13. Dec 2016

Af Orla Schantz
orla.schantz@gmail.com

Peter Bondes billeder et lette at genkende – for det meste. Det er store rå og næsten slaskede penselstrøg, nærmest tværet ud på diverse overflader i farveglade orgier. Det kan være på bogforsider fra hans eget bibliotek, som billederne viser i det nye store værk af Torben Weirup om udviklingen og variationerne i Peter Bondes udtryk.

Eller det kan være såkaldte installationsbilleder som i udstillingen ”Limelight” på Charlottenborg i 1986, hvor Bonde var meget inspireret af den tysk/italienske bølge af ”De nye vilde” malere. Det kan også være billeder i form af OVC duge med påtrykt inkjetprint fra 1995 med skriften ”I Smell Ketchup and French Fries”, en tydelig henvisning til hans hyppige besøg i USA i denne periode. Man mærker hensigten og bliver opstemt. Mødet med den amerikanske multikunster Jason Rhoades blev således skelsættende.

Det store gennembrud med officiel, statsautoriseret stempel, var i 1999, da han blev valgt til at repræsentere fædrelandet på Venedig Biennalen, men han betingede sig, at Jason Rhoades skulle med som partner. Det blev til den meget omtalte installation ”Throwing snowballs in Venice”, der var en hyldest til bilvæddeløb og udstillede en samling racerbiler, affald, bildæk og en masse skrammel i den ”trashy” stil, som begge kunstnere var tilhængere af.

Sneboldeffekten rullede videre i andre sammenhænge og nye udgaver i årene efter. I 2006 fik Peter Bonde opgaven med at ”erobre” det lange, smalle og høje rum midt i ARKEN på Vestegnen. Det blev til ”HI BOB – Greatest hits”, hvor han kunne udfolde sine store bevægelser med kæmpe lærreder med motiver fra familien og vennerne på druk i Sverige, hvor maskulin vulgaritet, men også intimitet vises frem.

Torben Weirups store værk har titlen ”Dette er ikke en maler – en bog om billedkunstneren Peter Bonde”, og det illustrerer fint Peter Bondes afvisning af at lade sig snære inde i kunsthistorikernes decimalsystem. Han vil ikke hustrænes og spjætter endnu. Og formerne synes uendelige fra roadmovies, skulpturer, installation, videoer til regulært maleri i firekantede formater.

Bogen er overdådigt forsynet med billeder fra Peter Bondes kunstneriske historik. Og alene af den grund anbefales den. Dertil kommer Weirups sprog. Han skriver rask og frisk. Man får næsten lyst til at citere titlen på et af Bondes’ seneste værker fra en udstilling i år på Martin Asbæk Gallery i København ”Oh, My God, This Is Good”.