Erindring og Frigørelse

21. Jan 2015

Af Preben Winther
prebenwinther@up95.dk

Da Galleri Flintholm i efteråret 2013 præsenterede malerier af Kamil Franko, var han med sine 25 år ikke blot den yngste kunstner, der havde udstillet der, men også debutant. Allerede sidste år viste galleriet igen værker af ham, denne gang sammen med arbejder af Frank Paul, og nu vises Kamil Frankos soloudstilling Body of Father, der indeholder en række helt nye malerier.

Styrke, angst og æstetik
Som udstillingens navn antyder, kredser mange af værkerne omkring kunstnerens far, der var iraker og i 1980 flygtede til Budapest. De er givetvis skabt for at ære faderens minde, men opleves samtidig som en frigørelse fra ham. En del af billederne har andre barndomserindringer som tema, og nogle af disse hører til udstillingens bedste.
Det store titelmaleri viser kroppen af en hest i fart. Kamil Franko bruger den symbolsk og oplever den som et meget sammensat dyr. Hovedet er sensibelt; det er ikke skildret, for det repræsenterer hans mor. Hestens krop er kraftfuld og bevæger sig i én retning. Det var hans far. Denne – måske til dels blinde – målrettethed fornemmes helt ned i malemåden, der er eruptiv, med tykke lag af oliemaling og en medrivende dynamik. Der er kradset, spartlet på og kradset igen, til udsnittet af hestens krop i det færdige maleri fremstår med vældig autencitet – styrke, angst og æstetik forenet i det kunstneriske udsagn.
Et mindre billede viser faderen på cykel. Dagen før sin død væltede han på den og slog sit knæ, og blodet spiller en stor rolle i skildringen. Udstillingens største maleri – 260 x 330 cm – skabte Kamil Franko i de sidste døgn før udstillingsåbningen. Det har samme stærke erindring som motiv.

Stærkt personligt udtryk
Kamil Franko har igennem de sidste fire måneder boet og arbejdet i New York, hvor han har et samarbejde i gang med et galleri på Manhattan. Maleriet Morning har storbyens blændende morgensol som motiv og er et glimrende eksempel på, at noget skal destrueres, for at noget nyt kan opstå. Heller ikke himlens overvældende tomhed kan skabes på intet; under tykke lag af hvidgul oliefarve giver et tidligere landskabsbillede klangbund til det sitrende lys.
Kamil Frankos værker er gennemgående blevet mindre naturalistiske, ofte med mindelser om både symbolisme og abstrakt flademaleri, men underordnet et meget personligt udtryk, og selvom malerierne er meget forskellige, holder kunstnerens overbevisende talent sammen på det hele.
I udstillingsperioden vises i øvrigt Josefine Gervang Heimbur-gers dokumentarfilm Shadow Fighter – om livet som albino i Dar es-Salaam i Tanzania – som Kamil Franko har lavet musik til.

Galleri Flintholm
Filippavej 57, Hundstrup
Vester Skerninge
Frem til 8. februar
Artikel fra: Nr. 01 / 2015 – Jan. / Feb.