Andy Warhol - Sunday Morning. 1967.

Gallerie Rasmus præsenterer temaudstilling om kvinder i kunsten

Af Jens Rolighed - 24. May 2025

Den nye udstilling i Gallerie Rasmus i Odense har fået den brede titel, Kvinder i kunsten. Den indeholder skulpturer i bronze og keramik, men allermest todimensionelle værker med det bagvedliggende tema, kvinder.

To af de mandlige kunstnere har hver deres tilgang til at lave portrætter af kvinder. Andy Warhol er pop-art kunstner, men Ole Hedeager benytter sig af drip painting.

Andy Warhol

Da den ikoniske skuespiller, Marilyn Monroe, begik selvmord i 1962 gik den amerikanske kunstner, Andy Warhol, i gang med en serie portrætter af hende. Denne produktion tog han i 1967 op i en ny serieproduktion ved at anvende serigrafi-teknikken, som gjorde det muligt at fremstille et billede på kort tid.

Udgangspunktet for Warhols billeder er et sort/hvid fotografi, som han så farvelægger i flere variationer ofte i stærke, intensive farver. I værket, Sunday Morning, dominerer værket en pink baggrund, som gentages i portrættets øjenlåg, mund og skønhedsplet på kinden. Hudfarven står i kontrast til det sorte, og hendes hår er næsten neongult. Warhols tanke med de mange portrætter af Monroe kan både være at vise masseproduktionens muligheder og lege med forskellige farveeksperimenter i det samme billede.

Ole Hedeager

I 1940´erne skabte den amerikanske kunster, Jackson Pollack, en række værker med den såkaldte drip painting, hvor lærredet ligger vandret på gulvet og dråber af maling dryppes ned på lærredet gerne via en pind. Pollacks billeder var abstrakte, men Ole Hedeager bruger teknikken på en anden måde, fordi han skaber billeder som er figurative.

Hedeager drypper også malingen på det vandretliggende lærred og bearbejder derefter malingen med en tynd tråd. Hans kvindeportrætter får derfor en meget levende og sitrende streg, som gør dem meget livfulde.

Maise Corral

Maise Corral er også en figurativ maler. Hendes figurer optræder oftest i et miljø, som skabes ved specielle billedbeskæringer og en diset lyssætning.

Midt i kompositionen træder en kvinde i rød kjole frem indsvøbt i et diffust, sløret lys. En hvid hulahopring svinger rundt om hendes hofter. Kvinden er beskåret sådan, at dele af hovedet og benene er uden for billederammen. Både lyssætning og beskæring kan virke lidt uforståelig, men er med til at vække beskuerens nysgerrighed for, hvad der kan ske i næste øjeblik.

Udstillingen viser mange andre eksempler på værker (maleri, skulptur, grafik) udført af både mænd og kvinder, så der er virkeligt noget spændende at komme efter.

Gallerie Rasmus
Ny Vestergade 8-9, Odense
Frem til 21. juni

Artikel fra: Nr. 05 / 2025 – Maj / Juni