Vejlskov. Odder 2025

Finn Have – 50-års kunstnerjubilæum

Af Pier Marie Andersen - 23. Mar 2026

Finn Have (f. 1952) har fra d. 2.-19. april en stor retrospektiv udstilling NEDSLAG på Arte Museum & Gallery, Lildstrand. Det er hans 50-års kunstnerjubilæum, for han gik gennem censuren på Kunstnernes Påskeudstilling i 1976. Finn Have har fundet væsentlige billeder frem fra gemmerne fra de fem tiår. Mange af billederne på udstillingen havde han sat til side til sig selv, men nu har han åbnet sluserne for den helt unikke billedskat. Det bliver et særsyn og helt store overraskelser venter.

Broby-Johansen

Finn Have er friluftsmaler med landskabsmaleriet som det foretrukne. Hans udgangspunkt var naturalismen, som han fortolker i sit eget personlige og subjektive billedsprog. Han sidder foran motivet ude i naturen, hvor han observerer, hvordan farven, lyset og stemningerne spiller sammen. Hans udgangspunkt er naturalismen, men med brede strøg og en melodisk tilgang til maleriet, får man så indtagende malerier, at ens tanker går tilbage til den store danske maler Edward Weie (1879-1943). Finn Have er også i front, når det gælder det konceptuelle. F.eks. begyndte han at kombinere forskellige rum og tider i billederne. Han arbejdede de malede billeder sammen med kullet, hvor det malede må opfattes som noget nutidigt og det sort-hvide som noget grafisk og fortidigt. Finn Have har desuden inddraget det skulpturelle i sit kunstneriske arbejde.

Schwedt. 2025

Finn Have er en undersøgende og eksperimenterende kunstner, og gennem hans kunstneriske rejse må han anses for at være en af de bedste. Helt enestående er han med friluftsmaleriet, hvor netop det sansebårne og friheden i udtrykket imponerer. Udstillingens perle på Arte Museum & Gallery er et af hans sidste større malerier ”Schwedt,” som han malede på et plein-air-symposium i Tyskland, nær grænsen til Polen. Det er et helt utrolig smukt maleri med en bred flod, der løber i forgrunden, mørke meget personligt udførte træer i baggrunden og saftiggrøn vegetation. Det er så frit malet med brede bløde strøg, som en frisk og opløftende brise. Man fornemmer håbet og glæden i livet.

Det er interessant at se, hvordan han har udviklet sig fra hans surrealistiske billeder fra 1976, hvor han debuterede, og hvor han var fascineret af den spanske maler Salvador Dali (1904-1989). I 1983 gik han gennem censuren på Kunstnernes Efterårsudstilling, og her er der igen sket et skift i hans malerstil. Han var nu begyndt at male bylandskaber fra Sjællandsgade i Aarhus.

Madera. 2007

I 1990’erne brød han igennem med malerier fra især Andalusien, men også fra andre sydligere lande. På det tidspunkt var han tilknyttet Galleri Wolfsen i Aalborg, og alt blev revet væk. Til forårsudstillingen på Arte Museum & Gallery har Finn Have fundet nogle meget fine eksempler frem fra gemmerne fra Andalusien fra den tid. Af andre kunstneriske rejser, Finn Have var på i 1980’erne og 1990’erne, var tre rejser til Island. Især hans malerier med vandfald fra Island imponerer. Finn Have har haft store imponerende udstillinger i tidernes løb, bl.a. ”Det sted – mit sted” i 2006 på Randers Kunstmuseum, ”Mors et særligt sted” i 2011 på Morsø Kunstforening og i 2017 viste Finn Have sin hidtil største udstilling ”Åndehuller” på Randers Kunstmuseum med 150 billeder, som han havde arbejdet på i 4-5 år. Flere af disse malerier kan ses på Finn Haves udstilling NEDSLAG på Arte Museum & Gallery.

Tyrkiet

Finn Have blev selvstændig kunstner i 1985 og har siden ernæret sig som kunstner. Han havde taget en seminarieuddannelse og havde undervist nogle år, men det skulle der hurtigt sættes en stopper for. I 1984 meldte han sig til Oskar Kokoschkas Sommerakademi i Østrig, hvor Per Kirkeby underviste. Han rådførte sig med Per Kirkeby, der sagde, han heller ikke havde en uddannelse fra Kunstakademiet, men havde gået på eks-skolen, som var et alternativ. Per Kirkeby vidste, Finn Have var medlem af kunstnersammenslutningen labyrint, og han rådede ham til at skippe sit lærerjob, hvis han mente det alvorligt med kunsten. Det gjorde Finn Have, og han har siden klaret sig fremragende som fri kunstner.

Arte Museum & Gallery
Krinkelkrogen 20, Lildstrand, Frøstrup
Fra 2.-19. april

Island