Konceptet er interessant. Hvordan kan man male musik? Eva Helene Pade, der tog afgang fra Kunstakademiet for kun et år siden, kalder sin første soloudstilling for Forårsofret, en direkte reference til den kun godt 30-årige russiske komponist Igor Stravinskys Le sacre du printemps fra 1913.
Han havde fået en ide til et værk om ”et højtideligt hedensk ritual, hvor ældre vismænd sad i en cirkel og så en ung pige danse sig selv ihjel”.
Hans moderne abrupte og atonale musik var en sensation i sig selv. Da den blev spillet til en ballet med eksperimenterende koreografi af Vaslav Nijinsky, skabte den optøjer ved premieren på Théâtre des Champs-Élysées den 29. maj 1913.
Musik og dans var bevidst disharmonisk og rebelsk overfor traditionen. Samtidig var udtrykket seksuelt, primalt og dæmonisk.
Eva Helene Pade har fortalt, at hun selv blev rystet, da hun hørte og så den tyske koreograf Pina Bausches fortolkning af balletten fra 1975.
Fortællingen beskriver, hvordan en jomfru skal ofres hvert forår for at give jorden kraft til at spire på ny.
Urkvindelig magt og vold
Det er i dette univers hun henter sin inspiration, fra hedenske myter til ekspressive gestaltninger af urkvindelig magt og vold.
Allerede i det første store værk i udstillingen Jordens Tilbedelse fornemmer man hendes kraftfulde og sikre penselføring. Billedets metafysiske lag træder sensuelt frem i den spændstige nøgne kvinde, der vokser ud af et leje af sultne blomster og kødædende planter, der synes at ville gribe og angribe hende.
Midt i offerritualet udstråler kvinden forførende styrke og selvbevidsthed, som om hun i ekstase sprænger livet ud af dets slutning.
Vi er i urmenneskelige kræfters vold allerede. Og Eva Helene Pade lader os ikke slippe. På et andet stort lærred, Offerdansen, samler en udvisket masse sig i et kvindeansigt, der sanseløst har kastet sig ud i den ultimative dans, som må og skal ende med død.
Farverne er krasse, men tæmmede, ofte næsten kåde. Men dødsdansen er fatal i sin rituelle forløsning. Konturerne af de enkle figurer har ingen kanter, så de smelter sammen i en fælles dampende krop. Kønsdele og ansigter løsnes i et gulligt farveorgie, der synes at ryste og bevæge sig foran vores øjne.
Midt i ekstasen anes menneskets ældste mytiske symbol, cirkularitet. Den evige genfødsel i natur og kultur.
Fra det mortale til det natale
Ritualet ender, hvor det skal i det store billede Forårsofret. De aggressive blomster fra Jordens Tilbedelse genopstår som glubske flammer, der kælent slikker fødderne på de forvredne kroppe for derefter at fortære dem. Kvinder, dansere og soldater opsluges. Undergangen melder allerede om den svangre genkomst.
Den hedenske jomfru ofres, og en ny cyklus kan begynde. På denne kunstneriske vandring fra det mortale til det natale viser Eva Helene Pade sin ambitioner. Hun satser stort.
Tematisk næres hun af svulmende myters kraft. Derfor kan hun overskride tid og sted. Det kræver kvindemod og hjerte. Men først og fremmest håndværksmæssig talent og slidsomt arbejde.
Hun er sig fuldt bevidst, at hun læner sig op ad fortidens mestre, fra Gustav Klimt, over Edvard Munch til den ret ukendte belgiske maler James Ensor (1860 – 1949), der som ekspressionist og surrealist også havde et satirisk blik for menneskenes dårskab.
Det er med over et hundrede års kunst i bagagen, at hun stævner ud. Det kan være tungt at bære, men også befriende at have med som følgesvend. Hun er endnu ikke fyldt 30 år.
Dansende kroppe og positurer
Flere billeder i udstillingen bryder det mytiske univers, men forlader ikke fysiske legemers interaktioner. I Bortførelsen leg transporteres vi således til et diskoteks proppede dansegulv med nøgne kvinder i ”naturlige” og/eller selvfremstillende positurer. Ildrøde og gyldne farver får nærmest figurerne til at brænde af lyst.
Dansen bliver til en scene, hvor kroppene performer og nøgenheden udstilles, mens begæret nærmest virker indadvendt.
Naturligvis er der en feministisk grundstemning i Eva Helene Pades billeder. Alt andet ville også være en sensation for en upcoming kvindelig billedskaber i dagens kunstverden.
Hun er for nylig flyttet fra velfærdsdanmark og bor nu i Paris. ”Her ser du uligheden og klasseforskellene. Og af den grund er der på en måde højere til loftet og flere grupper af folk, som er lidt misfit eller ’indimellem’”, siger hun i et nyligt interview.
Selve udstillingen på Arken virker til trods for de vældige billedflader ret intim. Den sceniske dimension i mange af billederne smitter vellykket af på selve opstillingen.
Lærrederne står enkeltvist og ligner sætstykker på et teater, klar til at blive rullet ind på de skrå brædder. Som tilskuer bevæger man sig foran og bagom værkerne i en inkluderende labyrint.
Eva Helene Pade træder imponerende ind på scenen med sin figurative kunst. Hun er værd at følge.
ARKEN – Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, Ishøj
Frem til 31. august
