Tine Hind og Steen Rasmussen.

Et stærkt match:

Af Pier Marie Andersen - 11. Aug 2020

Tine Hind og Steen Rasmussen er nært beslægtede, ligger tæt i tankegang og har begge en dyb erkendelsesmæssig indsigt. De udstiller i gruppesammenhæng i Polen på ”Signs of the Apocalypse”, center Cztuki, i Torun. I august måned udstiller de to kunstnere for første gang alene sammen på galleri Arte, Lildstrand og fra d. 31.10-13-12 2020 udstiller de på Rimfaxe ”Venskab-en-artistbook”.

Tine Hind – et tidligere værk.

Begge kunstnere er nytænkende i forhold til grafikken. Tine Hind med grafiske billeder på væggene, hvor hun som noget nyt har kombineret grafikken og maleriet. Steen Rasmussen laver som Tine Hind grafik til væggene, men som noget helt unikt har han arbejdet med rumlige grafiske udtryk på gulvet. Selv om de to kunstnere ligger tæt i tankegang og en eksperimenterende, undersøgende og litterær tilgang til kunsten, så ligger de rent stilmæssigt langt fra hinanden. Steen Rasmussen med de svungne og jugend-agtige udskæringer og Tine Hind, der i dag har nærmet sig en konstruktivisme, som vi kender den fra den russiske suprematisme og Bauhaus-skolen i Weimar og Dessau i starten af 1900-tallet.

Tine Hind – grafik. 2020.

Tine Hind brød igennem i 1980’erne med fabulerende og visionære billeder. Efter et ophold i New York, hvor hun bl.a. levede med de hjemløse og arbejdede i en lille entre i en 3-værelses lejlighed, kom hun tilbage med 30-40 produktioner (blandform af akvarel, tegning, tusch m.v.). De havde stærk eksistentiel karakter, for Tine Hind levede sig selv helt ud. Senere ændrede hun kurs. Hun begyndte at se indad og fik en større erkendelse af livet og kunsten. Hun bruger stadig sig selv på en hudløs ærlig måde i sine billeder, men knap så fysisk som i sine yngre dage. Et værk som ”Stiger op i intetheden/Rising into Nothingness”, vidner om en erkendende og sansende kunstner. Billedet er 180 cm bredt og 100 cm højt og er lavet som en kombination af grafik og maleri. Det er i blålige toner og stærkt lysende. Indholdsmæssigt er billedet af aktuel karakter, for det handler om, hvordan menneskehedens indflydelse på klodens klima og miljø kan få katastrofale følger og føre til totale forandringer for menneskeheden og mange andre livsformer. Tine Hind er uddannet på Rijks Akademiet i Amsterdam, (1973-74) Aarhus kunstakademi (1975-76) og Poznan Statsakademi i Polen (1977).

Steen Rasmussen – skulpturel grafik – pigæbler.

Steen Rasmussen er uddannet på den grafiske linje på Det jyske Kunstakademi i 1982-87 i Århus, hvor han blev undervist af John Olsen og Poul Skov Sørensen. Begge har indvirket på hans måde at udtrykke sig på, men han er også blevet påvirket af mange rejser i udlandet. Især hans årlige ture til Japan gennem de sidste 20 år, men også minder fra tresserne, hvor der var en revival af jugendstilen og dens brug af ornamentik. Antoni Gaudi og Aubrey Beardley var en tidlig inspiration hos Steen Rasmussen. Hans udgangspunkt er det figurative motiv og grafikken, men han har senere udviklet en konceptuel side og sætter spørgsmålstegn ved tingene. Han fik inspiration til det rumlige grafiske udtryk efter et besøg i Brasilien i 2006-07. Han rejste rundt til kirkegårde og var meget optaget af de store monumenter og den måde folk iscenesatte sig på efter deres død. Han skulle udstille i Japan senere på året (2007) og her udstillede han for første gang de markante udskæringer i træ. Steen Rasmussen har senere arbejdet en del med døden som motivkreds. Et markant værk ”Memento Mori” er et sortmalet ”bornholmer”-ur, hvor urværket er omdannet til sortmalede døde blomster. Tik-tak-husk at du skal dø!

Steen Rasmussen – memento mori.

I hans rumlige grafik spiller forførelsen/døden en rolle, fx værker med to grafiske og skulpturelle udskæringer med pigæbler som motiv. Forførende smuk, men pas på – døden lurer lige om hjørnet!! Egl. Skulle pigæble-værkerne have været i Japan, men pga coronaen havnede de til alt held på galleri Arte i det nordvestjyske.

Galleri Arte
Krinkelkrogen 20, Lildstrand, 7741 Frøstrup
Frem til 23. august