Kristine Flensted driver det lille eksklusive udstillingssted Se! En gang imellem skaber hun sin egen personlige udstilling, hvilket også er tilfældet med ‘og så døde jeg’. Hun formulerer det således, at hun har nået 50 år og oplever, at den nære familie dør, og at venner er i farezonen. Hvordan forholder hun sig så til det og sine overvejelser om egen dødelighed? Er det tid til at begynde at rydde op, som hendes egen mormor gjorde i god tid? Hvilke mindesten skal der sættes som den efter hendes far, som havde bestemt en, hvor alle havde trådt på den i livets gang. Og hvor vender man sig hen, hvis man ikke er troende?
Døden i tidsånden
Jeg synes, det rammer ind i tidsånden om at prøve at erkende at vi lever kun et bestemt antal år. I 1800-årenes udsatte samfund som fiskerlejer og hedebonde sørgede man selv for, at kisten stor klar i god tid. Min egen mormor havde sparet op til begravelseshjælp, så de efterladte ikke skulle lide økonomisk. I rigmandskredse i den store verden kan man blive nedfrosset på det rigtige tidspunkt med håbet om at blive genoplevet. Nogle arbejder også på at skabe kloner af afdøde mennesker (man gjorde det jo med fåret Dolly for længe siden).
Hvordan bevarer vi mindet?
Som Kristine Flensted også påpeger, handler det om, hvilken erindring, vi efterlader. Hvordan vil vi blive husket? Hvordan vil vi gerne huskes? Hendes udstilling prøver at indkredse sådanne erindringsminder, hvor figuren blegner og bliver til et uklart billede uden ansigtet. I midten af rummet er en opstilling af blomsterflor i rødmalet papmache, der ikke forgår lige med det samme. I en lille installation i vindueskarmen kan man skrive et minde over en person, vedlægge eller tegne noget, man forbinder med den afdøde og lægge det i en lille gennemsigtig pose. Fin udstilling med et stort perspektiv.
Se!
Henrik Pontoppidans Gade 34B, Aarhus C
Frem til 29. august