Det er ikke helt uden grund, at Joensen-Mikines kaldes for færøsk malerkunsts fader. Hans skildringer af øernes natur og de mennesker, der beboer dem, har på mange måder dannet skole for senere færøske malere.
Mikines gik på Det Kongelige Kunstakademis malerskole i København fra 1928-32. I 1933 – som 27-årig – maler han et selvportræt, hvor han skildrer sig som en meget selvbevidst kunstner med et intenst blik til beskueren.
På mange måder et klassisk selvportræt, som er vertikalt og næsten symmetrisk, men en finger peger ned på malerens palet, som indeholder en stærk orange farve. I det alvorsfulde selvportræt antyder han måske, at han er på vej mod en mere ekspressiv malemåde. Maleriet er ellers holdt i en meget mørk farveskala med en belysning fra højre side. Lyset rammer især ansigtet og hånden og fremhæver derfor de allervigtigste værktøjer for maleren. Den clairobscur teknik ses også i flere andre af hans malerier fra 30’erne. Hans kvindeportræt fra Mikines er blandt de smukkeste kvindeportrætter i nordisk kunst. Det er fyldt med empati for kvinden og skildrer med sine farver og lyssætning det liv med glæder og bekymringer, som det daglige liv på Mikinis kunne indholde. I modsætning til selvportrættet er øjnene her eftertænksomme og fyldt med tvivl.
Grindedrab
Helt centralt i udstillingen er de mange skildringer af grindefangsten eller grindedrabet. Det er et motiv, som Joensen-Mikines har skildret mange gange, fordi det tidligere var en vigtig bestanddel i færingernes eksistensvilkår, men senere måske snarere et statement for færingernes selvforståelse.
Grindedrabsmalerierne viser den meget dramatiske kamp, hvor en stor gruppe fangstmænd søger at dræbe en flok hvaler, som er gennet ind mod stranden. Tidligere var det eksistentielt vigtigt at få noget hvalkød i deres kost. På den måde kan grindedrabsbillederne være med til at skildre en kamp mellem liv og død – ikke bare for hvalerne, men også for menneskene. I det hele taget er det en motivkreds som Mikines kredser meget om. Flere af malerierne fra 30’erne viser døden som en uomgængelig del af livet. I den sammenhæng skal hans mere religiøse malerier også forstås.
De mange skildringer af grindedrab viser samtidig den maleriske udvikling hos Joensen-Mikines. De første malerier er især centreret om handlingen og fortællingen. Mændene i bådene støder deres spyd ned i de sorte hvaler, som desperat plasker rundt i det blodrøde vand, og fortæller dermed en eksistentiel kamp både for hvalerne og færingerne. I de senere malerier lægger Mikines meget mere vægt på nogle maleriske egenskaber ved motivet. Man kunne sige, at han forlader indholdets betydning og i stedet ser nogle æstetiske overvejelser i fx kontrastfarvernes samspil.
Naturen
Den, der har været på Færøerne, vil altid fascineres af deres natur. Joensen-Mikines skildrer den med stor dramatik, hvor han med sine kontrastfyldte farvesammensætninger og karakterfulde penselstrøg, udtrykker noget eksistentielt om livsvilkårene på de små 18 øer i Nordatlanten.
Han skildrer stedet og dets stemninger. Små bygder, som næsten altid ligger i en udkant, hvor livsvilkårene er hårde. Nogle få huse ligger på skrænten ud til vandet, som er mørkt. En himmel afslører i sine sort/hvide kontraster et omskifteligt vejr med et lille hul til noget blåt.
Hvis man ikke kender Joensen-Mikines i forvejen, er denne monografiske udstilling en øjenåbner. Det har ikke tidligere været muligt at se så mange af hans værker, men lige nu er det muligt som det eneste sted i Danmark at nyde og fordybe sig i hans malerier på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14, Kerteminde
Frem til 26. september
