I invitationen til denne udstilling kaldes Erik A Frandsen „en stundesløs anarkist, for hvem folkelig anerkendelse og efterspørgsel intet er at regne i mødet med en indre, bydende drift mod fortsat fornyelse“. Så er tonen slået an, her er en maler der ikke lader sin stil definere hvad han udtrykker.
Langt fra polerede spejle
Denne udstilling er langt fra de delikate vægudsmykninger i spejlsalen på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. I palæets taffelsal er der stålplader poleret op til spejle med indridsede motiver.
Udstillingen viser derimod en anarkistisk tilgang til såvel malestil som motiv valg. Frandsens palet folder sig ud i kraftige farver der køres helt til kanten, her gælder det udtrykket frem for æstetikken. De store billeder fylder alle galleriets sale op og malerierne præsenterer sig flot i de store rum, nogle gange med kun er et enkelt værk i et rum.
Nogle af billedernes størrelser gør, sammen med den løse malemåde, at man ville ønske at man kunne sætte en omvendt kikkert for øjet. I de grove strøg på de store formater kan man godt finde flotte abstrakte værdier, og det er absolut også en kvalitet ved billederne, de er tydeligvis tænkt til at give størst udbytte på afstand.
Det opløste billede
Billederne på udstillingen er interessante i kraft af flere virkemidler. Et billede som Still life med kurvestol og blomster kan ses som en nøgle til det man ser i mange af de andre billeder. En kurvestol og en buket i en vase optræder som to billeder, kun en enkelt blomst forbinder de to billeddele. Det bliver til en slags forstørret collage, hvor der åbner sig rigtigt mange fortolkningsmuligheder. Dette er et maleri som er i famile med flere andre af udstillingens billeder som fx. Still life med kål, granatæble og detalje fra “Clio the Muse of History” af Artemisia Gentileschi. Selve titlen på dette værk siger ret meget om Frandsens billed opbygning og elementer. Her nævnes nogle af billedets fysiske elementer og afbildningen af et maleri af den kvindelige 1600-tals kunstner Artemisia. Det er et maleri i maleriet – et selvportræt af Artemisia som historiens muse, hvor hun har inddrager sig selv i værket, noget der tydeligvis har et link til Frandsens egen måde at skabe malerier på.
Tandpasta
I maleriet med den skønne titel: Still life med blomster, tandpasta og detalje af ” Notre-Dame og de fattige fiskere ved Seinen” af Willumsen slår Frandsen gækken løs. Det første der tiltrækker øjet er den udklemte Colgate tube, den fremstår som den absolutte modsætning til Willumsens maleri fra Paris. Måske er det anarkistens provokatoriske gen der slår igennem, måske er det en bemærkning til mesteren om at vi alle bruger tandpasta. Tandpasta motivet gentages i glasmosaikken Remake IX, her bliver det en ikon der gennem mosaikken løftes op fra en hverdags ting til noget større, i kraft af materialet som vi ellers kun møder i fremstilling religiøse figurer.
En buket af buketter
Erik A. Frandsen er kendt for sine blomsterbilleder og næsten alle udstillingens billeder har da også en buket eller noget andet grønt med. Buketterne giver mulighed for at arbejde frit med farven og tildels også formen. Man får noget forærende med en buket, hvilket kan ses i titlen Ready made – Agnete Braad. I dette tilfælde må der vist være tale om kategorien: assisted readymades, da den friske buket på maleriet nok forlængst er blevet til kompost. Frandsen har tilsyneladende syntes at det at male buketten var for ligetil, man får alligevel simpelhen for meget forærende. Han kommenterer det selv i maleriet ved at skrive sætningen: „Wanna be erik a frandsen stilleben“ under de to vaser. Det kan jo forstås som at blomsterne presser sig på som motiv hele tiden. Blomster som stilleben ses også i værket Jordskælv – Still life med frugtfad og maleri af F. Bazille. Her fornemmer i midlertid hans begejstring for det farveorgie som iris, pæoner og roser giver.
Meta billeder
For et par år siden tiltrak et maleri af Matisse sig stor opmærksomhed, det var. Det røde atelier hvor han havde malet sit nye atelier med egne malerier i. Den slags meta studier er fyldt med referencer til den aktuelle kunstners værker. Det samme gælder for værket Noledo med tapet af Balla, hvor Frandsen også har malet forskellige af sine egne malerier stående i sit atelier. Malerierne i dette billedet er tydeligvis fra en tidligere periode i Frandsens værkproduktion. Det at sætte egne billeder ind i et maleri er en fin måde at vise sin kunstneriske udvikling på.
Den gyldne trekant
I de fleste af udstillingens billeder kan man identificere tre afgrænsede billedelementer som fx i Still life med bogreol og vindue fra Kings College Chapel, Cambridge. Som det ses i titlen kalder han det selv for stilleben, altså en klassisk opstilling af elementer. Han blander her stumper fra hverdagen med masser af referencer til mere eller mindre kendte nye og gamle kunstnere.
Som galleriet skriver er det: „ …blot de til enhver tid forhåndenværende byggesten i malerens konstruktion af dét, som for ham er det eneste væsentlige: maleriet i sin egen ret“.
Erik A Frandsen går bevidst uden om det klassiske maleris brug af penselstrøg, lasering og lignende. Her er det lige på med farven og nogen gange med farverne smurt oven i hinanden i lidt udefinerlig plamager. Her er ingen noder bare musik. Det giver en ærlighed og et friere maleri som er forfriskende.
Hans Alf Gallery
Holbergsgade 8, København K
Frem til 13. september
