Fyn er fin!

22. Oct 2015

Af Bent Mortensen

Ribe Kunstmuseums ophængning Til Låns. Mesterværker fra Faaborg Museum er både en praktisk foranstaltning mellem de to museer – billedernes hjemsted er under udvidelse – og en rigtig god oplevelse for os, der har lidt langt til Sydfyn. Her og nu kan vi komme tæt på nogle af de billeder, vi så ofte har set i trykte medier, og som minder os om de bløde fynske bakker som ramme om fynboernes liv og færden. Billed-erne er dog ikke så fynske, som man umiddelbart kunne tro ved tanken om, at deres hjemsted oprindelig hed Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst, skabt til at hæve Fynbomalernes agtelse; nej, billederne er universaldanske for mange af os, der bærer bondemiljøet i generne. For sikkert lige så mange andre spiller ideen om en særlig dansk frihed og frimodighed i hele vores færd sikkert en lige så stor rolle, og de vil elske billederne af børnenes leg og latter. Her er ikke tale om romantiseren, men om forelskelse – hvordan kan man ellers gøre så meget ud af en lidt nusset pløjemark og en kornmark fuld af ukrudt? Kærlighed gør blind – måske også i dette tilfælde.

Sanseoplevelser
Udstillingen lader ane, hvor misvisende betegnelsen ”bondemalerne” var og er. Fynboerne mødtes på Zahrtmanns Skole i København og blev påvirket af hans kraftfulde kolorit; Anna Sybergs blomster er ikke stavnsbundne til en landbohave eller en husmandskones vindueskarm; Fynboerne kendte også storbyen og udlandet. De levede bare i et bondeland og havde det for øje. Deres forhåndenværende virkelighed var et sovende barn, en svedig høstkarl, et mageligt landskab.
Fritz Syberg, Peter Hansen, Jens Birkholm og Anna Syberg leverer 5/6 af de ca. 60 værker; desuden ses Alhed Larsen, Christine Swane, Johannes Larsen, Poul S. Christen-sen og Karl Schou. Det mest ikoniske Fynbobillede er vel Peter Han-sens Pløjemanden vender; her ”nøjes” vi med hans Høstbillede, der stråler af glæde over markens afgrøde og det fælles arbejde med den gode høst. Karlenes og pigernes utvivlsomme slid og slæb ses ikke; tilsvarende ses storbyens utvivlsomme fattigdom heller ikke på Legende børn ved Enghave Plads. Her spiller den blinde kærlighed måske maleren et puds. Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø roterer i deres grave!
Hvis Peter Hansen kan synes ensidig på denne smalle baggrund, viser Fritz Syberg til gengæld sin mangfoldighed: se bare Ved sengetid (1889) og Lektielæsning (1918)! Motiverne er fra den samme hverdag, som Fynboerne holdt af, men alligevel er der en verden til forskel.
Fynboernes sanseoplevelser er værd at teste!

Ribe Kunstmuseum
Sct. Nicolaj Gade 10
Frem til 17. februar 2016 
Artikel fra: Nr. 09 / 2015 – Okt. / Nov.