Det er svært ikke at blive begejstret, når man ser den nye udstilling med den internationalt berømmede kunstner, Lucie Rie. Hun er født i 1902 i Wien, og det var her hun fik sine første bekendtskaber med leret. Hun nåede ret hurtigt stor anerkendelse for sine værker, men måtte i 1938 flygte til London, da hun med en jødisk baggrund følte sig presset ud af landet ved Nazi-Tysklands annektering af Østrig.

Kunsthåndværk
Det var imidlertid ikke nemt for Lucie Rie at flytte til et andet land, hvor hun var et absolut ukendt navn, og hun måtte finde nye veje med sin keramik. Hendes gennembrud som keramiker i England kom med hendes store produktion af knapper til en japansk designer. Knapperne var i helt nye former og med nye, spændende glasurer. Succesen med knapper blev efterfulgt af brugskeramik i form af tekander, kopper, tallerkenen og skåle, som tidligt pegede frem mod de helt unikke værker, der kan ses på denne udstilling.
Elegance
Det er klart, at brugshåndværk har nogle begrænsninger, fordi brug og æstetik kan have nogle dilemmaer i deres udtryk. Det er helt tydeligt, at Rie på denne udstilling viser nogle af disse overvejelser, men samtidigt kan det også ses, at det visuelle udtryk kommer til at fylde mere og mere i forhold til brugsværdien.

Lucie Rie arbejder både med form og glasurer. Hendes skåle kan stå med en lille grundflade og folde sig ud i en trekantfigur. Det gør den både let og elegant. Glasuren viser intentionen, hvor den mørke nederste del giver tyngde. Sgraffito-teknikken, hvor kunstneren ridser linjer i overfladen af glasuren for at understrege formen i skålen, giver yderligere styrkelse til trekantformen. Den dominerende lyserøde glasur bliver kontrasteret til den mørke overkant med grønne toner, som flyder ned fra kanten. Det er ikke bare en skål, men et værk, som på unik vis viser, hvad man kan udtrykke i keramik.

Kunstnerens større opmærksomhed mod det mere æstetiske kan ses i nogle af vaserne, hvor form fylder langt mere end den rene brugsværdi. Denne vase er vel i første omgang en solitære-vase, men udfylder samtidigt Ries store optagethed af også at skabe noget skulpturelt måske på grund af hendes oprindelig drøm om at blive billedhugger.
Udstillingen viser omkring 100 værker af Lucie Rie. Det er første gang, man kan vise så mange værker af kunstneren i Danmark, og det er kun kommet i stand med velvillige udlån både fra private og udenlandske museer.
CLAY
Kongebrovej 42, Middelfart
Frem til 30. marts 2025
