Forsmåede hvaler og flyvende konebåde

18. Jun 2010

Andreas Nemo Østergaard
kvaerulant@gmail.com

Hans Lynge, som døde i 1988, var uddannet billedhugger fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, men han anses for at være det moderne grønlandske maleris fader.
Han var også politiker, samfundsdebattør, digter, skuespilforfatter og især indsamler af grønlandske myter og sagn, den kulturarv som de gamle stadig huskede, men som stod i fare for at forsvinde med moderniseringen af det grønlandske samfund.
På Bornholms Kunstmuseum kan vi opleve denne folkekultur. Museets smukke, lyse rum befolkes af sære, gruelige sagnvæsner, mytologiske skikkelser, trommedansere, shamaner (måske en enkelt heks?) og morsomme historier, som ”Den flyvende konebåd” (1970’erne) der fortæller om den gnavne ungkarl, som kommer gruelig galt af sted, ”Kvinden, der var gift med en hval” (1981), hvor kvinden for at aflede hvalens opmærksom og redde livet kaster sit tøj i havet stykke for stykke, men også af dagligdagens og familielivets situationer, altid tæt forbundet med naturen og solens gang.
Lyset har stor betydning i Hans Lynges kunst og er altid til stede, selv i den mørkeste vinter, og solens livgivende kraft går igen i sommermalerierne som ”Sol over Nordlandet” (1973).
I figurbillederne dominerer en varm orangebrun, og en mættet blå gennemtrænger vintermalerierne, som i ”Mor tegner i sneen og fortæller for sine børn” (1970), hvor det blå mørke er trængt helt ind i personerne.
Museet udstiller også enkelte skulpturer i pokkenholt, fedtsten og grønlandsk marmor. I ”Ravnen maler islommen” (1983, grønlandsk marmor), som ligeledes er skabt over et folkesagn, virker det, som om stenen har bestemt, hvad kunstneren skulle hugge ud.
Hans Lynge blev aldrig abstrakt som mange af sine samtidige. Hans malerier skal beskrive livet i bygderne og fortælle det grønlandske folks mytologi, og det gør de, dejligt livsbekræftende, fulde af humor og sex, men også af en dyb, panteistisk respekt for naturen og elementerne.
”Mennesker og myter” er en udstilling, der bestemt er værd at se, ikke kun på grund af sin mangfoldighed, men også fordi den giver indblik i en kultur, de færreste af os kender til.
Åben alle dage kl. 10 – 17.


Bornholms Kunstmuseum
Rø, 3760 Gudhjem
Frem til den 22. august
Artikel fra: Nr. 06 / 2010 – Juni / juli