Af Rikke Bülow
rikkebuelow@gmail.com
På mit ungdomsværelse hang fire små indrammede postkort med mo-tiver fra Monets serier.
I årevis slog jeg øjnene op til flimrende vand, lysindtryk og morgendis, indtil jeg en dag blev mættet af Monet.
Mættet af Monet.
Er jeg den eneste?
Næppe.
Gengivet på alt fra køleskabsmagneter, kopper, kagedåser, tæpper, t-shits, tørklæder, postkort, plakater, paraplyer, er Monet ikke alene verdens mest berømte, men også den måske mest overeksponerede kunst-ner nogensinde.
Når Ordrupgaard netop nu viser udstillingen “Monet. Ud af impressionismen”, knap et år efter Aros’ “Monet – Lost in Translation”, er det derfor nærliggende at spørge: “Har vi virkelig brug for endnu et gensyn med Monet?” I Ordrupgaards sale runger et overbevisende “ja!”
Monets serielle greb
Med 42 indlån fra prominente museer som The Metropolitan og MOMA i New York, National Galle-ry i London, Musée d’Orsay i Paris, National Gallery i Australien og 2 værker fra egen samling præsenterer Ordrupgaard Nordens største Monet-udstilling og stiller skarpt på kunstnerens arbejde med motiviske serier. Det serielle greb fører Monet på en udviklingsrejse ud af impressionismen, henimod modernismens formelle, abstraherende syn på maleriet som materiale og flade samt baner vejen for den efterfølgende generation af kunstnere.
Med udstillingen inviteres vi endvidere til en unik oplevelse af maleriernes stoflighed. Flere er præsenteret uden glas og et enkelt har bevaret sin oprindelige matte overflade fri for fernis. Desuden indgår en af de 4 sjældne runde tondoer i udstillingen.
Vi bevæger os kronologisk frem fra 1800-tallets landskabsmalerier fra Vétheuil – klassiske motiver som Monet maler fra sin atelierbåd og fornyer med impressionistiske fragmentariske korte strøg og klare farver – over kysterne i Normadiet og Bretagne, hvor Monet maler klipper fra Étretat og Belle-Île i vild penselteknik, der antyder kunstnerens første bevægelse væk fra impressionismen, til 1890’ernes popler, høstakke og katedraler, der forfiner det serielle greb ved at fastholde de stadige forandringer, der sker med et motiv time for time pga skiftende lys og ind i det nye århundrede, hvor London-broer og åkandebilleder tydeliggør en tiltagende abstraktion.
Serierne er de fleste steder i ud-stillingen kun vist med få repræsentanter og det er ganske fascinerende at se, hvordan blot to malerier kan give indtryk af det serielle.
Alligevel kan man nogle steder ønske sig det serielle mere udfoldet. Mest markant er “Katedralen i Rouen” kun repræsenteret med et maleri. Denne serie er ellers særlig interessant, idet pallettens kulører og nuancer skifter markant i takt med skiftende lys og vejrlige forhold, hvorved seriens versioner samlet udgør et æterisk farvespil. Samtidig er det med katedralen, at Monet for alvor systematiserer sin serielle metode. Synsvinklen skifter meget lidt fra det ene maleri til det andet.
På Ordrupgaard har de nok været bevidste om det utilstrækkelige indtryk. Som flere steder i udstillingen har man placeret en digital skærm, der viser yderligere versioner og særligt for katedralen, har man lagt en næsten fuld serie af formindskede reproduktioner i montre. Med blikket vendt mod montren er det svært ikke at drømme sig tilbage til 1895, hvor 20 versioner bliver vist i Durand-Ruels kunsthandel eller i tanken at bestille en billet til Paris, hvor 5 versioner hænger på Musée d’Orsay.
Waterloo-broen
Snart glemmer vi dog alt om den ensomme katedral. 7 versioner af Waterloo-broen møder os i en smuk seriel udviklingsrække mod det abstrakte.
Monets udgangspunkt for at male i London lød: “Det, jeg allerbedst kan lide ved London, er tågen… Uden tågen ville London ikke være nogen smuk by. Det er tågen, der giver den dens vidunderlige åndedræt.”
Netop Monets tolkninger af tågen medvirker til, at jeg mærker en genvunden appetit på Monets malerkunst.
Seriens sidste og mest abstrakte malerier “Waterloo Bridge” og “Wa-terloo Bridge, sol gennem tåge” leder tankerne mod Monets kendte maleri “Impression, soleil levant”, der gav afsæt til begrebet “impressionisme”, da det blev vist på den første impressionistudstilling i 1874. Med inddragelse af serien opfylder kuratorerne således ikke alene udstillingens præmis til ug, men slår samtidig en smuk sløjfe om Monets vej ind og ud af impressionismen.
En magisk have
Tilhørende udstillingen finder man i Ordrupgaards gamle sale en kreativ rekonstruktion af Monets have, skabt af designbureauet Dark Matters. Haven udgør et oplevelsesunivers for børn og barnlige sjæle, hvor man bl.a. kan klatre i hængepile, dufte til blomster, hoppe på åkander eller nyde udsigten fra en kopi af den japanske bro i Monets have. Der er tale om et utroligt gennemført univers – og det er dejligt at se! Samtidig skal kuratorerne have ros for at placere univers og udstilling adskilt, hvorved begge opnår fuldt potentiale.
Jeg kan ikke andet end gå fra Ordrupgaard med følelsen af et vidunderligt åndedræt.
Ordrupgaard
Vilvordevej 110, Charlottenlund
Frem til 4. december
