Barokke og pynte- syge hverdage Nivaagaard viser i imponerende udstilling folkeligt liv i det 17. århundredes Holland sat sammen med 1800-tallets danske guldalderportrætter af høj og lav i samfundet
Så langt øjet rækker, bruser livslysten frem. Der danses i djærve bevægelser eller i kæder. Der forhandles og købslås. En kone forretter åbent sin nødtørft. Folk forlader kirken, nærmest hektisk. Alle synes at blande sig i dette frodige hollandske maleri med titlen ” Hjemturen fra kermessen” fra 1620’erne.
Det er også en slags sammenbidt morskab, som om den skabtes på trods. Men hensigten er klar. Kirken og lystighed var ikke modsætninger, nærmere supplementer.
Kermesse er den årlige fest for en kirkebygnings indvielse, der hurtigt blev til et marked med gøgl, løjer og letsind.
På den måde indføjede protestantismen hverdagsglæde og lyst i kristendommens menu. Og netop Nederlandene var i gang med at forkaste den katolske kost og glæde sig til at finde nye retter.
Fra mol til dur
Hvis katolicismen var en komposition, ville den være holdt i mol. Protestantismen derimod er i dur.
Imens den katolske kirke beordrede Vanitas motivet og ”Memento Mori” (Husk at du skal dø) advarslen ind i billederne, sang og dansede hollænderne og andre nordeuropæere efter nydelsens melodi og fejrede øjeblikket i stedet for at afvente evigheden.
Særligt i Holland blomstrede kunsten og maleriet i en sådan grad, at det senere blev kendt som den gyldne periode.
Borgerne afviste den katolske kirkes indoktrinerende kunst. De ville se sig selv i malerierne. Og helst i flatterende lys.
Stilleben fremviste nydelige borgerhjem med varme og lune. Møbler, pynt og pæne voksne og børn i stadstøjet signalerede selvtilfreds materiel fremgang. Der var penge i omløb.
1600-tallets Instagram
Genrebilleder er 1600-tallets Instagram: hverdagen smukkeseres, selvportrættet forskønnes, attituderne er selvsikre, og det almindelige liv forfremmes til fest og farver.
Dengang som nu var de visuelle selviscenesættelser en blanding af bønner om opmærksomhed og kåd praleri. Det er som at lægge make-up på livet.
Nederlandene blev en stor kunstfabrik. Det anslås, at der årligt kom 70.000 genrebilleder på markedet, og 650 til 700 malere skabte i snit knap 100 billeder om året.
Denne kommercialisering af kunsten var også en demokratisering af den. Fritidsmalere kunne tjene en god skilling ved at vise de mere profane sider af livet, mens mestre som Rembrandt og Vermeer betjente et andet publikum, skønt de også måtte slide for at holde kreditorerne fra døren.
Se mig, se mig
Der var et købersmarked. Og motiverne var tilpasset aftagernes ønsker. Hverdagens gøremål og ritualer scorede højt blandt ønskerne hos det gryende borgerskab.
Et godt eksempel er billedet ”Malerens atelier”, der viser, hvordan et dannet selskab fra den fine borgerstand i stadstøjet er i gang med at positionere sig, for ikke at sige posere foran den sikkert tilkaldte og hyrede kunstmaler.
Holland havde udviklet sig til en økonomisk stormagt. Det nederlandske Ostindien-kompagni, grundlagt 1602, blev Europas største selskab med dets monopol på handlen med Asien.
Den europæiske slagmark
Resten af kontinentet var nærmest en slagmark. 95% af befolkningen hutlede sig igennem sult, pest og fornedrelse. Europas lande havde knapt dannet sig. Grænser flød. Lejesoldater strejfede hærgende rundt, når der var ophold i krigene. I løbet af den katastrofale 30-års krig (1618 til 1648) blev den europæiske befolkning halveret.
En af Barokkens store filosoffer, englænderen Thomas Hobbes’ (1588 – 1679) ord om menneskets naturtilstand passer. Det var alles krig mod alle. Livet var ensomt, fattigt, ækelt, dyrisk og kort.
Kunsten i Barokken var mest demonstrationer af magt. Kirken ville dominere sjælene, og handelsborgerskabet ville vise sin økonomiske magt.
Eftersom kun en tredjedel af den mandlige befolkning kunne læse og skrive, og firs procent af kvinderne var analfabeter, var billeder det mest effektive kommunikationsmiddel.
Kontrasten mod nord
Nivaagaard har fået den både informative og glædelige ide at spejle de nederlandske genrebilleder med den danske guldalders skildringer af hverdagslivet 200 år senere.
Netop to århundreders forskel i velstand og borgerskabets sejrende indtog i Norden afslører også en stivnet og anstrengt selviscenesættelse.
Wilhelm Bendz’ ”Portræt af familien Raffenberg” er nærmest et stilleben af tør indstudering, mens Christen Dalsgaards ”En jysk bondepige, der lægger kort op” også viser den korrekte staffage af pænhed. Gad vide, hvordan hendes hverdag så ud?
En kostelig gave
Det er en betagende og velkurateret udstilling med over 100 malerier, mange fra Nivaagaards egen samling, der i sig selv er enestående og oprindelig grundlagt af Nordsjællands største mæcen og æstet Johannes Hage (1842-1923). Hans første køb var nemlig et hollandsk genrebillede og senere blev han forelsket i den danske guldalder.
Sikke en gave af en samling at råde over. Og tænk at kunne blive ved med at pakke den op – til glæde for os allesammen.
Nivaagaard Malerisamling
Gammel Strandvej 2, Nivå
Frem til 16. juni
