På Det Fynske Kunstakademi udstiller den norske billedkunstner, Crispin Gurholt lige nu fotos, videoer og malerier i akademiets store skulptursal. Han kalder udstillingen ”Drivhuset” og giver dermed en ledetråd til forståelsen af hans værker. Drivhuse er glashuse, som giver gunstige vækstmuligheder, men det er samtidigt et indelukke, hvor man kan føle sig afsondret fra omverdenen, selvom alle kan se ind gennem drivhusets glaspartier.
Den iscenesatte virkelighed
På et hotelværelse ses to kvinder og en mand. Den ene kvinde sidder på kanten af en stor seng og ser tomt frem for sig. Hun er nødtørftigt klædt på. Der ligger tøj på sengen og henover to store kufferter. På sengen ligger også en kvinde udstrakt, og hun ser også udslukt ud i blikket. Til venstre kommer en mand ind på soveværelset. Hans blikretning viser ud mod vinduerne i baggrunden. Det er bemærkelsesværdigt, at de tre personer – selvom de befinder sig i det samme lokale – ikke har nogen kontakt til hinanden, men det viser også den ensomhed, man kan føle selv i et lukket rum sammen med andre mennesker. Brugen af farver understreger den tristesse, som fylder rummet. Farverne er neddæmpede for at skabe stemningen. I malemåden afslører Gurholt en interesse for en pixeleret malemåde, hvor tydelige penselstrøg sættes op imod hinanden.
Iscenesættelsen fra hotelværelset minder om teknikken i det naturalistiske teater, som man måske kender fra den store, norske dramatiker, Henrik Ibsen. Ibsen brugte næsten altid i sine skuespil den teknik, hvor man som tilskuer kunne se gennem en væg ind til et rum, hvor dramaet kunne udspille sig. Hos Gurholt er der dog ingen replikker, men kun tavshed.
Familien
Det er ret så karakteristisk for Gurholt, at han skildrer en ubarmhjertig virkelighed mellem mennesker, sågar mellem mor og søn.
Billedets vandrette linje med gulvet og de grønne gardiner anslår stemningen i motivet. En kvinde sidder i venstre side med en stor taske ved siden af stolen. Hun stirrer tilsyneladende over mod drengen, som vender ryggen til og ser gennem vinduet ud mod fjerne horisonter. Både kvindens og drengens hoveder bliver indrammet af gardinerne for at illustrere en usynlig barriere mellem de to. Lyssætningen i billedet afslører også en ensomhed hos de to personer. De er begge fint karakteriseret tredimensionelt hver for sig, men der er ikke nogle skygger på fx gulvet, og det er med til at understrege den manglende kontakt mellem de to personer i dette tilfælde mor og søn.
Foruroligende
De andre tableauer, som Gurholt skildrer i andre værker på udstillingen, har den samme gennemgående tankegang, at mennesket i den moderne verden i bund og grund er ensomme både i fysiske og sociale rum.
Gurholts måde at skildre virkeligheden på sætter uvægerligt mange tanker i gang, så man skal absolut unde sig selv at lægge vejen forbi denne udstilling.
Det Fynsk Kunstakademi
Jernbanegade 13, Odense
Frem til 27. april