Seeing the Unseen på Sophienholm lukker med finissage søndag 7. januar, hvor sanger og performer Maria Anna Rosenberg står for en poetisk lydkulisse. Vinterudstillingen i Bredgade Kunsthandel lukker lørdag 6. januar, og Galleri Oxholm lukker gruppeudstillingen xmasshow. Hos Galleri Christoffer Egelund fortsætter The BIG Annual Groupshow frem til 20. januar.
På spring
Fra 13. januar byder Corner Udstillingen indenfor på Sophienholm, bl.a. med Mia-Nelle Drøschler i Norske Huset, hvor hun viser malerier, skulpturer og performance under titlen Mine Drømme.
Samme dag åbner KUNSTPAKHUSET i Ikast udstillingen ”Geometric Behavior” med værker af fire danske og fire New York kunstnere: Milena Bonifacini (DK), Martha Clippinger (US), Jesper Dyrehauge (DK/Berlin), Elise Ferguson (US), Katrine Hvid (DK), Douglas Melini (US), Bodil Nielsen (DK) og Gary Petersen (US).
I Æglageret i Holbæk åbner VK18 også den 13. januar årets første censurerede udstilling bl.a. med grafik af Anneline Schjødt Pedersen. Censorerne på årets udstilling er maler og grafiker Peter Carlsen, væver og underviser på Holbæk Kunsthøjskole Hanne Houlberg og billedhugger og forfatter Jesper Neergaard.
På kalenderen er inden længe ART HERNING, hvor KUNSTAVISEN er med fra 26. – 28. januar, og hvor netop grafikken er årets tema.
Følg Kunstavisen i 2018
På Kunstavisen ser vi frem til at udkomme med årets første nummer 20. januar, og til at give jer, kære læsere et indblik i landets righoldige kunstneriske udtryk og udfoldelser med i alt 11 trykte numre året igennem. Tjek ind på Kunstkalenderen og tilmeld gerne aktuelle udstillinger og events, hvis du er kunstner eller gallerist – og følg med Online via facebook og vores website – Kunstavisen.dk.
GODT NYTÅR! fra redaktionen