Sol i hav, gul og rød
Hav i stille, grøn og blå
Hav i storm, grå og hvid
Storm i nat sort i sort
Og en djævelsk buldren
Af Jens Søndergaard
Det usete i det sete
Farver, følelser og fandenivoldskhed – det er i høj grad det, der kendetegner de fleste af Jens Søndergaards mange malerier, som det næste halve års tid kan opleves på HEART i Herning.
Jens Søndergaard (1895 – 1957) er en væsentlig skikkelse i dansk malerkunst og er kendt af mange danskere for sine farverige og særdeles følelsesladede malerier, som taler til hjertet og til følel-serne. Jens Søndergaard malede ikke kun det, han så, men i særdelelseshed også det, han følte – det usete i det sete.
Malede naturen
Jens Søndergaard blev født på Mors og voksede op i Hurup i Thy, og naturen her og ved sommerhuset ved Bovbjerg har haft stor indflydelse på motiverne i hans malerkunst. Han har indfanget stemninger ved havet, ved klitter og klinter, og han har kunnet give de store eksistentielle temaer som ensomhed, længsel, smerte og kærlighed form, farve og udtryk på det hvide lærred.
Den søndergårdske følsomhed
Udstillingen på HEART er til dels kommet i stand ved hjælp af udlån fra private samlere, som i kraft af deres kærlighed og beundring for Jens Søndergaard og hans kunst har investeret i hans malerier, hvilket viser den store passion, der gennem tiden har været for netop denne store kunstner.
Udstillingen på HEART er inddelt i flere rum, hvert med sit særkende, men også alle med den specielle Sønder-gaardske følsomhed i de mange malerier.
Himmel og hav
Når man træder ind i udstillingen overvældes man af malerier med himmel og hav i mange forskellige afskygninger. Havet som motiv var for Søndergaard dragende og udfordrende. Det kunne være oprørsk med hvide skumtoppe dansende hen over vandspejlet, fiskerbåde kunne kastes rundt i bølgerne. Søndergaard maler ikke kun havet, men i allerhøjeste grad også livet ved og på havet; badende kvinder, sankthans-bål og ringridning på stranden. På kanten af skrænten står en mand og skuer ud over havet. Han er malet i samme nuancer som naturen, som var han et med naturen. Det var måske ikke vigtigt for Søn-dergaard, men det er interessant for os, der studerer maleriet. Manden på kanten, det søgende menneske….
Søndergaards kvinder
Jens Søndergaard elskede kvinder. Han malede portrætter af unavngivne kvinder fra lokalmiljøet, ofte i et hjemligt farvemættet interiør og med en underliggende stemning af stilhed eller stilstand. Han malede sin mor, Thyra, sin højt elskede bedstemor, sin kone, Thora og sin datter, Annelise. Og så malede han selvfølgelig sin store kærlighed But, som han ved et tilfælde kom til at kende og nære dyb kærlighed for, efter at han havde påkørt hende på Rådhuspladsen i København.
Disse portrætter kan ses sammen med Søndergaards mange tegnede og malede motiver af nøgenmodeller i et væld af positurer, hvor nogle fremstår som seriøse studier af den kvindelige anatomi, andre emmer af lyst, lidenskab og elskovssyge.
Værker udlånt af private
I udstillingen støder man på værket ”Selvportræt” (1918) af den unge kunstner og værket ”Fire malere” (1934 – 1935), hvor Søndergaard som den modne maler er i godt selskab blandt kunstnerkollegaerne.
I samme rum finder man også en del værker udlånt af Museum Thy (bl.a. ”Fodbold-kampen” og ”Karrusel og luftgynge”), ligesom der også er et par værker udlånt af private. Disse og i øvrigt mange af Søndergaards malerier fremtræder i udtrykket naivistiske, uden at det nok er tilstræbt, men er opstået netop fordi følelserne trængte sig på og lod fortællingen komme til, fremfor teknikken. På den måde fortrænges teknikken af farverne og fortællingen sammen med en særlig stoflighed skabt af den grove penselføring.
Musik, digte, maleri og film
Musikken havde stor betydning for Jens Søndergård, og han var selv en habil fløjtespiller. Netop derfor har han malet fløjtespilleren ind i flere af sine malerier, hvilket igen viser, hvordan hjertet er med i hans billeder.
Men ved siden af sit maleri har Søndergaard også ud-trykt sig i digtform. Hans digte, er i lighed med hans malerier af eksistentialistisk karakter, og skildrer ofte dramaet mellem mennesket og den storslåede uendelige natur. På mange af hans billeder står mennesket bogstaveligt talt på kanten af verden, skuende ud mod det evige hav.
Et fint eksempel på et digt, som næsten beskriver et af Søndergaards malerier er digtet om beværtningen, som også er en del af karakteristikken af Søndergaard, som tog godt for sig af de våde varer:
Jeg sidder alene
På den lille beværtning
ved en kaffe og brød
forhen var det der, hvor
jeg pralte, bandte og drak
og fortalte, latteren rullede
gennem det lille lokale.
Jeg sang, råbte og skreg.
Nu sidder jeg ene tilbage
med kaffen og minderne.
Af Jens Søndergaaed
Med næsten 200 malerier af den danske natur, er det blevet en imponerende ud-stilling, som på fineste vis suppleres af Anne Moulvads dokumentarfilm om den følsomme maler.
HEART
Herning Museum of Contemporary Art
Bitten & Aage Damgaards Plads 2, Herning
Frem til 19. august