Gitte Skovmand - Mit…. 2025.

Fuglekunst i alle afskygninger på Johannes Larsen Museet

Af Jens Rolighed - 25. Oct 2025

Netop her i efteråret kan man i Tøndermarsken se enormt store stæreflokke på træk i antal op til 100.000, hvilket har givet anledning til det fænomen, som hedder sort sol, fordi de nærmest formørker solen. Mange tager turen til marsken for at se det fantastiske syn. I Kerteminde er der en udstilling, som ikke formørker solen, men derimod lader et utal af forskellige fugle i vidt forskellige kunstformer stråle af fascination over fugleverdenen, som var en særdeles vigtig del i fynbomaleren Johannes Larsens kunstneriske virke.

Museet havde på forhånd inviteret med et såkaldt fuglekald, hvor alle kunne indsende værker til museet. Omkring 1450 digitale værker fra hele verden blev indsendt, så der ventede en jury en stor opgave, før man fandt frem til de 120 fysiske værker, som man gerne ville have med på udstillingen.

61 kunstnere og kunstnergrupper kommer med hvert deres bud på, hvad fuglekunst kan være. Til forskel fra de store stæreflokke, præsenterer udstillingen en mangfoldighed af fugle i et fornemt udvalg af installationer, skulpturer, fotografier, malerier, grafik og keramik og ovenikøbet værker, hvor lyd er en vigtig ingrediens.

Katrine Würtz og Sandra Boss.

Piv-i-røv-fugle

I udstillingens store sal lyder der en kvidren af fuglestemmer fra et specielt lydværk af keramikeren, Katrine Würtz, og komponisten, Sandra Boss. Det er et sindrigt system af slanger fra en pumpestation, der sender luft ud igennem vand i de små, keramiske fuglevandbeholdere, der giver et helt fantastisk lydunivers til specielt den store sal, hvor også Torben Harbos fine fugleflok i træ hænger flyvende ned fra loftet.

I samme rum hænger også Marco Boddes store koldnålsradering, som både er en hyldest til Blicher og Johannes Larsen, men også er en ny måde at sætte fugle ind i en landskabsformidling.

Lars Skovfoged – Live or Let Die. Grønspætte. 2024.

Helt imponerende er Lars Skovfogeds store værk med en grønspætte.

Værket er en farveblyantstegning, hvor kunstneren udnytter de strukturer, der i papiret. Motivet er en del af en rådden træstamme, hvor grønspætten hakker efter larver og biller allerøverst i træet. Den er utrolig godt camoufleret, fordi dens grønne og røde farver gentages i det rådne træ, som består af et virvar af strukturer og fine farvefelter. Helt nøgne grenstumper stikker ud fra stammen og ligner næsten næbbet hos spætten.

Skovfoged arbejder meget naturalistisk i sine værker, så man er ikke i tvivl om fugleidentiteten. Selvom grønspætten måske er mest er kendt for sin søgning efter myrer på jorden, viser træstammen med sit helt eventyrlige landskab også muligheden for spættens søgen efter andre små biller.

Anne Vilsbøll – De tamme fugle var i et bur. De frie fugle var i skoven. 2024.

Broderier

Det kan lyde helt stilfærdigt, når kunstnere kaster sig ud i at udtrykke sig i broderi med nål og tråd. Sådan er det ikke nødvendigvis.

På hjemmelavet papir har Anne Vilsbøl broderet farverige og eksotiske fugle, der flyver mod hinanden to og to. Nogle steder forsvinder dele af fuglene i papirmassen, hvilket resulterer i, at man får en fornemmelse af, at fuglene flyver i et skytæppe. Titlen på værket giver et symbolsk indhold til motivet, fordi de fugle, Vilsbøl skildrer, er de frie fugle, som man finder i naturen og som ikke berøves deres naturlighed og frihed, som kan stækkes, hvis de lukkes inde i et bur.

Gitte Skovmand har også brugt nål og tråd i sin skildring af en fugl. Vi ser fuglen forfra med hals og hoved drejet opad og til højre i billedet. Næbbet er åbnet i et aggressivt skrig. Fuglen er ellers solidt plantet med skrævende ben med svømmefødder, som vi kender fra fx en måge. Mellem benene ligger et halvspist æble. Både fuglens hoved og æblet er skildret i skitseform med en helt enkelt, sort kontur ved siden af hovedmotivet. Broderiteknikken består vel primært af fladsting i forskellige længder. Farvemæssigt er der brugt tråde i først og fremmest varm/kolde kontraster, som er med til at underbygge en stemning af en fugl, som forbeholder sig sin ret til at have æblet for sig selv.

Det er særdeles spændende at se, hvordan broderi har fået en renæssance, og ikke mindst hvordan den har udviklet sig til en udtryksform med helt nye udfoldelsesmuligheder.

Simon Bang – Huset på den grønne ø. 2025.

Det ekspressive

Den farveglade kunstner, Simon Bang, påkalder sig opmærksomhed i et par store malerier. Bang er mest kendt for sine nattebilleder fra København, som man også kan se i det ene maleri, hvor nogle af hovedstadens tårne ses i horisonten.

I ”Huset på den grønne ø” overrasker Bang i sit motivvalg. Bybilledet er forsvundet og nu udspiller der sig et drama på grøn, frodig ø, som skildres i fugleperspektiv. Øverst i billedet ses en sols sidste stråler gennem et skydække. Derunder breder et mørkeblåt vand sig hen mod øen, som får en kraftig belysning fra højre side, som bl.a. lyser den røde husgavl, træerne og fuglene op. Vandet bliver også helt lyseblåt i bunden af billedet. Der er virkelig dramatik for alle pengene. Træerne virker voldsomme og truende over for huset og fuglene flygter fra øen. De markante farvekontraster mellem grøn og rød og malemåden med de markerede penselstrøg er med til at skabe den uhyggelige stemning, som man kender fra ekspressionistiske malere som fx Edvard Munch.

Mangfoldigheden

Der er så mange spændende værker, som forholder sig til fugle. Man kan se et helt naturalistisk maleri med grågæs på udkik af Kirsten Thune, store lysinstallationer af Tokyo Blue eller en taxidermisk skulptur af Tune Andersen, hvor han blander en udstoppet pindsvinekrop sammen med udstoppede dele fra fugle.

De mange forskellige måder at skildre fugle på er på mange måder en hyldest til fugleverdenen, som måske i virkeligheden ikke er så forskellig fra menneskets verden, så det kan kun anbefales at lægge vejen forbi Johannes Larsen Museet for at se, hvordan samtidskunstnere skildrer fugleliv.

Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14, Kerteminde
Frem til 11 .januar 2026

Artikel fra: Nr. 09 / 2025 – Oktober /November