egen kulisse. Det måtte han opgive af pengemangel, men trangen til at vende tilbage forlod ham ikke.
Ordrupgaard
Vilvordevej 110, Charlottenlund
Frem til 26. februar
