Raphaël Ampuero.

Fantasifulde fortællinger og anatomiske studier

Af Jens Rolighed - 18. Mar 2025

Nielsen Contemporary i Odense har i deres nyeste udstilling sat to kunstnere sammen, som komplementerer hinanden på fornemmeste vis. Den ene kunstner, Raphaël Ampuero, har både sort/hvid og farvede tegninger sammen med nogle fine akvareller af bølger. Den anden kunstner, Anne Marie Frank, arbejder først og fremmest meget grafisk med stregen som det bærende, men hun er også begyndt at arbejde med akvarelfarver.

Raphaël Ampuero.

Det figurative og abstrakte

Ampuero dyrker i sine billeder sin helt egen stil, hvor streg og farveflader snoer sig omkring hinanden i et sindrigt mønster.

Man lægger selvfølgelig mærke til to nøgne arme og dele af ansigter med øjne, som ser ud mod beskueren, selvom ansigterne ses i profil. Øjnene skaber på den måde en kontakt ud til beskueren. En masse organiske former, der gentages i nogle farvelagte striber understreger en rytmisk sammenhæng mellem menneske og natur. Midt i billedet optræder en stiliseret bølgetop, som kan antyde en kompleksitet mellem de to arme.

Bølgemotivet hænger sandsynligvis sammen med Ampueros opvækst med belgisk-ecuadorianske forældre, som gav ham en passion for surfing ved ecuadorianske kyster. Det ses også i hans smukke akvareller med bølgen som motiv.

Der er ganske vist ikke nogle surfere på nogle af bølgebillederne, men de illustrerer på fin vis den energi, som bølgen kan indeholde og som også kan overføres til et forhold mellem mennesker.

Anne Marie Frank – Blue Horse Head.

Heste og harer

Et tilbagevendende motiv hos Anne Marie Frank er studier af heste og harer. I sine nyeste værker eksperimenterer hun med forskellige blandingsteknikker, hvor akvarel, tusch og salt er med til at give hendes værker et udtryk af noget drømmende.

Franks hestehoved dominerer billedet i en diagonal komposition, hvor hestens mule, øre og hals går helt ud til værkets kant og det skærper naturligvis opmærksomheden omkring hestens anatomi. Akvarellens farveholdning er i helt lyse nuancer, som er med til at give en tredimensionalitet. I den våde akvareller er der nogle steder drysset salt, som optager akvarelfarven i nogle helt lyse punkter. Det er en spændende teknik, Frank her tager i anvendelse, fordi den også kan forstås som en opløsning af motivet og i analytisk forstand derfor også kan komme til at handle om forgængelighed.

Anne Marie Frank og Raphaël Ampuero klæder hinanden på denne udstilling. Deres værker er hængt op i galleriet i mindre afgrænsede grupperinger i kontraster til hinanden, og det giver gode muligheder for at forstå deres billeder endnu bedre.

Nielsen Contemporary
Søndergade 3, Odense
Frem til 9. april