Wildlife Photographer of the Year er tilbage i København med en udstilling, der både vækker begejstring og bekymring.
Wildlife Photographer of the Year-udstillingen viser os to ting: vores planets utrolige mangfoldighed af dyreliv og hvor truet, dette dyreliv er i dagens verden.
Mennesket, det farligste dyr af alle
For at starte med det sidste først ser vi i flere fotografier, hvordan menneskets altdominerende tilstedeværelse på jorden sætter sine kedelige spor. Vi ser hvaler sidde fast i fiskenet, vi ser plastic flyde rundt i oceanerne med katastrofale følger, vi ser skovrydninger indskrænke arternes opholdssteder, og vi ser lænkede dyr optræde for publikum. Alt sammen som en kraftig advarsel om, at vi bliver nødt til at gøre noget, før det er for sent. Ja, for tusindvis af dyrearter er det allerede for sent. De er blevet udryddede og kommer ikke tilbage. Når vi har med så fremragende fotografer at gøre, som vi har her, er virkningen større. Det er billeder, der bliver siddende på nethinden længe.
Det, udstillingen imidlertid også gør, er at vise, at tingene faktisk kan blive bedre. Med en ihærdig og beslutsom indsats kan truede dyrearter ikke kun reddes, men forøge deres antal væsentligt. Det er vigtigt ikke at miste håbet, ellers ender vi nemt i en fatalisme, der ikke hjælper nogen.

Dyr, der bare er dyr
I den mere positive ende ser vi fotografi efter fotografi, hvor dyrene bare gør, som de altid har gjort: slås, parrer sig, hviler sig, undersøger omgivelserne og, for ungernes vedkommende, leger sorgløst i deres meget forskelligartede omgivelserne. Udstillingen er inddelt i flere kategorier med hver sin prisvinder, og det er spændende at se helt unge fotografer, børn faktisk, tage så fantastiske billeder, som de gør. Hvilken tålmodighed må de ikke have liggende på maven eller krybende sammen i et buskads dag efter dag, uge efter uge.

Resultatet er overvældende. Vi ser dyr i alle tænkelige former og størrelser i vidt forskellige omgivelser: skov, savanne, bjerge, sletter, vådområder, koralrev og områder tæt på menneskelig bebyggelse. Ikke underligt, at publikum, inklusiv de 1.- 2. klasser og gymnasieelever, som var der samtidig med undertegnede, tydeligt var begejstrede og helt opslugte.
Wildlife Photographer of the Year er organiseret af Natural History Museum i London i en bygning opført i 1880. Det gamle Geologisk Museum i København, der huser udstillingen i Danmark, blev bygget i 1893. Begge eksempler på imponerende victoriansk arkitektur, der er et besøg værd i sig selv.
Statens Naturhistoriske Museum
Øster Voldgade 5-7, København K
Frem til 7. september